| Kunsten, kulturen og den kommende kommunale sparerunde
Århus kan ikke være tjent med, at der skæres i de i forvejen begrænsede udviklingsmidler til byens kunstliv
Det er for kortsigtet, mener Kunstrådet.
Kunstrådet i Århus har med bekymring læst prioriteringskataloget, som indeholder forslag til besparelser på Århus Kommunes budget for de kommende år.
Rådets bekymring bunder i, at de såkaldte ’frie midler’ til kulturelle og kunstneriske aktiviteter her bringes i spil som mulige spareobjekter.
Det drejer sig blandt andet om Midler fra kulturudviklingspuljen øremærket til international indsats, der foreslås sat i bero i 2 – 3 år, og Basistilskudsordningen, som anvendes til at skabe arbejdsro og fordybelse ved at yde driftstilskud i typisk 3 år til grupper med stort udviklingspotentiale, som foreslås nedlagt. Det drejer sig endvidere om tilskud til Kunstnerstipendier og tilskud til Kunstnernes Påskeudstilling.
Frie midler er, som betegnelsen indikerer, midler som er til rådighed her og nu. Midler som tildeles nye, friske initiativer, som er på vej op fra byens kunstneriske undergrund fra ikke etablerede grupper og kunstnere.
Her er tale om initiativer, ideer og projekter, som i deres natur er medvirkende til at danne udviklingsgrundlaget for fremtidens kunst og kultur i Århus. De frie midler anvendes således som investering i et åbent laboratoriearbejde, der sikrer fortsat udvikling og nyskabelse.
Byen er gennem de seneste årtier blevet kendt og værdsat for sine investeringer i kunstneriske subkulturer/vækstlag. F. eks. ser man i disse år, yngre dansere og koreografer vende tilbage til byen og slå sig ned her for at arbejde, fordi her er en scene og energi, der kan bygges videre på.
Byens billedkunstneriske niveau og mangfoldighed har aldrig været større end netop nu. Mens også litteraturen manifesterer sig i voksende grad. Der er i det hele taget grøde på den kulturelle scene.
Det er netop sådanne tendenser vi ikke må lade os løbe af hænde.
Hvis disse investeringsmuligheder begrænses, vil Århus på længere sigt blive en kedeligere by at leve i. Byen vil i højere grad blive afhængig af at købe sig til kunst og kultur udefra, og det sprudlende udbud af eksperimenterende teater, dans, musik, billedkunst og blandforms-udtryk, som vi efterhånden har vænnet os til her i byen året rundt, vil blive mærkbart begrænset. Og hvem kan være interesseret i det?
Det er vigtigt, at en by som Århus giver plads – også i form af økonomisk tilskud – til udvikling indenfor de forskellige kunstarter. Det giver byen dynamik, karakter og egenart, som tiltrækker virksomheder, arbejdspladser og nye indbyggere. Det kan ingen vist blive uenige om.
Idéen om at nedsætte Kulturudviklingspuljens midler i en tidsbegrænset periode for siden at øge tilskuddet er en ødelæggende idé. Man kan ikke nedfryse en kunstnerisk produktivitet i en vis periode, forvente en slags dvaletilstand og derefter straks genoplive et kvalificeret niveau, når pengene kommer tilbage. Det koster varige skader at reducere omfanget af de frie midler.
At en reduktion af de frie midler desuden har den effekt, at svække kommunens dristige beslutning om at oprette et armslængdeudvalg som Kunstrådet, er uheldigt. Mange steder i Danmark og i udlandet ser man med stor interesse på landets eneste kommunale Kunstråd og dets måde at fungere på. Man vil gerne lære af det. Det er især i forhold til disponeringen af de frie midler, at rådets kunstfaglige ekspertise er central, og svækker man omfanget af dem, svækker man derfor rådets betydning.
De frie midler udgør på en gang en procentuel meget lille del af det samlede kommunale kulturbudget og er samtidig særlig sårbare, fordi de er så nemme at skære i – til forskel fra institutionsbundne midler.
Der må ske en principiel samlet stillingtagen til alle kommunens puljemidler på alle budgetområder. Rådet mener, at udviklingspuljer er et meget centralt redskab for udvikling, dynamik og innovation.
Det er Kunstrådets opfattelse, at disse få frie midler er endog meget velanbragte. Her er tale om en rigtig god investering, som kommer mere end tifold igen.
På denne baggrund mener Kunstrådet, at det vil være både uklogt og kortsigtet at spare netop her, hvor der udvikles et så vigtigt fundament for Århus Kommunes status som en by med højt kvalificerede kulturelle og kunstneriske tilbud. |