En rose for direkte demokrati
På kunstmuseet ARoS findes et værk af den berømte tyske kunstner Joseph Beuys. Værket er ganske simpelt, idet det udelukkende består af et målebæger og en rose, som er placeret i selve bægeret. Kombinationen af en nøgtern målebeholder og det forgængelige kærlighedsbevis synliggør, at et genialt enkelt kunstnerisk greb formår at sige mere end tusind ord. Beuys har kaldt sit værk Eine Rose für direkte Demokratie og peger dermed på, at kunsten og livet ikke kan adskilles og at kunsten i lighed med demokratiet er en skrøbelig blomst, som konstant skal plejes, hvis den ikke skal tørre ud til en vissen stængel. Men det er ikke kun et spørgsmål om at passe vandstanden i målebægeret, for rosens levetid er jo begrænset, uanset hvor meget umage man nu vil gøre sig. Beuys’ politiske budskab er, at rosen skal fornyes konstant, velvidende at den enkelte rose kun er en episode, men at selve rosens forgængelighed gør den til en endnu mere værdifuld gave. Og præcis denne skrøbelighed er kærnen i Joseph Beuys stille og samtidig eminent politiske værk. Ved hjælp af en enkel symbolik anskueliggøres at demokrati ligeledes skal fornyes igen og igen, hvis det ikke skal deponeres på historiens støvede magasiner. I givet fald vil den så forvandle sig til en kunstig plastikblomst, hvor prisen for dens tilsyneladende vedvarende levetid skal betales dyrt: Nemlig med en total mangel af betydning.
Joseph Beuys uspektakulære værk viser samtidig hvad kunst kan, når den er bedst. Den kan nemlig åbne vores øjne og skærpe vores blik for virkeligheden. Kunsten er således ikke en slags luksusartikel, som man bare kan spare væk, når bæltet skal spændes, og som man køber igen, når husholdningskassen tillader det. Så risikerer man nemlig, at den er forsvundet eller flyttet til andre egne, hvor der er bedre vilkår og mere forståelse for dens væsen. I en vis grad gælder nemlig markedsprincipperne også for kunsten: Den går altid derhen og blomstrer dér, hvor der findes de bedste produktionsbetingelser.
I Århus, landets næststørste by, står man aktuelt ved en skillevej. I Kommunens Prioriteringskatalog 2007-2010, som danner grundlag for de afgørende budgetforhandlinger d. 14. september findes der bl.a. også forslag til besparelser på kulturområdet. Bortset fra at der er ikke så megen besparelse at hente fra kulturområdet, som kun udgør 1,3 % af Århus Kommunes samlede budget, ville signalværdien af sådan en sparerunde være katastrofal. Kunsten blomstrer nemlig lige for øjeblikket i Århus, ARoS-effekten smitter, nye gallerier for samtidskunst er åbnet, Århus bliver omtalt som ny kunstby i de landsdækkende aviser, internationale kooperationer er på trapperne; kort sagt der er opbrudsstemning, og der findes mange gode initiativer, som vil sætte Århus på landkortet, men alle disse sarte planter risikerer at blive kvalt, hvis sparebæltet spændes endnu mere.
Samtidig må man undre sig over, hvad der blevet af visionen om at videreudvikle Århus til en blomstrende kulturby. Mange undersøgelser har vist, at netop investeringer i kulturområdet er med til at generere vækst, idet byer med et attraktivt kulturliv tiltrækker nye virksomheder, skaber nye arbejdspladser, etc. I den forbindelse kan man spørge sig selv, hvorfor Århus, der tidligere har markedsført sig som verdens mindste storby, endnu ikke har prøvet at blive europæisk kulturhovedstad for at gøre opmærksom på sig selv. Sidste år var Cork europæisk kulturhovedstad, i år er det Patras, 2008 er det Liverpool og Stavanger, 2009 Linz og Vilnius og i 2010 er det Essen, Pécs og Istanbul. Flere af de nævnte byer er betydeligt mindre end Århus, men har alligevel formået at indgå nye alliancer og at promoverer sig på europæisk plan med ambitiøse kulturprojekter. Der er tid, men ikke for meget tid, til at ansøge med et spændende program om at blive udnævnt til europæisk kulturhovedstad. Det europæiske støtteprogram varer nemlig kun indtil 2019. Det, der mangler, er ideer og en ihærdig indsats, hvis ordene skal forvandle sig til kendsgerninger, og kunsten derved gives mulighed for at blomstre. |
