Jens Galschiøt render åbne døre ind
Af Billedkunstner Uwe Max Jensen, Århus

Første december – på den internationale AIDS-dag – opstiller den fynske billedhugger Jens Galschiøt et fem meter højt kobber-krucifiks ved Københavns Domkirke. Skulpturen hedder "I Guds navn - til minde om fundamentalismens ofre" og forestiller en gravid teenager, der er korsfæstet. Blandt andet med et jernspiger igennem maven.
Korsfæstelsesseancen er en protest mod fundamentalistiske kristnes forsøg på at forbyde kondomer og prævention til fordel for kyskhed og afholdenhed. En politik som ifølge Jens Galschiøt resulterer i et stigende antal aids-tilfælde i Afrika.

Jeg er helt enig i, at vi skal være på vagt over for den kristne højrefløj, når den prøver at påtvinge andre mennesker sin seksualmoral.
Men Jens Galschiøt har også en anden agenda. Han er forberedt på, at skulpturen kan afføde blasfemianklager fra fundamentalistiske kristne. "Den risiko anser jeg for ret sandsynlig, måske kommer der endda protester fra selve paven og den amerikanske præsident George W. Bush, men så må Anders Fogh Rasmussen jo på banen og forsvare min ytringsfrihed, ligesom han gjorde i sagen om Muhammed-tegningerne," siger Jens Galschiøt.
Denne del af Jens Galschiøts argumentation er problematisk.

Jens Galschiøts skulptur skriver sig ind i en lang tradition og giver mindelser om Anton Laiers Kristus-figur fra tiden omkring Anden Verdenskrig. Siden er korsfæstelsesscenen blevet nyfortolket. Fra Monty Pythons korsfæstelsesscene i "Life of Brian" til Jens Jørgen Thorsens gavlmaleri af Jesus på korset med erigeret lem. Internationalt har Maurizio Cattelan vakt opmærksomhed. I hans installation ”Paven ramt af en meteor” ligger en tro kopi af den tidligere pave på gulvet i udstillingsrummet ramt af en meteor. Når disse værker tages i ed, står det klart, at Jens Galschiøts skulptur ikke kan gøre det ud for andet end en parentes.

Selvom den kristne højrefløj skal tages alvorligt, er det ikke her, den primære trussel mod den kunstneriske ytringsfrihed ligger i øjeblikket.

Kære Max Uwe

Selvfølgelig har du ret i dine bemærkninger Netop fordi du selv har en rem af huden, så virker din offentlige bemærkning om fænomenet tankevækkende. Det værste - eller mest tankevækkende i din beskrivelse af fænomenet, det er at menighedsrådet og domprovsten er gået på halen i denne sag.

Her burde du kunne finde stof til en anden halvleg.

Den gamle præst som du inddrager han kunne det der med at skabe inderlighed i materiale og form. I den figur du nu omtaler er der ikke en gang en liderlighed, kun en lummer form som en bøn om opmærksomhed

Med venlig hilsen
Jens Kirkegaard

Du skriver, at den primære trussel mod ytringsfriheden ikke kommer fra den kristne højrefløj. Men hvor præcist kommer den så fra? Din antydning, når du nævner muhammedsagen, om at den kommer fra muslimsk side, kunne jeg godt tænke mig at høre nærmere om.

Ydermere finder jeg det altid nødvendigt at se ytringsfriheden som en bredere størrelse end du fremlægger den (kunstens kontekst). Det er trods alt kun en flig af den ret, som sikrer samfundets svage retten til at ytre sig om deres situation. Ytringen, eller tanken, er jo på sin vis en præpolitisk begivenhed i den forstand, at den ligger til grund for tilsynekomsten af den undertrykte i et nyt lys, om ikke andet som en måling af Statens magt, eller en laden komme til syne af denne. I det givne tilfælde måske en måling af koblingen mellem demokrati/kristendom.

Spørgsmålet er hvem ytringsfriheden skal sikre? Dig, som vestlig kunstner, journalist osv (priviligeret) eller den uden egentlige rettigheder i forståelsen anderkendelse. Det er ifølge min overbevisning altid herned spørgsmålet skal koges til.

Mads Ellevang, Studerende.