Documenta 12
Af Mette Harbo Lehmann

Da jeg læste interviewet med den ene af de danske deltager på årets Documenta, Katya Sander, på www.kopenhagen.dk, blev jeg bekræftet i min mistanke om, at kuratorernes personlige politiske holdninger har været en væsentlig faktor i udformningen af dette års Documenta-udstilling. Man har i år nemlig kunne iagttage overvældende mange kunstværker med temaer som Irak-krigen og andre militær-involverede konflikter, eller ’det er synd for nogen’ - det være sig kvinder, sorte såvel som andre etniske minoriteter.

I det omtale interview kunne man læse:

”De [kuratorerne] har haft et underligt forhold til spørgsmålet om politik. De ser sig selv som meget politiske, men ikke desto mindre har de været meget påpasselige med, om noget lød for direkte.
Det er meget vigtigt, når man laver kunst om den slags brandbare politiske emner, at man ikke udelukker alle dem, som er uenige og kun laver kunst for dem, som er enige. Det har virkeligt ligget os [Katya Sander mf.] på sinde. Det mener jeg, at kuratorerne havde svært ved at forstå, selvom de faktisk endte med at være glade for værket. Men det var en hård, hård kamp.”

Jeg hæfter mig ved, at kuratorerne ser sig selv som meget politiske, og ved at de havde meget svært ved at forstå, at man ikke bare skal lave kunst for dem som er enige. Det slog mig, da jeg så udstillingen, at de meget ensidigt fremviste venstrefløjs-holdninger, som om alle nødvendigvis måtte være af samme holdning som dem. Således kan man bekræfter sig selv og hinanden i, at vi alene ved, hvad der er bedst for verdens befolkning og at politikere og regeringer verden over tager fejl, på trods af at nogen må støtte selv samme, da regeringer og politikere trods alt kræver en vis folkelig opbakning i demokratiske lande.

Da Documenta er en kurateret udstilling og dermed ucensureret og subjektiv, har kuratorerne selvfølgelig ret til at gøre, hvad de vil. Jeg synes bare, at det blev en anelse banalt til sidst og tog noget af glansen af de mange spændende værker, der også var der.

På udstillingens hjemmeside kan man læse om tre overordnede spørgsmål, kuratorerne stiller i forbindelse med Documenta 12:
1: Is humanity able to recognise a common horizon beyond all differences? Is art the medium for this knowledge?
2: What is to be done, what do we have to learn in order to cope intellectually and spiritually with globalization? Is that a question of aesthetic education and cultivation?
3: What constitutes life, when everything is subtracted which does not belong essentially to life? Does art help us to penetrate to what is essential?

Det er store spørgsmål, der ikke let lader sig besvare, men spørgsmålene i sig selv siger noget om kuratorernes politiske ambitioner på kunstens vegne. Ambitioner, som jeg mener reelt er utopiske, alt efter hvor radikalt man tolker deres noget fabulerende sprog.