Svinsk tankegang hos Hewlett-Packard og Shell
Ifølge flere medier har to multinationale virksomheder – Hewlett-Packard og Dansk Shell - valgt at bortcensurere kunstneren Steffen Kindt, selvom de to virksomheders kunstforeninger selv har valgt at invitere kunstneren indenfor.
Virksomhedernes censur skyldes ikke, at kunstneren maler i en bedaget pop art-agtig stil. Censuren bunder i, at medarbejdere i de to virksomheder finder malerierne pornografiske.
Den udlægning kan jeg slet ikke tilslutte mig.
Efter at have nærstuderet Steffen Kindts malerier mener jeg ikke, at malerierne kan klassificeres som pornografiske. De er snarere på grænsen af det opbyggelige.
På et af de bortcensurerede malerier spiser en ung kvinde en banan. Det er der intet pornografisk i. Nye undersøgelser viser desuden, at især yngre kvinder spiser alt for lidt frugt, og derfor er det da kun godt og som sagt opbyggeligt, at Steffen Kindt maler en bananspisende kvinde, der altså går foran med et godt eksempel.
Jeg mener ærlig talt, at medarbejderne hos Hewlett-Packard og Shell har en noget svinsk tankegang, når de uden videre kommer til at tænke på sex og porno og det, der er værre, blot de udsættes for malerier af bananspisende kvinder.
Hvordan klarer personaleforeningerne i de to virksomheder mon en tur i zoologisk have?
Så er der mere stil over Post Danmark, som i foråret havde Steffen Kindts billeder udstillet uden problemer af nogen art.
I den sammenhæng er det nok mere end en historisk anekdote, at Postterminalens Kunstforening tilbage i 1980’erne fik kunstneren Jens Jørgen Thorsen til at male et Jesus-maleri til Postterminalen i København.
Maleriet blev dog fjernet efter 24 timer efter ordre fra daværende generaldirektør Hans Würtzen, som intet havde imod sex, men til gengæld havde det svært med Jens Jørgen Thorsens kombination af sex og frelse. |