Ny dansk kunst svigter
Af Uwe Max Jensen

Kunsthjemmesiden kopenhagen.dk har netop sendt årbogen Ny Dansk Kunst 07 på gaden. Bogen består af omtaler af en række offentlige udsmykninger og kunstudstillinger i det forgangne år, og årbogen leverer også et bud på 11 centrale kunstnerprofiler. Desuden bidrager kunsthistorikeren Mette Sandbye med kommentaren ”Politisk kunst sælger”.

Mette Sandbye er en udmærket anmelder. Men i forbindelse med hendes bidrag til Ny Dansk Kunst 07 ryger kæden definitivt af. I "Politisk kunst sælger" omtaler Mette Sandbye en række billedkunstnere, der kun deler det ene udgangspunkt, at deres værker har stor gennemslagskraft.

Jeg skal ikke her forsvare de af mine kolleger, som Mette Sandbye også hænger ud. Det er de selv mænd for. Men jeg undrer mig over Mette Sandbyes nedladende omtale af kunstnergruppens Surrends happening i Teheran Times, hvor kunstnergruppen indrykkede en annonce med et foto af Irans præsident Ahmadinejad i samspil med en tekst, hvis forbogstaver dannede ordet »swine«. Dette fine værk omtaler Sandbye som en »ufokuseret, meningsløs og infantil« happening.
Intet kunne være mere forkert.
Værket er enkelt og slagkraftigt og udstiller – ikke kunstnergruppen – men det iranske teokrati som ufokuseret, meningsløst og infantilt. Det sker via kunstnergruppens subtile subversion af det iranske regimes censur.

Ligeså uforstående som Mette Sandbye er overfor Surrends happening, akkurat så apoetisk omtaler hun mit værk i Brande fra sommeren 2005.
»Hans (Uwe Max Jensens, red.) urinering på en husmur i Brande« skriver Mette Sandbye i en overfladisk omskrivning af mit midlertidige gavlmaleri udført med naturens pensel og kroppens iboende materiale.

Heldigvis har andre end Mette Sandbye forstået at omtale værket efter fortjeneste, og en artikel om gavlmaleriet endte da også på New York Times' hjemmeside. Og netop de omtalte kunstneres evne til at generere velfortjent opmærksomhed omkring deres værker synes at være den direkte årsag til Mette Sandbyes kommentar, som hun afslutter med følgende svada: ”…og ingen kan alligevel vurdere den type”ny kunst””.

Mette Sandbye er udover at være anmelder også underviser i kunsthistorie på Københavns Universitet, og hvis det er den opfattelse, hun giver videre til de ny kuld af kunsthistorikere, er det en tragedie. For selvfølgelig kan man forholde sig til vores kunst.
Det kræver bare, at man i stedet for at anmelde og skrive ud fra fine fornemmelser gør brug af hele sit kritiske apparat.