Kunstportalen www.aarhus.nu
luk vindue
 
Reportage 29. august 2005
Send din kommentar til
Reportage: Samtale med Lise  Harlev
Anne Dyhr har efter et kort møde i Århus lavet et interview med Lise Harlev via e-mail. Læs om hjemstavnsfølelser, og om den upersonlige æstetik som Lise bruger i hendes værker.

Tekst: Anne Dyhr

Lise harlev viste udstillingen "Feeling at home abroad!" på Dansk Plakatmuseum i Århus i 2005. www.plakatmuseum.dk
 
Lise Harlev og Anne Dyhr sidder i Dansk Plakatmuseum under opsætningen af Lises udstilling
 
Anne: hej Lise, man kan jo nærmest kalde din udstilling på Dansk Plakatmuseum i Århus for en retrospektiv udstilling. Kan du fortælle lidt om din første plakat og hvordan din interesse blev vagt for plakaten som medie i din kunstneriske praksis?
 
Lise: Min første plakat lavede jeg i 2000 og er også med på udstillingen på plakatmuseet. Den har titlen "A look at German", og man kan sige, at den handler om mit forhold til det tyske sprog. Jeg studerede i Frankfurt på det tidspunkt og var derfor meget optaget af det at lære et nyt sprog. Fordi det ikke er ens eget sprog, ser man det ligesom lidt udefra og det bliver derfor også muligt at kaste et kritisk blik på sproget. Jeg besluttede mig derfor for at lave et værk, hvor jeg nærmest "anmeldte" det tyske sprog og fortalte hvad jeg syntes fungerede og dårligt ved sproget. Jeg var vel i forvejen ret optaget af plakater og tryksager generelt, og da jeg under mit ophold i Frankfurt også gik til sprogundervisning, var jeg samtidig inspireret af æstetikken fra det materiale, vi brugte i timerne. Så jeg besluttede mig for at lave en plakat, der dels kunne samle mine kommentarer på en overskuelig måde, og dels var jeg interesseret i at den skulle ligne de informative plakater og plancher, vi alle kender fra skolen, hvor nogle fakta opstilles på en klar og tydelig måde. Så jeg var både interesseret i at efterligne eksisterende plakater, lige så vel som jeg tænkte på plakaten som et utroligt praktisk medie, der kan forene tekstlig information med noget visuelt på en meget let facon.
 
 
 
Anne: Ja, det er meget tydeligt at se din flirt med det institutionelle udtryk. I den sammenhæng kunne jeg godt tænke mig, hvis du kunne uddybe forholdet mellem det meget personlige nærmest naive tekstlige udsagn og plakaternes formalistiske udtryk. Giver den stramme og upersonlige grafik dig mulighed for at ”sige” noget der ellers ville være for personligt eller banalt?  Man kan sige du skaber et møde mellem den personlige ytring og det overordnede/upersonlige udtryk, hvad giver dette møde dig af muligheder?
 
Lise: Du besvarer næsten spørgsmålet selv, når du siger at den upersonlige grafik gør det muligt at sige noget, der ellers ville være for personligt. Det er netop denne omstændighed, jeg benytter mig af i mine værker. Så snart man anvender en æstetik, som kendes fra f.eks. myndighederne, skaber det visse forventninger hos beskueren til hvad der står i teksten og hvordan vedkommende skal opfatte det. I tilfældet med myndighederne, er det grafiske sprog gerne med at til at udstråle at dette er 'vigtigt', selv når indholdet - som i mine værker - pludselig er skiftet ud med sætninger, der er subjektive og følelsesladede. Grafikken smitter ganske enkelt af på tekstens betydning. Og det giver jo plads til at sige selv de mest hudløse ting. De senere par år har jeg nok i stigende grad afprøvet hvor grænsen for det subjektive går, i og med at jeg er begyndt at bruge 'jeg' i teksterne i stedet for 'man', og ved at berøre emner som f.eks. at være tiltrukket af en mand med en eksotisk baggrund. Måske også for at sætte tingene lidt mere på spidsen og gøre mine værker lidt 'farligere'. Ligesom man kan sige, at den upersonlige æstetik gør det muligt at sige noget meget personligt, er der også det praktiske ved at bruge en jeg-stemme, at man kan sige nogle langt mere grænseoverskridende ting. Hvis 'jeg' har det sådan og sådan er der jo ikke nogen, der kan komme og sige at det er forkert, i modsætning til hvis der anvendes 'man'. Så tales der pludselig på alles vegne og udsagnet fremstår langt mere postuleret.
 
Anne: Du har helt ret med hensyn til, at jeg jo nærmest selv besvarer mit spørgsmål, så derfor vil jeg nu forsøge ikke at stille så ledende spørgsmål. Kunne du derfor uddybe dit forhold til at bo udenlands og samtidig adressere mange af dine værker til din hjemstavns publikum og det danske sprogs historik?
 
Lise: I de tilfælde hvor jeg har henvendt mig specifikt til et dansk publikum, har det primært været fordi jeg ønskede at lave noget med udgangspunkt i det sted, hvor værket blev vist. Det samme har jeg jo gjort i Tyskland og andre lande, hvor jeg har udstillet. Men selvfølgelig er jeg også særligt interesseret i Danmark som hjemland og i hvilken rolle hjemlandet generelt betyder i forhold til udlandet. Da jeg startede med at arbejde med hele dette nationalitets-emne, var jeg nok meget interesseret i måden hvorpå det fremmede land var anderledes end hjemlandet, altså ud fra en konstant sammenligning med hjemlandet. Men nu hvor jeg har boet 3-4 år i udlandet, og dette 'udland' langsomt er blevet til et hjem, er der helt naturligt sket et skift i min behandling af emnet. Jeg laver ikke længere værker om hvad det vil sige at bosætte sig i et fremmed land og i det hele taget bryde med det hjemlige, det velkendte. Jeg er f.eks. blevet mere opmærksom på vigtigheden af det at føle sig hjemme (om det så er der hvor man kommer fra eller der hvor man har bosat sig) og især hvordan behovet for at høre til et sted støder sammen med kravet om at vi skal være mobile og internationale. Og det kommer da helt klart på et tidspunkt, hvor de første aha-oplevelser ved at flytte til udlandet har lagt sig. Måske også fordi det forekommer mig at være blevet sværere at insistere på at være immobil og rodfæstet i denne globaliserede tid, end f.eks. at opfordre til at tage til udlandet. Og jeg er jo altid lidt tiltrukket af det, som er forbudt at sige.
 
 
 

Anne: Jeg vil slutte af med lidt af et filosofisk spørgsmål til dig Lise. Jeg har lige læst Milan Kunderas bog ”uvidenhed” som er en beskrivelse der på mange punkter er lig med Odysseus hjemkomst til Ithaca, men som handler om to tjekkiske flygtninges hjemkomst til deres hjemstavn efter 20 år i eksil. En ufrivillig længsel mod hjemstavnen, der ikke er styret af hvad der er et rart/godt liv, men omhandler en urlængsel mod hjemlandet, også når det som i Odysseus tilfælde resulterer i alle mulige ubehageligheder. Tror du, at vi i dag via den globaliserede livsstil langsom er ved at forandre vores relation til hjemstavnen som et fysisk sted?  

 

Lise: Jeg tror ikke der er nogen tvivl om, at måden vi forholder os til hjemstavnen på er blevet et andet. Jeg ved ikke om hjemstavnen er mindre vigtig i dag, men globaliseringen har vel gjort det muligt at vi overhovedet kan tænke på den som noget ikke-fysisk eller ligefrem irrelevant, hvor det vel tidligere var helt indiskutabelt, at man var bundet til det sted, man var født og opvokset. Hvis man læser om tidligere generationers danske kunstnere som f.eks. Robert Jakobsen, eller helt tilbage til Thorvaldsen, som jo bosatte sig i udlandet, så var der for dem nok aldrig tvivl om, at de før eller siden skulle vende tilbage til Danmark. I dag er det jo i takt med globaliseringen blevet almindeligt at slå sig permanent ned i udlandet, velsagtens fordi man har åbnet op for idéen om, at være forbundet med det sted man kommer fra samtidig med at man har et hjem i et andet land, uden at man af den grund behøver føle sig splittet eller rodløs.
Det finder jeg som udlandsdansker naturligvis positivt. Men omvendt er man nok også - i begejstringen over al den globale udveksling og bevægelsesfrihed - kommet til at trampe den enkeltes behov for hjemstavnen og det trygge, det velkendte, som den står for. Jeg tror helt sikkert, der er en sammenhæng mellem den truede hjemstavnsfølelse og det fremmedhad, som er vokset så kraftigt frem i Danmark og andre europæiske lande. Via den vej er det næsten også blevet problematisk at tale om følelserne for hjemstavnen, fordi det har fået en klang af noget reaktionært og i værste fald nationalistisk. Det er en ret trist udvikling, synes jeg, men jeg forstår jo godt hvorfor det er blevet sådan.
Hvis der er noget, jeg har lært ved at bo i udlandet, så er det at følelserne for hjemlandet altid er en dobbelt størrelse. Man svinger meget frem og tilbage mellem at føle glæde over at have forladt det og føle lyst til at tage dertil igen eller føle man hører til i hjemstavnen og så føle at man hører til det andet sted - uden at man som sagt føler sig specielt splittet af den grund. Det bliver bare til sådan en slags grundtilstand.

 
 
Find flere informationer og dokumentation om Lise Harlev og hendes praksis på: www.liseharlev.com
 
luk vindue