Kontakt aarhus.nu:

 
14. oktober 2005
Send din kommentar til
Reportage: kunstmessedage i Berlin
Oktober måned i Berlin blev traditionen tro skudt af med en række internationale kunstmesser. Den mest kendte er nok Art Forum Berlin, men også andre aktører blandede sig. Pernille Bøttcher har været på messerne og kommer her med et øjebliksindtryk.

Tekst og foto af Pernille Bøttcher

 

Billede fra Art Forum Berlin.


Internationale kunstmessedage i Berlin

Flere koncentrerede dage på den internationale kunstscene i Berlin er nu forbi, her følger en kort reportage, som søger at give et kort rids over de ovenstående udstillinger og vil ved enkelte eksempler give et indtryk af den kunst der var repræsenteret.

Art Forum Berlin
Art Forum Berlin er den største af ovennævnte kunstmesser og også den bredest internationalt repræsenterede. I år fejrer Art Forum Berlin 10 års jubilæum og har til denne messe udvalgt 135 gallerier fra 25 forskellige lande. Sideløbende med kunstmessen føres Art Forum Talks, der fokuserer på emner indenfor den internationale kunstscene.
Af danske gallerier var repræsenteret: Galleri Asbæk, Bo Bjerggaard, Niels Borch Jensen og Galleri Mikael Andersen.
Art Forum Berlin tilbyder en bred vifte af kunst af både etablerede og forholdsvis ”nye” kunstnere, men er noget mærket af at være købernes marked. I Berliner Zeitung kunne jeg d. 4. oktober læse, at denne 10. Berliner Art Forum har sat salgsrekord og nu sammenlignes med Art Forum Basel, hvor samlere i høj grad præger det købedygtige publikum. Det er ottende gang at Patricia Asbæk deltager og hun udtaler sig, at denne messe har været den bedste af alle. Dette er forståeligt, når man hører, at Patricia Asbæk har solgt 11 fotografier af Sonnegaard + Horwalt, en videoinstallation af Eva Koch og flere malerier af Peter Bonde til museer i både USA, Sverige og Tyrkiet.

Billede af messen, interiør

Preview Berlin
På Preview Berlin var The Leisure Club Mogadishni fra København at finde. Preview Berlin ser sig selv som den unge avantgarde kunstmesse og byder på en mere upolerede blanding af kunst. Her skal den unge kunst fra 32 gallerier og 10 projektrum, som også på Kunstsalon og Liste, bringes ud til et købende publikum. Preview afholdes for første gang i år og er en udløber af Berliner Liste, og samtidig et resultat af et samarbejde mellem flere berliner gallerier og kuratorer.

Berliner Liste
Berliner Liste viser 42 gallerier fra ni forskellige lande, og på lige fod med Preview og Kunstsalon, ser Berliner Liste sig ikke, som en konkurrent til Kunst Forum, men som et supplement. Berliner Liste for aktuel kunst er grundlagt for at støtte det internationale samarbejde mellem unge gallerier.
Leopold Rabus (f.1977) er en af de kunstnere på Berliner Liste, og en genganger fra Preview Berlin, som har fanget min interesse. Rabus’ billedunivers ligger i spændingsfeltet mellem det velkendte, idylliske og det foruroligende. Rabus arbejder med klicheer, symboler og velkendte motiver, men ændrer dem og giver dem derved ny betydning. Tematisk arbejder han med nuancer af godt og ondt, religion og seksualitet, liv og død, temaer, som ved hans farvebrug, billledunivers og materialer, som eks. neglelak med glimmer, ironiseres og stilles til skue på de ellers hvide lærreder. Farverne skaber umiddelbar idyl, men ved et nærmere blik synes det at understrege, den uhygge der sniger sig ind på betragteren og langsomt både betages og frastødes.

Maleri af Leopold Rabus

Leopold Rabus bor og arbejder i Neuenburg, Schweiz og har endnu ikke været udstillet i Danmark. Det er først indenfor det sidste år, at han har fået sig et internationalt publikum, men som hans gallerist, Atrepco Gallery Zürich kunne oplyse, så er det gået meget hurtigt i løbet af det sidste år; så mon ikke vi snart vil kunne se ham på dansk grund? Herfra skal i hvert fald lyde en opfordring. (www.artrepco.com)

Berliner Kunstsalon
Berliner Kunstsalon afholdes for anden gang og har for mit vedkommende været den mest interessante. Som på de øvrige messer udbydes her en overvældende mængde gallerier fra et internationalt bagland, men livet og atmosfæren synes mere at være fra et aktivt deltagende kunstnermiljø; her mener jeg særligt det berlinske.
Kunstsalonen repræsenterer som Preview og Liste ca. 40 gallerier, hvor en del er kunstnernetværker, kunstrum og freelance kuratorer, der afspejler nye positioner indenfor den unge samtidskunst. Her repræsenteres den autonome kunstscene og sideløbende med kunstmessen afholdes forelæsninger og videopræsentationer for derved at bidrage med en kontekst til udstillingen.
Min entusiasme afspejler sig også ved, at jeg på denne udstilling ikke kan nøjes med at give et enkelt eksempel på de repræsenterede værker, men minimum må inddrage to.

Til Berliner Kunstsalon vil jeg gerne tilføje et par links til de kunstnersammenslutninger, der deltog på messen:
NGBK: www.ngbk.de
Künstlerhaus Bethanien: www.bethanien.de

 
Unwetters ”diskursive picnic happening”på Berliner Kunstsalon   Un-wetter bragt inden døre på kunstmessen og placeret på et hjørne af picnicduen.

Det første er den berlinsk funderede kunstnergruppe Unwetter, der ved denne lejlighed har fået æren af at repræsentere kunstnersammenslutningen NBGK. Unwetter er en internationalt sammensat gruppe af kunstnere, kuratorer, kritikere og teoretikere baseret i Berlin. På Berliner Kunstsalon udførte Unwetter deres ”diskursive picnic happening”, hvor alle besøgende var inviterede til at deltage og dermed også medbringe, hvad de måtte føle relevant eller blot have ved hånden. På denne måde stiller Unwetter en ramme til rådighed, hvor alle kan deltage og bliver aktører, lyttere, performere, værter og publikum. En kontekst for diskussion og idéudveksling, hvor teori og praksis søges forenet og samtidig også kunstverdenen og den bredere sociale og kulturelle kontekst.

Til enhver picnic hører en køletaske og det følger naturligvis også her, dog benytter Unwetter køletasken til at holde ”ideerne cool”! Endvidere besidder gruppens navn Unwetters en dobbelthed ved både at betyde uvejr, og som en af kunstnerne i gruppen Ulrike Solbrig understreger, kan un-wetter også betyde ”fraværd af vejr”, hvilket igen får en ny betydning, når deres picnic som her afholdes inden døre.
Unwetter har ved tidligere lejligheder udført deres picnic-performance i Skandinavien, men desværre endnu ikke i Danmark.

Billede af Eigil Sæbjørnssons ”The Wall”  

Det næste værk er af Eigil Sæbjørnsson (f.1973 i Reykjavik), som var repræsenteret ved CIA.IS (center for islandsk kunst) med værket ”The Wall” fra 2005. Sæbjørnsson har været vist to gange i Danmark i år 2000 ved henholdsvis Video-festivalen i København og ved DFKU i Odense. Sæbjørnssons værker er en slags fusion mellem musik, lyd, video og installation, hvor han også selv ofte deltager, som en del af sit udstillingsprojekt.
”The Wall” er netop en af Sæbjørnssons fusioner mellem flere medier. Her har han placeret en spade, en papkasse og ophængt en plasticpose og en jakke op af en væg i udstillingen. Ovenpå denne installation skifter en video imellem meget forskellige scener, lige fra en animeret himmel, som ses på nedenstående foto, til en optagelse ud over Berlin by, og videre med et skifte til en privat optagelse fra en køretur på Island osv. Lydsiden er lige så nuanceret og skiftende og følger samtidig den visuelle del af værket. Oven i disse projektioner tager de fast installerede elementer indimellem del i den animerede verden og bevæger sig ud af den fysiske stilstand. Altså et værk af flere dimensioner, lag på lag i kraft af de mange sammenstillede medier, og dermed også et meget skiftende stemningsbillede, som formår at holde de besøgendes opmærksomhed længe ved.
Under dette års kunstmesse i Berlin afholdte Sæbjørnsson også to performances under titlen ”AN IDEAR FOR THWOO FEET & TWO HANDS & 4 CORNERS” i galleri Isabella Bortolozzi.

 
 
Nævnte links i artiklen:
Art Forum Berlin – Contemporary art: www.art-forum-berlin.com
Preview Berlin – The Emerging Art Fair: www.previewberlin.de
Berliner Liste – Messe für Aktuelle Kunst: www.berliner-liste.org
Berliner Kunstsalon: www.berlinerkunstsalon.de
Kunstnersammenslutningen NGBK: www.ngbk.de
Künstlerhaus Bethanien: www.bethanien.de
Atrepco Gallery Zürich: www.artrepco.com