Kontakt aarhus.nu:

 
 
29. oktober 2005
Send din kommentar til
Reportage: Jesper Just
Statens Museum for Kunst viser videoværker af Jesper Just, i forbindelse med særudstillingen "Matisse &", hvor Just og to andre samtidskunstnere (Aino Kannisto og Malene Langreen) er sat i dialog med Matisse. Jesper Just bidrager med 6 af sine bemærkelsesværdige og følelsesfulde film. Maria Kappel Blegvad reporterer.

Tekst: Maria Kappel Blegvad
Foto: Statens Museum for Kunst

Udstillingen "Matisse &" vises på Statens Museum for Kunst frem til den 4. december 2005.
www.smk.dk
 
Videostill fra Jesper Justs "Something to Love" 2005
 

Tavs Kærlighed

I foråret 2005 kunne man på Herning Kunstmuseum opleve udstillingen Something to Love af den danske filmkunstner Jesper Just (f. 1974). Udstillingen bestod af tre film: The Lonely Villa, Bliss & Heaven og Something to Love, som også blev udstillingens titel. I efterårshalvåret på Statens Museum for Kunst er det igen muligt at kaste øjnene på de bemærkelsesværdige og følelsesfulde film af Jesper Just. På Statens Museum for Kunst vises The Lonely Villa ikke, men til gengæld kan man opleve This Love is silent, Bliss & Heaven, A True Romance, Invitation to Love og den nyeste Something to Love, som også blev vist på Herning Kunstmuseum.

Den første film, jeg så, var This Love is Silent (som for i øvrigt også kan ses på ARoS Aarhus Kunstmuseum i den faste samling med nutidskunst), en film som i starten minder om en skummel gangsterfilm, men som pludselig drejer over i et følelsesfuldt øjeblik mellem de optrædende mænd.

This Love is Silent indleder med billedet af en sort Mercedes, som langsomt kommer kørende på en havnekaj i nattens mørke. I bilen sidder to midaldrende mænd. De taler ikke sammen, stirrer kun tavst ud af bilens forrude. Bilen stopper, mens kameraet leder blikket om til bilens bagside. Pludselig går bagklappen op, og en tredje, og yngre mand, dukker frem fra bagagerummet. Den unge mand (spillet af Johannes Lilleøre, som generelt spiller hovedrollerne i Justs film) sætter sig op og bryder ud i Caetano Velosos spanske Curcurrucucù Paloma. De to mænd i bilen betragter den unge mand, som med langsomme bevægelser danser rundt om bilen. De går ud af bilen, og ser med halvbegærlige blikke på den dansende, der i takt med musikkens intense toner, og lidt kejtet, flakser op og ned med armene som en fugl. Til slut sætter den unge mand sig ind på bagsædet. Den ene af de andre følger efter ham, og lægger, med et formildet udtryk i ansigtet, sit hoved på den unge mands skuldre. Sangen stopper og bilen kører væk. 


Jesper Just "Bliss and Heaven" 2004, Henri Matisse "Nøgen kvinde med hvidt klæde" 1909, Aino Kannisto Uden titel (Kvinde under lagen)1997

Som en gangsterfilm er filmen gådefuld. Den lægger i begyndelsen op til et velkendt scenario om magtkampe og konflikter mellem maskuline helte og slyngler, men Just fremviser et uanet maskulint miljø, hvor mændene ikke optræder frygtsomme, men følsomme. Udspillet mellem de mandlige aktører kulminerer i uanede adfærdsformer som gråd, sang og dans – adfærdsformer som indenfor et stereotypt kønskodeks og en dominerende filmkultur populært forbindes med kvindelige koder. Denne Verfremdungs-effekt er på sin vis med til at opløse filmens illusionistiske karakter. Den stikker ved beskuerens bevidsthed ved på én gang at overraske og virke befriende på beskueren i en rammende punktering af vestens populære kodificering af det maskuline køn. Uden at latterliggøre det mandlige køn udfordrer Just således de gængse stereotyper om mænd, og som beskuer (M/K) gribes man af den åbenhed og følsomhed, som mændene afdækkende udtrykker. Det maskuline blik er rettet mod manden, og ikke mod kvinden, som ellers altid gennem kunsthistorien har været objektet for billedkunsten. Det særegne ved Just er, at han ikke degraderer det mandlige subjekt, men tværtimod vender åbenheden og ømheden til en styrke. Dog fornemmes en evig afstand mellem mændene – en barriere som kun i øjeblikke brydes af gråden, dansen eller sangen som atypiske kommunikationsformer.

I de to efterfølgende film: Something to Love og A Fine Romance optræder to kvindelige skuespillere – dog i biroller eller som mandens anden (men nødvendigvis ikke som mandens modsatte anden). I Something to Love udgør kvinden en trussel mod de to mænds forhold (tilsyneladende er der tale om en far-søn relation), men om hendes trussel kun er kortvarig, eller har ændret de to mænds forhold, er uvist, når filmen slutter. Man efterlades endnu engang med tusind spørgsmål, som må forblive ubesvaret. 

I Invitation to Love og Bliss & Heaven er kvinden ekskluderet – her føres beskueren ind i en ren maskulin verden, hvor de fremførte relationer mellem de mandlige aktører, efterlader indtrykket af en tavs kærlighed. Intimiteten er tydelig, hvad enten vi ser en ældre mand opføre en akavet, småerotisk dans på et bord for en anden mand (en invitation til kærlighed, jvf. titel); eller en følelsesmættet solosang, opført af en lastbilchauffør, både iført slidte jeans, snavset undertrøje, kvindeparyk og et flagrende tørklæde, i et hemmeligt scenerum, foran en ung voyeur. I et dragende og smukt univers åbner Just således op for et rum, hvor følelserne udfolder sig frit uden at påtale maskulinitetens kønslige stereotyp.

Relaterede links:
Statens Museum for Kunst: www.smk.dk
Herning Kunstmuseum: www.herningkunstmuseum.dk