Kontakt aarhus.nu:

 
Click here for English
7. november 2005
Send din kommentar til
Interview: Pipilotti Rist, del 1 - hjemmet som motiv
I forbindelse med lanceringen af sit nye værk til ARoS, gav Pipilotti Rist sig tid til at tale med aarhus.nu. Resultatet blev en snak om flere emner, som bliver publiceret på aarhus.nu i 4 dele. I første del taler Pipilotti Rist og Pia Strandbygaard Frandsen om Pipilottis særlige fokus på hjemmet og på hvordan museumsrummet kan have referencer til vores egen private sfære.

Tekst: Pia Strandbygaard Frandsen
Fotos: Udlånt af Pipilotti Rist

Denne artikel er den anden i temaserien om Pipilotti Rist og første del af 4 af interviewet med kunstneren.
 
 
HJEMMET SOM MOTIV

Pia: Du har arbejdet med hjemmet som motiv i andre værker. Hvorfor er det interessant for dig at arbejde med dette tema?

Pipilotti: Af forskellige grunde. En af grundene er, at det offentlige rum er en slags forlængelse af vores egen dagligstue. Jeg vil gerne understrege at folk bruger museet som en udvidelse af deres eget, private rum. Hvordan folk opfører sig i private rum, og hvordan de indtager rummet, er et af mine undersøgelsesområder. Der ud over har det at arbejde med en tidsforskydelse – at man har 24 timer på otte minutter – er en drøm, jeg altid har haft. Da jeg blev bedt om at lave et permanent værk, tænkte jeg for første gang, at det ville være teknisk muligt.

Pia: Du siger, museet er en slags forlængelse af folks eget hjem, men museet er samtidig et rum, hvor man forventes at opføre sig på en bestemt ’offentlig’ måde, hvorimod man kan slappe af og gøre præcis, som man har lyst, når man er hjemme?

Pipilotti: Ja, selvfølgelig er museet et offentligt rum, men for mig er det mere end et offentligt rum. Man opsøger museet, man bruger tid der og man vier stedet en vis koncentration. Det er grunden til, at jeg aldrig laver video eller lyd i det offentlige rum. Der bliver kunstværkerne irriterende og autoritære, men på museet vælger folk at komme og se værkerne, og man kan forlange mere af dem. Museets anden retning er mod fetishen, alteret, hvor man føler sig lille konfronteret med geniernes mesterværker. Jeg ønsker at dirigere oplevelsen væk fra dette for at få folk til at opføre sig som om, det var deres rum. Folk burde slappe af og opføre sig som om det var et privat rum. I dag overtager museet ofte den position, kirkens tidligere havde, hvor man mødtes og tog fri fra sine daglige pligter.

 
Installationsbillede fra "Himalaya Goldstein’s Living Room", 1999, Kunsthalle Zürich. Foto: Alexander Tröhler   Installationsbillede fra "Himalaya's Sister's Living Room", 2000, Luhring Augustine Gallery, New York. Foto: Larry Lamay

Pia: Så du ønsker at skabe en tættere forbindelse til folks dagligliv i museet ved at skabe et intimt rum, hvor de kan koncentrere sig om oplevelsen?

Pipilotti: Præcis!

Pia: Installationen er meget intim og hjemlig. Men du har også indbygget en distance, idet du kalder den naboens hus?

Pipilotti: Det står i modsætning til mine øvrige svar, men det er rigtigt. Selvom det er intimt, er det ikke dit hjem. Men ens nabo er en, man kender eller besøger, og titlen spiller også på det faktum, at vi har en tendens til at klumpe os sammen i store byer. Vi lever meget tæt, men jo tættere vi lever sammen, jo større er afstanden mellem os. Idéen om at leve i små familier er meget ny. Man lader os tro, det har været sådan i tusinder af år, men denne levevis har kun eksisteret siden industrialiseringen. Jeg er overbevist om, at vi vil forandre os i løbet af den næste generation, at vi vil begynde at leve i større grupper igen. Jeg tror, at min generation vil bo sammen i større grupper, når vi bliver gamle. Så installationen handler om denne isolation. Samtidig udtrykker den på et andet plan ønsket om at være usynlig og i stand til at flyve rundt og kigge ind i naboens hus.

Pia: Vi er ofte meget nysgerrige, vi ville gerne se, hvordan naboen bor og har stærke idéer om, hvordan de lever?

Pipilotti: Præcis. Så den tager fat på modsætningen mellem opretholdelsen af privatsfæren og den interesse, vi har for naboen. Vi ser aldrig naboen for længe i øjnene, hvis vi møder hinanden. Der er meget strikse regler for, hvor længe vi betragter hinanden – vi er meget nysgerrige men samtidig som sky dyr. Hvorfor holder vi af at bo så tæt og samtidig opføre os sådan? Det er et spørgsmål, jeg spørger mig selv om igen og igen.

 
Installationsbillede fra "Daggrys-timer i naboens hus", 2005, ARoS. Foto: ARoS   Pipilotti Rist betragter sit værk på ARoS. Foto: Jan Falk Borup

Pia: Du har lavet dette værk specielt til Århus og til dette rum. Har værket særlige danske konnotationer – er du inspireret af noget, du har set i Danmark, eller er temaet universelt?

Pipilotti: Vi [i Schweiz] har mange fordomme om Danmark. En er, at vi tror, folk er mere bevidste om design. Vi kan godt lide at tænke, at selv folk fra de lavere sociale lag har en bedre fornemmelse for god og dårlig design. Jeg var altid bevidst om, at installationen er lavet til Danmark. Rummet er på grænsen af god smag, men der er intet kynisk over det. Der findes ikke noget i rummet, som jeg ikke ville have i mit eget hjem. Men selvfølgelig er det dårlig smag i forholdet til spørgsmålet om valg af farver. I vores vestlige samfund kædes stærke farver sammen med proletariatet, med sigøjnere og med overfladiskhed. Jo mere veluddannede vi er, i jo højere grad forsøger vi at skabe et markant indretningsdesign. Enkle farver leger altid med dette.

Pia: IKEA?

Pipilotti: Ja, IKEA overtog denne borgerlige idé. Der er selvfølgelig også ting, jeg godt kan lide ved dette – tomheden, en meditativ dimension, men at gøre tingene sorte, beige og hvide sender altid et signal om, at vores værdier er indeni, og at vi ikke har brug for at vise dem udadtil. Det er altid budskabet: ”Jeg har ikke brug for at tiltrække opmærksomhed, fordi mine værdier findes indeni”. Livet og naturen er ekstrem farverig, og når folk siger mine værker er fuld af stærke farver, siger jeg hellere at jeg ikke overdriver. Afhængig at dagslyset er naturens skabninger samt vores øjne, hud og blod ekstremt farverige.