Kontakt aarhus.nu:

 
 
27. februar 2006
Send din kommentar til
Reportage: ÅMX.06 performanceaften på Rum46
Som en del af udvekslingsprojektet ÅMX.06 lagde udstillingsstedet rum46 lokaler til en aften med 3 performances. Fælles for dem alle 3 var det konceptuelle udgangspunkt, men også den interaktion som kunstarten performance kan indeholde blev flittigt brugt i aftenens løb. Ditte Maria Bangsund-Pedersen var til stede og rapporterer her om arrangementet i rum46.

Tekst: Ditte Maria Bangsund-Pedersen
Foto: Jan Falk Borup

ÅMX.06 performanceaften fandt sted i udstillingsstedet rum46 torsdag d. 23. februar 2006
www.rum46.dk


Denne artikel er en del af temaserien Århus - Malmø udvekslingsprogram 2006

Christian Schult, en af iniativtagerne til ÅMX.06, introducerer performanceaftenen i rum46
 
ÅMX.06 performanceaften på Rum46

Var man ikke på Rum46 torsdag aften d 23. februar, gik man grusomt glip af tre forskellige performances af henholdsvis Mathias Kristersson, Lise Skou og Johanna Gustafsson. Foran et lille intimt forum blev der først talt med vand i munden. Derefter blev personlige og fælles informationer udvekslet og optaget live på video. Og til sidst måtte alle sidde stiltiende tilbage og spidse ører under en videofremvisning af en kvindelig kunstners gengivelse af en anden kvindes tale fra 1974.

Den første performance opføres af den svenske Mathias Kristersson, der indtager scenen iklædt sort og hvidt. På et lille bord foran sig har han en kande fyldt med vand, et glad og et ur som de eneste rekvisitter. Titlen på værket er Every time I open my mouth water comes out. It makes it difficult for me to speak, 2004. Og det er netop det, der sker. Kunstneren forklarer med vand i munden, at han er der for at svare på publikums spørgsmål, og det er tydeligt forbundet med besvær for ham at tale. Der går heller ikke lang tid, før folk skyder løs. Her er nogle frit gengivne eksempler i tilfældig rækkefølge på nogle af de spørgsmål og svar, der får kunstnerens skjorte gennemblødt (oversat fra engelsk):

Hvad er det? Det handler om at tale.

Det er en metafor for at tale generelt? Ja.

Vil du forklare det? Sprog er vigtigt. Det vi siger. Dette er en metafor, fordi nogle gange er det svært at udtrykke, hvad man gerne vil sige.

Hvad ville du gøre, hvis Bush holdt tale med vand i munden?
Så ville jeg grine – og ikke af vrede for en gangs skyld.

Vil du gerne have Malmö forbundet med Århus?
Det kommer an på hvordan. Men ikke samme regering.

Hvorfor ikke? Jeg har en mærkelig mavefornemmelse omkring jeres regering.

Hvilket spørgsmål ville du stille dig selv?
Hvorfor fanden gør jeg det her?

 
Mathias Kristersson gør sig klar til sin performance   Hver gang han taler kommer der vand ud af munden

Når man læser disse spørgsmål, skal man forestille sig billedet af en fint påklædt mand i et spotlys med en skarp silhuet af sin egen skygge bag sig. Et på én gang alvorligt, smukt og komisk syn. Dertil kommer lyden af vandet, der rammer gulvet, lyden af andre folks ansigtsløse stemmer og stilheden imellem spørgsmålene, hvor der bliver tænkt, så det brager, på flere spørgsmål. Kombinationen er en meget vellykket performance, der efterlader stof til eftertanke. Med hensyn til vandet har kunstneren selv beskrevet det i et svar: at tale med vand i munden symboliserer det svære i at udtrykke sig. Det er let nok at stille spørgsmål. Men det er sværere at komme med alle svarene. I dette tilfælde er det umuligt at udtrykke svarene med variation – alle bliver de offer for samme sværhedsgrad. I forhold til genren performance, er formen i dette værk af den mest interaktive slags, hvilket igen er med til at forøge autenticitetsniveauet i tilfældighedens her-og-nu-tegn. Som med teatret skal man være der. Alligevel er det her langt fra teater. Måske kunne man kalde det for en fri kunstdialog? Når vandet slipper op, eller hvis ingen stiller spørgsmål i 15 minutter, er akten forbi. På et tidspunkt bliver kunstneren spurgt, om han spilder vandet. Han svarer ja. Men er det spild af vand at bruge det på svar?

 
Lise Skou, oversætteren og Jee-Eun Kim   Lise Skou forklarer hvordan publikum skal interagere

 
Hver publikummer har fået en seddel med spørgsmål   Opsætningen til Lise Skous performance

Bagefter er der en pause, hvor kunstneren Lise Skou uddeler nummererede spørgsmål til publikum. Skous værk udføres derefter af den Koreanske kunstner, Jee-Eun Kim, initiativtager på ÅMX.06. Værkets titel er Women in Transition, 2006, og skal foregå som en stafet. Her på Rum46 denne torsdag aften er værket således blevet optaget live, for efterfølgende at blive sendt til Wien, hvor det vil blive fremvist på video. Udfaldet er altså to helt forskellige produkter: en live performance og en videoproduktion.
På de uddelte sedler står to fællesspørgsmål, som er fælles for alle – hvor gammel er du, og hvor kommer du fra? – efterfulgt af et personligt, varierende spørgsmål – f.eks. føler du dig som en del af en bestemt gruppe?, eller, hvad betyder nationalitet for dig?, osv. Alle publikums svar oversættes til engelsk af en mand og bliver til sidst gentaget på engelsk af kvinden foran kameraet. Allerede her kan man evt. komme i tanker om børnelegen, hvor man skal hviske noget videre til en anden osv. og til sidst er spørgsmålet så, om den sidste i rækken har fået den rigtige besked.
Under Women in Transition sker der ligeledes et skred i informationerne på trods af, at der er tale om fastlagte rammer. Men dette skred bliver til en del af værket. For uanset hvilken information, der videregives, vil de samme ord lyde helt anderledes i den koreanske kvindes mund. Hendes person bliver til den anonyme bærer af andres subjektivitet, som om hun frarøves retten til selv at svare. I stedet for at have sin egen identitet forbliver hun, som titlen angiver, i ”transition”.

 
Ditte Lyngkær Pedersen introducerer Johanna Gustafsson   Johanna Gustafsson udfører sin videoperformance

Den sidste performance, Art, Feminism, and My Mother Mona, 2004, er en videobaseret performance af kunstneren Johanna Gustafsson. I videoen holder hun tale foran kameraet, som om hun fra en talerstol skal fortælle om sit livsforløb som kvinde. Indledningsvist, som en del af værket, læser Ditte Lyngkær Pedersen, initiativtager til ÅMX.06, en lille introduktion højt, hvor Gustafsson får sagt, at hun taler til os gennem en anden kvinde. Med ordene,”This is not what my mother had planned for me. Please play the video”, går videoen i gang, så hele talen kan udfoldes med Gustafssons egen person. Talen er, med få afvigelser, en fuldstændig svensk oversættelse af feministen Andrea Dworkins tale, Feminism, Art, and My Mother Sylvia, på Smith College, Massachusetts 1974. Den originale tale omhandler kort fortalt en kvindes beretning om, hvordan hun vokser op med en intellektuel far og en uinspirerende kedelig mor, et billede af kvinden hun kommer til at genkende i det samfund, hun møder gennem sit voksne liv. I talen er der en del gribende beretninger om forfærdelige historier, som via Gustafssons performance bringes ind i nutiden, så man tror, hun taler om sig selv. Til at begynde med, kan man måske blive irriteret over, at talen ikke indeholder noget nyt om kvinden. Men netop fordi en tale fra 1974 kan holdes i 2006 uden at virke gammeldags, tvinges tankerne for alvor til at overveje, hvor svært det i virkeligheden er at påvirke de samfundsmekanismer, der har dannet rammerne for kvindernes vilkår de sidste tredive år. Ved at bringe dele af de samme ord igennem tre forskellige kvinder, lader Gustafsson ligeledes ordene sive udover sin egen krop og viser, hvordan de indeholder en betydning, der ikke kan lukkes inde, men som tværtimod overskrider det medie og den krop, de kommer fra.

Læs den originale tale på http://www.nostatusquo.com/ACLU/dworkin/OurBloodI.html

Find relaterede artikler under temaserien Århus - Malmø udvekslingsprogram 2006
 
Webdesign: Jan Falk Borup