Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
25. maj 2006
Interview: Kirsten Justesen og Jane Havshøj 
Studenternes hus på Aarhus Universitet har fået et nyt kunstværk: En teknologisk hinde. Det er duoen Kirsten Justesen og Jane Havshøj, henholdsvis billedhugger og arkitekt, som står bag. Læs mere om projektet og samarbejdet her.

Tekst: Jan Falk Borup
Foto: Jan falk Borup og Hans Ole Madsen

En teknologisk hinde kan opleves døgnet og året rundt i Studenternes Hus Nordre Ringgade 3, Århus.
 
Kirsten Justensen og Jane Havshøj foran den nye kunstgavl i Studenternes Hus
 
En teknologisk hinde – day, night, hot, cold

I tæt samarbejde med Teknologisk Institut i Århus har billedhuggeren Kirsten Justesen og arkitekten Jane Havshøj udforsket lys- og temperaturfølsomme materialer. Anledningen var en udsmykningsopgave stillet af Statens Kunstfond for Aarhus Universitet. Glasgavlen på Studenternes Hus (kendt som Stakladen) udgøres af et rum, der kun har en dybde på 1 meter. Rummet var tænkt som et væksthus for tropiske planter, men klimaet i rummet viste sig at være for ekstremt for levende planter. Kirsten Justesen og Jane Havshøj har taget udgangspunkt i netop disse forhold og via de nyeste teknologier frembragt et værk, som konstant interagere med sine omgivelser. Alt efter tidspunktet på døgnet, vejr og årstid vil værket frembringe nye udtryk.

Redaktør på aarhus.nu Jan Falk Borup lavede dette interview i forbindelse med åbningen af værket d. 11. Maj, 2006 på Aarhus Universitet.

 
Den nye kunstgavl, som skifter udtryk alt efter vejret, døgnet og årstiden   Et eksempel på det temperaturfølsomme materiale, som er anvendt

Jan: Hvordan kom jeres samarbejde i stand?

Jane: Det var et opdrag fra Statens Kunstfond, hvor de havde fokuseret på at sætte arkitekter og billedkunstnere sammen om projekter i det offentlige rum.

Jan: Hvordan har I indgået i projektet?

Jane: Vi har talt projektet frem i en dialog.

Kirsten: Vi beskrev stedet, og den måde vi beskrev dette ikke-sted på, var sammenfaldende. Så vi havde et sprogligt udgangspunkt, og vi kom frem til, at man ikke kunne begynde at indføre en kunstgenstand i sådant et rum.

Jane: Det er et meget fysisk rum, man bliver påvirket af, både på grund af varmen, men også visuelt er det ret overdøvende. Det er et funktionalistisk byggeri med lige linier og et mylder af andre detaljer. Så vi oplevede begge rummet som ret fyldt allerede.

Jan: Værket hedder En teknologisk hinde. Er teknologien noget jeg som beskuer skal tænke på, når jeg oplever værket?

Jane: Jeg tror, at grunden til at ordet teknologisk indgår i titlen, er at den største udfordring i projektet egentligt var teknologien, da vi ellers ret tidlig var enige om i hvilken kunstnerisk retning, vi skulle.

Kirsten: Vi fandt hurtigt frem til, at det var de fysiske energier i rummet, vi ville benytte.

Jane: Vi gik efter, at tingene skulle fungere, uden at vi styrer dem. Vi har opsat de varmefølsomme folier i rummet med en placering, der definerer rummets udstrækning gennem disse materialer. Men hvad der ellers sker af farvemæssige udviklinger og af lys og skyggeforløb, er helt afhængig af solen og årstiden.

Jan: Så er det en form for evighedsmaskine, som fungerer uden tilført energi, I har stilet efter?

Kirsten: Jo, principielt ville vi kun bruge den termodynamiske energi i rummet, men brandmyndighederne forlangte en vis belysning i selve bygningen. Så vi var nødsaget til at tilføre en anelse strøm til nogle af panelerne, så de kunne ses på trods af det øvrige lys.

Jane: Vi prøver på at vise den ekstreme temperaturforskel, som efter vores opfattelse er rummets egenart i forhold til resten af bygningen.

 
Bunden af det meget smalle rum med temperaturfølsomme paneler. Til højre står tre oprejste plader fra et tidligere forsøg   Også loftet af rummet et beklædt med temperaturfølsomme paneler.

Jan: Hvordan har det været som henholdsvis arkitekt og billedhugger at indgå i dette projekt?

Jane: Som arkitekt arbejder man altid i større eller mindre grad i en sammenhæng, om det så er landskab, by eller rum. Så på den måde har det ikke været meget anderledes. Men vi har haft en dialog ud fra nogle værdier, som ikke er så diskuteret i dag, hvor det handler meget om tid og økonomi. Så jeg værdsætter meget at have billedkunstnere som samarbejdspartnere.

Kirsten: Man kan vel sige, at arkitekter som definition arbejder stedsspecifikt, hvor kunstnerne kan vælge det som en kategori. Så Janes tilgang som arkitekt til dette allerede definerede rum ligger dybt i hendes faglighed. I og med at alle mine arbejder er meget procesorienterede, og jeg også tager udgangspunkt i de omstændigheder, som jeg arbejder ud fra, så er netop det stedsspecifikke blik en fællesnævner for os.

Jan: Traditionelt bliver offentlige udsmykninger anset for at være permanente, men teknologisk har I jo bevæget jer ind i ukendt land. I hvor lang tid holder jeres værk rent fysisk?

Jane: Vi har ikke diskuteret en tidshorisont for værket, men tidsspørgsmålet er helt anderledes end med andre materialer som granit og rustfrit stål.

Kirsten: Vi har fået påvist, at de kemiske processer i panelerne kan holde sig intakte i fem år, og vi har et lager med et ekstra sæt. Men det er jo kun, hvad vi ved nu, det kan være, det holder meget længere.

Jan: Har I tænkt det som en del af værket, at det rent faktisk degenerere over tid?

Jane: Som en tilkendegivelse af hvor hurtig teknologien udvikler sig, har vi opsat 3 aluminiumsplader med farvepigment, som vi eksperimenterede med uden held i starten af projektet. Så det er ikke til at sige, hvor vi er om fem år.

Kirsten: Vi har ikke lukket projektet ned allerede nu. Måske finder vi midler til at kunne udføre projektet 100% analogt med nye materialer, når teknologien er nået dertil engang.

Jan: Så I kommer tilbage?

Kirsten: Det kunne da være sjovt.

Jane: Ja det er en god idé!

 
Relaterede artikler:
Pressemeddelelse
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup