Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
19. juli 2006
Essay: Josef Dabernig i Århus Kunstbygning

Er  fodbold spil eller virkelighed? Eller er det bare et spil, der siger noget om vores virkelighed? Josef Dabernigs videoværk Wisla giver et anderledes bud på situationen på et fodboldstadion. Læs Sanne Flyvbjergs betragtninger her.

Af Sanne Flyvbjerg 
Foto: Videostill fra Josef Dabernig

Udstillingen Wisla vises i Århus Kunstbygning i perioden 8. juli – 30. juli 2006
www.aarhuskunstbygning.dk

 
 

Fodbold og fravær

På Wisla Stadion i Krakow sidder to trænere og observerer en fodboldkamp. Trænerbænken minder om et læskur til et østeuropæisk busstoppested. Deres blik glider langsomt frem og tilbage over den bane vi aldrig ser, og kun én gang kommunikeres der til spillerne på banen; en afmålt offside-gestik, inden træneren sætter sig ned igen.

Filmens lydside udgøres af publikumsstøj fra en fodboldkamp uden at der dog er noget publikum til stede. Meget nærliggende bliver jeg i løbet af filmen i tvivl om, om fodboldkampen i det hele taget finder sted; om ikke de seks mennesker, vi præsenteres for blot befinder sig i et kulissespil, hvor indholdet er konstrueret af det rene ingenting.
Som beskuer går jeg på jagt efter klimakset; en ophidset grimasse hos trænerne, en scoring i fodboldkampen eller blot et indblik i, hvad trænerne kigger på. Min jagt forløses dog ikke, kampen slutter, og klimakset udebliver.

Trænernes passive måde at betragte kampen på reducerer dem stort set til tilskuere. Som beskuer i udstillingsrummet betragter jeg deres blik og forestiller mig, hvad de kigger på. De eneste gange kameraet viser andet end siden af stadion er det, vi præsenteres for, et tomrum. Én gang vises scoringstavlen med en ikke overraskende 0-0-stilling, og et par gange løfter kameraet sig op imod en overskyet, hvid himmel. Der er ingenting at se.

Også udstillingsrummet understreger i dette tilfælde blikproblematikken. Man befinder sig i et stort rum, hvor den eneste møblering er videoprojektionen på væggen og en bænk, vi kan sætte os på midt i rummet. Her sidder vi så og betragter to andre mennesker, der også betragter. Jeg fristes til at ville følge trænernes blik, der synes at kigge forbi mig hen imod noget, jeg ikke kan se. Drejer man hovedet og kigger sig over skulderen i udstillingssalen, ser man dog blot en stor, hvid væg, der understreger fraværet. Videoværket spiller altså sammen med udstillingsrummet og gør fodbolden nærmest kropsligt vedrørende – også selv om den ikke er tilstede.

Men handler det om fodbold?
Måske kommenteres fodbold som blot en af de konstruktioner, der er opfundet til at give mennesket noget at gå op i – et færdigt spil, hvis regler fungerer som parametre for rigtigt og forkert. Men måske ligger der også en dybere kommentar gemt – en kommentar til den menneskelige eksistens. Videoen er som udstillingsmanchetten angiver, noget, der kunne minde om et ”eksistentielt slutspil”, hvor vi er tilskuere til livets mangel på mening. Men måske drejer dens tema sig også om de såkaldte blanks – tomme felter i kunstværker, som beskueren selv må fylde med betydning. Værket er præget af et trøstesløst fravær, men det spiller stadig på det nærvær og den betydning vi bliver ved med at etablere; hvor latterligt og meningsløst alting end må synes. The show must go on – også når der ikke er flere kampe tilbage at spille.

Relaterede artikler:
Pressemeddelelse -  Josef Dabernig

Relaterede links:
Josef Dabernig
Sixpackfilm: Om Wisla
Århus Kunstbygning

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup