Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
28. sseptember 2006
Essay: SCENER AF LYD
I denne artikel giver Uafhængige Scenekunstnere ordet eller måske lyden til Morten Koefoed, der kyndigt stiller skarpt på det performative radioteaters udviklings muligheder. God fornøjelse.

Tekst: Morten Koefoed

SCENER AF LYD

Det var fra skyttegravene i første verdenskrig at den italienske futurist Luigi Russolo lå og beskrev lyden af de forskellige granater og maskingeværer. Han beskrev ned i mindste detalje kanonernes kalibrer og skytsets bane og forklarede de fysiske fænomener, som lå bag det, at man hører granaten før den lander på trods af, at dens hastighed er højere end lydens.

Gennem de seneste par år har lyden på ny været genstand for en lignende futuristisk opmærksomhed.
Tate Modern i London overlod i juni måned sine udstillingsarealer til lydkunstneren Bill Fontana. Museet for Samtidskunst i Roskilde laver lydudstillinger på stribe, og også det christianhavnske Institut for Samtidskunst har holdt rene lydfestivaler, hvor vidt forskellige lydværker er blevet opført.
Til november afholder Syddansk Universitet på initiativ af digteren og lydkunstneren Jan Hatt Olsen et to-dages seminar om lydkunst i det offentlige rum, hvor kunstnere og projektmagere fortæller om deres arbejde.

Alle de auditive påvirkninger vi modtager, når vi bevæger os gennem byrummet, bliver i dag gjort til genstand for undersøgelse.  Det handler ikke kun om højtalerne på Nørreport Station, som beder os om ”... ikke at efterlade bagage og andre personlige ejendele”, eller den klassiske musik, som spilles ved udgangen fra Hovedbanegården ud mod den øverste kriminaliserede del af Istedgade.
Det handler ligeså meget om den type lyde, som vi mennesker selv producerer og som gør støjen på Blågårdsplads i København helt forskellig fra Sankt Hans Torv blot få hundrede meter derfra. For slet ikke at tale om alle de forsøg, der gøres med lyddigte i stil med Højholt-Kristiansens eksperimenter (bl.a. Turbo fra 1969).

Indenfor lydens verden er der en hel række af forskellige scener, som er ved at blive opdyrket i øjeblikket – alt andet lige kan det ikke undgå at få betydning for den forholdsvis etablerede scene, vi kalder radioteater, hvor diverse performance teknikker foreløbig ikke har vundet særlig stor indpas.

Selv tror jeg, at radioteatret primært vil komme til at gøre brug af to inspirationskilder de kommende år – på den ene side støjkunsten, som jo i den grad har skabt sin egen scene – men lige så meget filmen. Lydsporets utrolig detaljerede, nuancerede fortællemåde er langt fra afhængig af tekstens semantik, altså af det at teksten, som det ofte er tilfældet med radioteatret, bogstaverer handlingen for lytteren.


Lydsporet til en film har en anden fortællemodus end det radioteater, vi kender – et andet tempo.
Det har ofte været nævnt som et kuriøst eksempel at synshæmmede mennesker også går i biografen. Måske fordi den lytteoplevelse, de her udsættes for, er så meget mere krævende, mere kompleks. Lydeffekterne følger naturligvis kameraets fokus. Det vil sige at ved at følge lyden af nogle højhælede sko, der fjerner sig, en bilmotor fra 30’erne der starter og en stemme der siger chinatown, mens musikken kommunikerer noget, der sikkert er meget følelsesladet, kan man faktisk følge historien med samme intensitet, som hvis man så billederne.

Når jeg tror, at støjkunsten også får en stor betydning for radioteatret fremover, og måske især for det performative radioteater, så hænger det for mig sammen med den undersøgelse af hele det akustiske rum, som her finder sted – fra de laveste til de højeste frekvenser, hvordan man åbner rummet – eller presser det sammen.
En af de mest uregerlige lydbehandlingsmetoder indenfor støjkunsten er f.eks.  granularsyntesen, hvor lyden splittes i tusind eller millionvis af mikroskopiske stykker – før den igen sættes sammen og på den måde skaber et kornet billede ligesom 20’ernes Hollywood-film.

Det kan virke forkert at begynde at eksemplificere ud fra hele denne tradition, som selvsagt går længere tilbage end blot til de i indledningen nævnte futurister – men norske verdensteatret har gjort et stort arbejde indenfor støj-teater-tekst-genren de seneste par år.  Verdensteatret er meget inspireret af den tyske tradition for eksperimentelle hørestykker, hvor især komponisten Heiner Goebbels er en central figur.
Når det gælder den mere socialt engagerede kobling til lydens verden er især det californiske label Public Records værd at nævne.

Gennem de seneste par har der indenfor lyd-mediet etableret sig mange og meget vitale scener. Lyden har en historie, den har en sociologisk dimension. Den har alle de elementer, der skal til for at lave teater.

 

Relaterede links:
Bill Fontana (Tate Modern): harmonic bridge 1.mp3: www.tate.org.uk/modern/exhibitions/fontana/mp3/harmonicBridge01.mp3

Luigi Russolo: http://utenti.lycos.it/futurismoitaliano

Turbo: www.dr.dk/P1/Ultralyd/Udsendelser/Arkiv/2004/07/15/000038.htm

public records: www.ultrared.org/publicrecord/archive/date.html

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup