Maleriets nye status
Kristian Devantier er uddannet fra det Danske Kongelige Kunstakademi og er blandt de yngre kunstmalere, som lige nu stormer frem på galleriscenen i Danmark.
Maleriet er kommet stærkt tilbage i disse år. Hvad er der sket?
Bøtten er jo vendt, fordi den unge generation af malere har banket på dørene hos gallerier og museer og har præsenteret dem for værker, som ligger meget langt væk fra firsermalerne. Nu er det figurative og fortællende kommet ind på scenen i stedet.
Men der er jo mange forskellige mekanismer, som spiller ind. Den nye økonomi har blandt andet betydet, at flere kunstnere har kunnet sælge deres værker og været i stand til at udvikle sig.
Mener du dermed, at det er den nye økonomi, som har båret det nye udtryk frem?
Nej, men det er også fordi, at man arbejder intenst for at lave nye ting ud fra sin egen maleriramme og i forhold til andres. Og så er det blevet det figurative og historien, som kommer op igen.
Er det noget, du genkender i dine egne værker?
Mine malerier har en snært fra både film, musik, fra hverdagen og fra andre malere. I mit atelier blander jeg det hele sammen på skitseplan, og så opstår der nogle ting, som jeg overfører til maleriet. For mit vedkomne betyder det, at jeg har skåret det figurative helt ned til benet, uden alt det overflødige. Jeg synes, at der i mine malerier er en form for fællesskab imellem figurerne og omgivelserne.
 |
|
 |
| Billy the kid og Jesse James, 2006, olie på lærred |
|
Fashion i dag, 2006, olie på lærred |
Du bruger det figurative på en bestemt naivistisk måde, man genkender fra andre af dine kollegaer på kunstscenen i København. Tror du at genkomsten af det naive udtryk i kunsten er en reaktion mod halvfemsernes socialt-engageret kunst?
Jeg kan kun tale for mit eget vedkommende. Jeg synes, det er lidt svært at putte noget politisk i mine malerier. Jeg vil hellere tage eventyret med ind i maleriet i stedet for at bruge maleriet til at pege på dårlige ting i samfundet. Jeg vil gerne præsentere historier, som man ikke finder andre steder i folks stressede verden. Så kan man jo kalde mig en hofmaler for folk med samtalekøkkener, men det mener jeg ikke selv, at jeg er. Jeg bruger blot maleriet til at give folk noget andet end hverdagen at tænke på.
Kunderne vil måske også hellere købe kunst, som ikke kræver, at man skal forholde sig til samfundets dårlige sider?
Det kan man allerede gøre andre steder, i medierne f.eks.
Det er ikke kun maleriet, som stormer frem. Andre former for billeder fylder mere og mere i vores hverdag. Hvorfor male, er der ikke billeder nok i verden?
Selvfølgelig er der mange billeder i verden. Fra reklamer, film og alt muligt, men verden har vel brug for endnu et maleri. Jeg spøger mig selv, om verden vil beriges med et maleri til? Jo, ellers stopper alt. Så kan man jo lige så godt lade være med at lave kunst.
Det ville måske være den yderste konsekvens.
Jo, men der er altid brug for et billede til - både for verden og for en selv som kunstner. Man er jo næsten afhængig af at lave billeder. En trang til at se, om det nye billede bliver bedre end det forrige. |
