Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
6. december 2006

Anmeldelse: Seimi Nørregaard på Overgaden

Det er en interessant, mystisk og meget kropslig oplevelse at begive sig ind i Seimi Nørregaards installation Væggene har ører, som udstilles på Overgaden. Værket blander performance, digt, lyd, lys, lugt og ruminstallation.

Af Mia Christina Broe Jakobsen
Foto: Anders Sune Berg

Performanceinstallationen Væggene har ører udstilles på Overgaden frem til d. 22. december 2006
www.overgaden.org

 
”She’s coming!” sagde katten pludseligt.
 

Kolde fødder 

Jeg står midt i skoven og føler mig nøgen i mine bare strømpefødder. De mørke graner og kulden gennem de tynde strømper hensætter mig til Narnia. Jeg er ligesom Lucy også kommet herind gennem klædeskabet, men hvordan kommer jeg ud herfra? Er jeg strandet og fortabt i en ruminstallation midt i København?
Det er en helt igennem mystisk og kropslig oplevelse at begive sig ind i Seimi Nørregaards ruminstallation Væggene har ører, som udstilles på Overgaden frem til d. 22. december. Det er også lidt uhyggeligt i freudiansk forstand, for indretningen af den lille lejlighed, man træder ind i, er både velkendt og anderledes foruroligende. Før man begiver sig ind i lejligheden, bliver man bedt om at tage skoene af. Og det er ligesom om, at denne gestus nedbryder den sidste distance mellem krop og værk. Man er ikke længere ophøjet på sine professionelle højhælede, som trofast har gennemtravet mange udstillinger. Men usikker og alene (der må kun gå én besøgende ind ad gangen), begynder man sin rejse ind i dette surrealistiske eventyrsunivers, hvor man ved, at en performer venter. Men man kan ikke se nogen! Den gennemgribende paranoide oplevelse jeg havde i de minutter, jeg stod i lejligheden og ventede på, at der skulle ske noget, var så fantastisk og hårrejsende, at jeg personligt sjældent har oplevet noget lignende. Væggene fik virkelig ører og øjne, og værket betragtede mig så intenst, at jeg næsten kunne mærke Lacans sardindåse ånde mig i nakken*.

 
Detalje fra installationen   Detalje fra installationen

Efter nogle minutter kom performeren ind gennem klædeskabet i strikket vest og med kattehoved og begyndte at ælte dejen, som stod i en skål på køkkenbordet. Telefonen ringede, katten tog den, det var til mig! Kvindestemmen i den anden ende beskrev for mig det rum, jeg stod i.
”She’s coming!” sagde katten pludseligt, og jeg måtte gå ind gennem klædeskabets dynebeklædte indre, dybt ind i værkets materie og dukkede så op i en dunkel skov.  Man kunne også komme derind gennem spejlet som en anden Alice. På ruten gennem spejlet kommer man forbi en by i miniformat, så man også bliver i tvivl om sit eget størrelsesforhold. Der er mange flere detaljer i værket, som næsten skal opleves på egen krop.
På vej ud bliver jeg nødt til at gå igennem lejligheden igen. Men hvor er katten? Som et fatamorgana er den forsvundet igen. Man får næsten lyst til at udbryde: ”Det var kattens!”.

Seimi Nørregaard har i forbindelse med udstillingen udgivet en lille digtsamling med rumlige digte, og man kan læse mere på www.seimi.dk

*Note: Psykoanalytikeren Jacques Lacan fortæller i ”Psykoanalysens fire grundbegreber”, 1973, om en lidt uhyggelig oplevelse fra hans ungdom, hvor han får øje på en sardindåse, som skvulper rundt i havet. Han føler, at denne dåse har et blik, som betragter ham.

 

Relaterede artikler:
Pressemeddelelse

Relaterede links:
www.seimi.dk
www.overgaden.org

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup