Louise Hindsgavl er uddannet keramiker fra Kolding Designskole, men hvis man forventer at det hele lugter lidt af brugskunst og kongeligt porcelæn, tager man nu fejl. Nok har Louise Hindsgavl arbejdet i porcelæn i de sidste par år, men det er langt fra Royal Copenhagen til de figurer der udstilles på Randers Kunstmuseum.
Umiddelbart mødes beskueren af den reneste æteriske hvidhed. Rummet er hvidt, figurerne er hvide og i hjørnet er der ophængt et arrangement af disko-kugler, som spreder det mest romantiske snevejr på væggene i udstillingsrummet. Men så er det, at det begynder at skurre i øjnene og i hjernen. For de hvide porcelænsfigurer, som står på piedestaler rundt i rummet, viser ikke idylliske situationer med hyrder og hyrdinder. Derimod er det absurde scenarier med maskeklædte deltagere, som ikke er en yndig fremstilling af Harlekin og Columbine, men fantasivæsner i unævnelige positurer. |