Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
20. december 2006

Essay: Selvets lille Selvmord

Om den kunstneriske krise eller bekendelser til en nekrolog del 2.

Af skuespillerinde Katrine Karlsen
Collager af Katrine Karlsen

 

Prolog
Forestil Dem dette: De befinder Dem i en teatersal. De tre alarmerende klokkeslag har for længst klinget ud, lyset er dæmpet, men scenen forbliver tom. Efter lang tids undrende mumlen blandt publikum kommer en skamfuld aktør til syne og råber desperat ”Gå hjem! Jeg kunne ikke! Der findes ingen forestilling! Åhhhh... Jeg har lyst til at dø.” Den falliterklærende kunstner har kapituleret offentligt. Den kreative inspiration havde svigtet. Der kunne ikke findes opflammen til kunstnerisk materiale. Tiden var gået og kunstneren havde befundet sig i et depressivt vakuum over den konstante stilstand af formørkelse. Det ultimative nederlag og mareridt blev en realitet.

Det hænder - og endog ganske jævnligt - at jeg i en egen produktion rammes af angst for at overstående fiktive eksempel skulle gå hen og blive virkelighed. At min inspiration - der ikke må forveksles med en faktisk lyst og motivation - udebliver, og den manglende kraft til at kæmpe sig fri af den dræbende desperation, den såkaldte kunstneriske krise, efterhånden vil erstatte evnen til at kreere så krisen vil blive kronisk. Det er en mental ustabil tilstand, hvor man svinger fra at føle sig almægtig til afmægtig. Det giver anledning til eksistentielle overvejelser: Tænk nu hvis konsekvensen af en forestillingsaflysning er uden betydning, at verden godt kan undvære mine værker, og altså derved mig? Jeg konfronteres igen og igen med den reelle mulighed for at udtømmes og måske blive tvunget til revurderer min kunstneriske selvforståelse og ernære mig ad anden levevej. Skal jeg afslutte min karriere, men i skjul fortsat have en usvigelig tro på mit egentlige livsværk: At udfylde (og opfylde) en (egen) funktion som samfunds - (og selv-) terapeutisk kunstner? Men hvorfor skal jeg udsættes for det her? Hvad er det egentligt med den der præsentationsangstfremkaldende og myteomspundne kunstners inspiration og skabertrang??

Kunstnerroller og selvtrøst
Alle tider og i dag har kunstnerens funktion været at anskue, formidle, bearbejde eller reagere på samfundets generelle strømninger og problematikker. God kunst anses som værende evnen til at skabe refleksioner og diskutere menneskets grundvilkår. En udøvende kunstner forventes at medvirke til en konstant udvikling af samfundet, og samtidig accepteres det af omgivelserne, at den kunstneriske proces i en vis grad indeholder selverkendelser af terapeutisk karakter. Og netop derfor opleves kunstnerens totale blokering og mødet med egen begrænsning som værende fundamental for kunstens eksistens. Kunstnerens selvforståelse og eksistensvilkår trues ved erkendelsen af den manglende evne til at udnytte ens krise kunstnerisk og dermed være i stand til at kreere et værk, der kan bringe en selv og samfundet videre. Som kunstner plages man af skam og skyld over at have svigtet sig selv, samfundet – og hele menneskeheden.

Gennem civilisationens udvikling har definitionen af menneskegruppen ’kunstnere’ varieret mellem, at de er udpeget af staten med det formål at have en opdragende og påmindende funktion om de gældende normer og love i samfundet, og forestillingen om, at de er udpeget af Gud som direkte formidlere af hans overjordiske potentiale. I vort psykologiserede samfund kunne man humoristisk set anskue kunstneren som værende lidende af en psykologisk brist, der tvinger ham eller hende til at gennemleve og udlevere sit traume igen og igen. Betyder det så, at alle traumatiserede mennesker er potentielle kunstnere?

Den norske psykiater Finn Skårderud forsøger i sit opslagsværk ”Uro - en rejse det moderne selv” at skabe forståelse for den kunstneriske proces og kunstnerens selvopfattelse. Skårderud henviser til samtaler med den amerikanske psykoanalytiker Gerald Alper, der karakteriserer og beskriver kunstnerens virke som en særegen variant af narcissisme. Den kreative narcissisme er intens i bekræftelsen af selvet, der er knyttet til kunstnerens oplevelse af at skabe.

Skårderud siger videre, at der tidligt i vores opvækst lægges mønstre for, hvordan vi bliver selvtrøstende eksempelvis ved egen aktivitet og det at skabe noget. I samvær med sit produkt er man ikke alene. En interpersonlig tilstand der senere spejler sig i mødet med publikum. Omvendt har mange kunstnere beskrevet, hvordan de efter trancelignende perioder med et utrætteligt arbejdsflow og umættelig inspiration kan havne i en depression. En proces man kunne sammenligne med beruselse og efterfølgende tømmermænd – den totale udmattelse.

Kunstnerens forhold til eget talent og kreativitet er ofte kompleks og ambivalent. Forholdet kan sommetider være knyttet til oplevelsen af en udefra styret proces og derfor en manglende selvkontrol. Og omvendt kan det, når skaberevnen og kreativiteten føles ”blokeret”, opleves af kunstneren som en kvælning af den vigtige narcissistiske kilde til at føle sig i live – narcissisme her forstået som nødvendigheden i at blive bekræftet og dermed føle sig levende. Livskraften føles truet, og det kan være svært at se, hvorvidt depressionen er forløberen eller følgen af en kreativ forhindring. ”Fordi så meget af selvet og identiteten er koncentreret i det kunstneriske selv, kan kreativ blokering blive erfaret næsten som et selvmord af selvet” (Skårderud, Uro, Forlaget Tiderne Skifter, side 179).

Intimitet med den stakkels
Forholdet mellem kunstneren og publikum er en gensidig kontakt med en symbolsk form for intimitet. Kunstneren nærer sig af responsen og publikum af værket. Dette kan henvises til hvad psykologen Winnicott i hans objekt-relationsteorier kalder overgangsobjekt: Et barns trøstende objekt under opvæksten (f. eks en sutteklud) når afstanden til mor øges. Objektet erstatter og repræsenterer moderen. Et kunstværk kan tilsvarende ses som et overgangsniveau af intimitet. Objektet lever på kanten mellem leg og virkelighed. Det kunstneriske objekt er dobbelt, på den ene side noget dybt personligt forankret og på den anden side formelt videregivet til modtagerne. Forholdet mellem tilskuere og kunstneren er narcissistisk i den forstand, at kunstneren ikke almindeligvis ønsker en dybere dialog med publikum, men derimod anerkendelse.

Betyder det, at kunstneren udkrænger, udlever og udstiller sit selv og offentliggør sin konstante søgen efter erstatning for noget han har mistet? Er kunstneren i dag en ynkværdig personlighed, der lider af undertrykte traumer, som han eller hun bearbejder gennem skabelsesprocessen, og som behøver omsorg og terapi? Et menneske som samfundet bør give kærlighed og tryghed ved at gå i teatret og på gallerier for at bekræfte og støtte dette forsømte og fortabte væsen? Bør man i perceptionen af kunstnerens værker være overbærende og hengiven overfor denne selvmordstruede skæbne, hvis adfærdsmønster - ifald han eller hun tilhører kategorien uhelbredelig kunstner - aldrig lader sig ændre? Kan det så ikke forsvares at den diagnosticerede lidende kunstner modtager ”kunstnerløn” i form af overførselsindkomster på linie med andre menneskegrupperinger, der af forskellige årsager ikke kan være selvforsørgende?

Epilog
Vend nu tilbage til Deres suicidale kunstner. Efter kort desorientering og overvejelse om ærligheden i hans nødråb, breder der sig efterhånden en forløsende latter i salen. Publikum anfægtes tydeligvis ikke af mandens alvorsord, beværgelser og afværgelser, da hans desperation blot opfattes som en del af forestillingen. Manden spiller tydeligvis skuespil, og han gør det meget ægte og overbevisende.

De fleste kunstnere har oplevet flere sammenbrud end gennembrud, så manden har nu kun to muligheder: Enten at falde død om eller fortsætte det ”ærlige” skuespil i en kamufleret konstrueret sandhed. Ved at udlevere sin kapitulation - sin totale overgivelse - kan han måske forvandle sin krise og formidle denne som et værk skabt i utilsigtet tilfældighed.

Den kunstneriske proces er individuel, og graden af de kunstneriske kriser varierer. Man kunne spørge sig selv og andre udøvende, om de helst vil være krisen foruden eller hvorledes de formår at transformere den til brugbart materiale til det færdige produkt. Er den en naturlig og uundværlig del af det skabende arbejde og guleroden der driver det stædige æsel fremad? Eller er kunstneren latent misbruger af de selvregulerende kemiske stoffer, der giver mentale svingninger?

Så kære kollega: Giv ikke op. De kan trygt og dokumenteret bebrejde – måske snarere takke – Deres opfostrende ophav for at have traumatiseret Dem og derved sikret Dem en - om end besværlig - levevej.

Essayet er skrevet på baggrund af et autobiografisk værk, der behandlede en proces med urovækkende mangel på inspiration og endte med en selvhøjtidelig begravelsesceremoni over mit selvets lille selvmord.

 

Relaterede links:
http://www.travellerssecretbox.dk/kk/katrinekarlsen/katrinekarlsen.htm

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup