Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
3. januar 2007

Reportage: Årsprogram 2007 på ARoS

Gry Høngsmark Knudsen har kigget på udstillingsprogrammet på ARoS for 2007, et program som spænder vidt: lige fra videokunst over senromantiske malerier til hjerneforskning og hypermodernitet.

Af Gry Høngsmark Knudsen
Foto: ARoS

 
Paul McCarthy: Sørøver
 

ARoS 2007

Året på ARoS indledes med en virtuel afbrænding af museet. Det er kunstnerne Thyra Hilden og Pio Diaz, der ved hjælp af 40 videoprojektorer vil stå for at afbrænde den institutionaliserede kunsthistorie. Videoerne er synkroniserede og tændes hver aften i 14 dage i januar. Hensigten er at sætte spot på de destruktive kræfter i den vestlige kultur, derfor er projektets undertitel også Burning the roots of Western culture. Værket er selvfølgelig kun destruktivt på det symbolske plan, selve bygningen lider ingen skade. Ideen er at stille spørgsmålstegn ved, hvordan den vestlige kultur opfatter sig selv som indlysende og derfor nødvendigvis dominerende. Kunstnerne har desuden til hensigt at skabe værker, der ikke bare institutionaliseres men rækker ud i virkeligheden og påvirker publikums politiske bevidsthed. Inden værket kommer til Århus, vil der være en afbrænding af Trevi Fontænen i Rom og når videoprojektionen har været vist i Århus skal det videre til Louvre i Paris. Det er en spektakulær event, som bør tiltrække et stort publikum. I forbindelse med aftenafbrændingerne er der særlige arrangementer på museet de 3 onsdage, som værket er i byen. De tre aftener er der således også mulighed for at se afbrændingen indefra.

Udover denne korte men opsigtsvækkende event står foråret på ARoS også i civilisationskritikkens tegn. Fra februar til maj udstiller Paul McCarthy sine gigantiske oppustelige skulpturer på ARoS, blandt andet skal der stå en på ARoS tagterrasse – man må håbe den bliver spændt godt fast. Udover skulpturerne vises der en kæmpe installation, som består af indarbejdede værker fra McCarthys lange karriere. Udstillingen hedder Head Shop/ Shop Head, og det er den største præsentation af McCarthys værker nogensinde. Udstillingen har allerede været vist på Moderna Museet i Stockholm og skal videre til S.M.A.K. i Gent efter ARoS.

Til sommer er der fokus på den danske kunst, hvilket giver mening, eftersom det er det mest turistede tidspunkt i løbet af året. Men at dansk kunst skal repræsenteres af den semilokale senromantiske maler Janus la Cour og Per Kirkebys arkiv – som vist ikke behøver yderligere præsentation – er lidt skuffende. Janus la Cour udstilles i Vestgalleriet, og hans værker vil på den måde være fysisk adskilt fra den kunstneriske sammenhæng i museets faste udstillinger som hans malerier hører til. Det er ærgerligt, for det er primært i den historiske sammenhæng la Cours malerier er interessante.
Per Kirkebys arkiv indtager en særlig plads i ARoS’ samling, så det er væsentligt og godt at museet udstiller det. Man kunne måske ønske sig, at arkivet havde en større plads i den faste udstilling til hverdag, og ARoS i stedet præsenterer nye udviklinger indenfor dansk kunst om sommeren. Den helt nye danske kunst har ikke en særligt fremtrædende plads på ARoS, og det kan man ellers godt forvente af et af Skandinaviens største kunstmuseer.

Efterårets udstilling på ARoS har endnu ikke anden titel end navnet på den udstillende kunstner: Mariko Mori. Det er første gang flere af hendes værker udstilles på en gang i Danmark. Et af de værker vi får at se er et rumskib, der også blev udstillet på Venedig Biennalen i 2005. Mori blander i sine værker spiritualitet og højteknologi, massekultur og videnskab.
Det skal blive spændende at se hvilke andre værker der bliver vist frem til efteråret. Udstillingen er lavet i samarbejde med det hollandske Groningen museum.

 

Læs mere om programmet for 2007 på ARoS:
www.aros.dk/om_aros/presse_detail.asp?id=153

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup