X-Devian. The New Technologies To The
People System
Da kunst- og teknologifestivalen
Ars Electronica i 1999 tildelte førsteprisen The Golden Nica i kategorien ”.net”
til programmøren Linus Torvalds for hans udvikling af styresystemet Linux,
pegede den overordnet på en forbindelse mellem software og kunst, og mere
specifikt på et slægtskab mellem fri software og den del af samtidskunsten, der
er optaget af softwares stadigt større indflydelse på sociale, økonomiske og
politiske forhold. Ligesom Linux modarbejder denne samtidskunst den proprietære
softwareindustris ensretning, undertrykkelse og rationalisering af
softwarekulturen og udforsker i stedet alternative muligheder for at sætte
softwarekulturen fri gennem anderledes åbne, udtryksfulde og spekulative
processer.
På
et mere indirekte plan pointerede Ars Electronicas valg af Linux også et andet
slægtskab mellem fri software og denne samtidskunst, nemlig begges forestilling
om at software ikke bare er et spørgsmål om at programmering, men om at
producere kultur, om at forstå og bruge teknologi som et engagement i en
samfundsmæssig kontekst. Ifølge grundlæggeren af Free Software Foundation (FSF)
Richard Stallman handler fri software således både om ”praktiske, materielle
fordele” og om ”hvilket samfund vi ønsker at leve i, hvad der skaber et godt
samfund”.
[1]
Stallman selv forestiller sig et særligt kollektivt og kreativt samfund
funderet i friheden til at ”bruge, studere, kopiere, modificere og
redistribuere software”. For ham repræsenterer fri softwares fundamentale
ophævelse af den intellektuelle ejendomsret en mulighed for strukturelt og
konceptuelt at ’omprogrammere’ samfundet til det bedre, og det er en opfattelse
han deler med megen af samtidskunsten.
Ars
Electronicas sammenkædning af fri software og samtidskunst viste sig at have
nærmest profetisk karakter. Hvad der dengang endnu begrænsede sig til et fåtal
af separate projekter har siden udviklet sig til en vidtfavnende og
dagsordensættende diskurs, så fri software og beslægtede strømninger i dag
udgør en integreret og væsentlig del af kunstneriske praksisser og
teoridannelser. Fri softwares koder oversættes til æstetiske principper for
udvikling og fornyelse af samfundsmæssige forhold, fra materielle fortolkninger
af open source og digitale udfordringer
af den intellektuelle ophavsret til en generel interesse i uafhængige netværker
og selvorganiserede fællesskaber baseret på kollektiv produktion og deling.
”Distribution” og distribution
af Linux
Installationen X-Devian. The New
Technologies To The People System (2005- )
af den spanske kunstner Daniel Garcia Andújar og hans virksomhed Technologies
To The People
[2]
er et
bogstaveligt og samtidig fiktionaliserende eksempel på denne udveksling - på hvordan fri software som emnefelt,
model og etik kan inspirere samtidskunsten i nye retninger og på hvordan
samtidskunstens visuelle, rumlige og konceptuelle sprog kan italesætte fri
software på et abstrakt plan og diskutere dets betydninger i forhold til
generelle samfundsmæssige problematikker. For selvom Stallman understreger det
samfundsmæssige perspektiv, så er fri software i den brede offentlige
bevidsthed stadig et konkret, og for størstedelen også fremmed, spørgsmål om
programmering. Kun et fåtal forstår fri software som en levende, inklusiv og
nyskabende kultur, hvor det er muligt at ændre afgørende samfundsmæssige
relationer. Og netop udfordring og udvidelse af denne almene bevidsthed om fri
software – og for så vidt også af fri software-miljøets selvforståelse
– er omdrejningspunktet i X-Devian . Gennem lige dele oplysning, kritik og iscenesættelse skaber værket en
alternativ grænseflade til fri software, der inviterer til refleksion,
stillingtagen og deltagelse.
Installationen
er bygget op omkring en todelt ’fortælling’ om styresystemet X-Devian.
Fortællingen udspiller sig henholdsvis i en reklamekampagne, hvor man
præsenteres for X-Devian som en vare, og i et slags laboratoriemiljø hvor man
har adgang til at udforske styresystemet på egen hånd og til forskellig
information om fri software. De to fortællinger eksisterer parallelt og
uafhængigt som tematiseringer af specifikke aspekter af fri software, men
installationen skaber også forbindelser mellem dem, der er både komplekse,
problematiske og subversive. Og i disse forbindelser, hvor de to fortællinger
mødes, opstår der en udveksling, korrelationer og brudflader, der åbner for nye
forestillinger om fri software, i forhold til den almene bevidsthed såvel som
til fri software-miljøets selvforståelse.
|
|
|
|
|
|
Formelt
er X-Devian en såkaldt ”distribution” af
styresystemet Ubuntu, hvilket inden for fri software-miljøet refererer til en
variant af et system baseret på GNU/Linux, som fx Ubuntu.
[3]
X-Devian er også en distribution i
den forstand, at installationen faciliterer onlinebestilling af den nyeste
version af Ubuntu på cd-rom, så publikum kan få styresystemet tilsendt og køre
det på deres egne computere. Som variant i den fagspecifikke forstand adskiller
værket sig da heller ikke fra Ubuntu. Softwaren er identisk. Men som navnet
indikerer er X-Devian også en
særlig ”variant”. Som værk er X-Devian en reel distribution af GNU/Linux gennem en fortælling om en fiktiv
variant af systemet der ’kun’ eksisterer som kunstværk og hvis repræsentation
og konceptualisering af systemet er væsentligt forskelligt fra Ubuntus egne.
Inden for fri software-miljøet er programudviklingen det primære fokus, mens
repræsentation og konceptualisering har begrænset interesse udover logo-design
og formulering af licenser. I X-Devian er fokus omvendt på repræsentation og konceptualisering som en
strategi til at italesætte fri software i forhold til en række tematikker, der
ikke udelukkende handler om software, men om softwarekultur. Med det kunstneriske sprogs evne til bringe
betydninger i spil udvikler værket de kulturelle fortællinger, billeder og
begreber, der former vores forestillinger om (og brug af) fri software og som
udgør en lige så vigtig del af ’distributionen’ som selve programudviklingen.
Som
del af denne repræsentationelle og konceptuelle udvikling benytter værket sig
af en række komponenter med mere eller mindre direkte relation til
styresystemet X-Devian. Der er selve softwaren, en grafisk profil, en
hjemmeside, en reklamevideo, en videodatabase, en samling af licenser og
manualer, specialdesignede borde, ’kodgraffiti’, hardwareaffald og workshops.
De enkelte komponenter kan kombineres og modificeres i forhold til den enkelte
udstilling og som sådan har værket ikke nogen fast form, men udgør en fleksibel
og omskiftelig størrelse.
[4]
I sin æstetiske form afspejler X-Devian således fri softwares forestilling om mulighed for forandring og tilpasning i
forhold til specifikke situationer.
[5]
I videre forstand afspejler formen også, at distributionen af fri software kan
finde sted på mange planer samtidigt og i et netværk af forskellige måder at
udvikle, begribe og bruge software på. I stedet for at udkrystallisere fri
software som en essens, folder værket fri software ud som en assemblage af
kontekstuelle praksisser og diskurser.
Dobbelttydigt bagtæppe
Installationen af X-Devian i Århus Kunstbygning involverer både reklamekampagne
og laboratorium og forbinder dem på en mere bogstavelig måde end i Andújars
tidligere installationer af værket. På den ene sidevæg, der gennemløber begge
’fortællingsrum’, står ”Access to Technology is a Human Right” – sloganet
for Technologies To The People – så man må bevæge sig fra det ene rum til
det andet for at læse hele sætningen. Sloganet danner således et samlende konceptuelt
udsagn som aktiviteterne i begge rum spilles op imod, et slags scenisk bagtæppe
for værkets to akter. Technologies To The People lancerede sloganet i midten af
90erne, hvor virksomheden drev pionerende forretning på Internettet med en
række projekter, der med stilbevidst ironi og politisk holdning tematiserede
Internettets potentielle demokratisering (og parallelle hyperkommercialisering)
af teknologikulturen, fx en kampagne for produktet iSAM™, en bærbar kreditkortmaskine til tiggere.
[6]
Sloganet udtrykker virksomhedens forståelse af teknologi som funderet i
universelle principper om en mere fri og lige verden, som en progressiv social
proces, i modsætning til teknologi som et profitgenerende produkt, der kun er
for fagligt indviede og økonomisk velstillede folk. Som det også fremgår
direkte af virksomhedens navn arbejder Technologies To The People for teknologi
til folket, ikke folket i en traditionel national forstand, men den globale civilbefolkning
der er opstået med informations- og netværkssamfundet. Virksomheden er ikke
mindst interesseret i den del af denne befolkning, der ellers er umyndiggjort
og ekskluderet, netop fordi de ikke har adgang til teknologi. I forbindelse med iSAM™ beskriver virksomheden sin
målgruppe på følgende vis: ”Technologies To The People er rettet mod den
såkaldte Tredje Verden såvel som mod de hjemløse, forældreløse, arbejdsløse,
flygtninge, immigranter, alkoholikere, narkomaner, mentalt handicappede og alle
andre ”uønskede”. Technologies To The People er for dem der er nægtet adgang
til det nye informationssamfund og de nye teknologier. Technologies To The
People ønsker flere mennesker i flere netværker.”
[7]
Ifølge Technologies To The People kan teknologi aktivere dette globale folks
civile, autonome og kreative engagement i netværkssamfundet. Samtidig
indeholder sloganet også et ekko af Stallmans forestilling om fri software som
et etisk regelsæt og forestillingen om, at teknologi skal tjene det godes og
retfærdighedens sag.
Men ”Access to Technology is a
Human Right” introducerer også den dobbelsidethed eller rettere tvetydighed,
der kendetegner alle Technologies To The Peoples projekter inklusiv X-Devian. For kan gode intentioner præsenteres som et marketingsslogan?
Er det ikke netop hvad den proprietære softwareindustri gør, når den
markedsfører sig på at berige den enkeltes tilværelse såvel som samfundet
generelt, samtidig med at den udnytter dem i egen interesse, til egen
berigelse? Man anspores til at spørge hvad sloganets undertekst, den reelle
reference i det symbolske udsagn, er. Det er i hvert fald uklart, ligesom
Technologies To The People som virksomhed heller ikke umiddelbart kan
identificeres. Som det er blevet skrevet om den ”kan man ikke helt afgøre om
TTTP faktisk er en politisk korrekt virksomhed eller om dens sociale og
kulturelle engagement blot er en strategi til at kontrollere markedet.”
[8]
Tvetydigheden signalerer, at teknologi i sig selv ikke indeholder nogen indre
nødvendighed, men er et redskab hvis ’politik’ afhænger af dets anvendelse.
Teknologi kan lige såvel tjene kontrollerende kræfter som den kan frisætte
mennesket individuelt og kollektivt, alt efter hvordan man definerer fx ”adgang
til teknologi” og ”menneskelig ret”. Derfor må enhver teknologihype og
–utopi, hvad enten den formuleres af dotcomsucceser eller af
’teknohippier’ som Stallman, imødegås med dobbelt bevidsthed, politisk
diskussion og kritisk praksis. Ellers risikerer man at teknologi(forståels)en
farer vild i ideologiske blindgyder. Udover at forbinde værkets to verdener
iscenesætter sloganet en gennemgående usikkerhed og ambivalens, der koder
tilgangen til X-Devian med en blanding af skepsis og idealisme, mistroiske og
visionære forestillinger.
At hacke ”verdens mest
avancerede styresystem”
Installationens første del er
centreret omkring et larger-than-life billede af en hånd, der fremviser en cd med et hvidt ”X” trykt på sort
baggrund. Det stilrene grafiske design danner en let identificerbar og stærk
visuel ramme, mens X-Devians slogan ”the evolution of the species”, der også
står skrevet på cd’en, signalerer, at dette produkt er det fremmeste inden for
softwareindustrien/-kulturen og en naturlig del af den menneskelige udvikling.
Til venstre for billedet kører en reklamevideo, hvor en entusiastisk programmør
(iført jakkesæt og med dreadlocks = både seriøs og afslappet) i højt tempo og
akkompagneret af dramatiserende synthesizermusik snakker med andre kreative
brugere om styresystemets mange fantastiske muligheder. De er uformelt samlet
foran en computer i et butikslandskab, der med sine glasvægge og hektiske
aktivitet signalerer, at X-Devian henvender sig til et åbent og dynamisk miljø.
Til højre for billedet er en fysisk udgave af cd’en placeret på et belyst podium,
nærmest som var det et kunstværk i sig selv. Delen har således karakter af en
messestand, der med samme retorik som kommercielle softwareprodukter skal
tiltrække opmærksomhed, fascinere og stimulere et begær for styresystemet.
Faktisk i bogstavelig forstand. For logo og video er approprieret fra Apples
kampagne for dets styresystem Mac OS X. Andújar har blot manipuleret videoen
ved at udskifte screen shots og
logo. Det samme har han gjort på X-Devians hjemmeside, hvor man under sloganet
”advancing the world’s most advanced operating system” kan læse om Debian og
fri software i stedet for om Mac OS X, hvis hjemmeside sloganet og designet er
approprieret fra.
[9]
Appropriation
er et greb og en genre inden for den moderne og postmoderne kunsts opgør med
forestillingen om det originale og unikke kunstværk – det værk der skabes
ud af ingenting, ikke har nogen referencer udover sig selv og ikke kan
reproduceres. Det er imidlertid ikke sådanne kunstfilosofiske problematikker
der er Andújars fokus i X-Devian, om end
de udgør en implicit betingelse for værket. Snarere ligger X-Devians appropriationsstrategi i forlængelse af hacking (i
den ikke-kriminelle forstand!) og hackinginspirerede fænomener som culture
jamming, adbusting og tactial media
[10]
.
Og kunsthistorisk har den forbindelser til situationisternes begreb om detournément og den mediebevidste latinamerikanske konceptkunst,
især Cildo Meireles’ Insertions into Ideological Circuits (1970), hvor kunstneren skrev politiske budskaber på
tomme Coca-Cola-flasker, der først blev synlige, når flaskerne igen blev fyldt
op. Her har appropriationen en anderledes samfundsorienteret karakter, hvor
tegn og retorik ikke bare forstås som æstetiske størrelser, som et spørgsmål om
stil, men som betydningsbærende elementer, der fundamentalt er integreret i
spørgsmål om politik, magt og ideologi. Denne form for appropriation
kendetegner også flere af Andújars tidligere værker
[11]
og udtrykker, som han formulerer det, en gennemgående optagethed af at ”hacke
systemet”, hvad enten det er dotcomkulturen, overvågelsessamfundet eller som
med X-Devian den proprietære
softwareindustri. At hacke systemet refererer til en uformel, kunstfærdig og
ofte humoristisk taktik, hvor Andújar i stedet for at kritisere systemet ud fra
en dialektisk eller konfrontatorisk opposition, ved at være direkte imod,
intervenerer i systemet for at operere kritisk indefra, fx ved at køre
systemets logik ad absurdum eller simpelthen overtage logikken. Han vender
systemets egne midler og værdier mod det selv, samtidig med at han, hvilket er
særlig tydeligt i X-Devian,
skifter symbolsk fortegn og reelt indhold. I stedet for at acceptere og lade
sig kontrollere af systemets betingelser ’bruger’ han systemet på andre måder
og til andre formål end dem systemet foreskriver (i øvrigt parallelt til, at de
forskellige fri software-licenser approprierer den gældende
ophavsretslovgivning for at sætte selv samme lovgivning ud af kraft). For
Andújar er systemet ikke bestemmende, selvkørende og balanceret som i den
klassiske videnskabelige forstand, men forstås som en åben, heterogen
størrelse, der kan formes gennem interagerende analyser og fortolkninger.
X-Devian fejllæser bevidst Apples ”X” som en figur for det
udefinerede og potentielle, en essentiel figur for udviklingen af fri software,
frem for at læse det som en eksakt numerisk værdi til beskrivelse af en version
af Apples styresystem. Værket tager Apple på ordet og udnytter med subversiv
snilde x’ets dobbelttydighed. Systemets identitet forstyrres og transformeres
til et skizofrent mulighedsfelt. Appropriationen rekonceptualiserer det lukkede
system som vareproduktet Mac OS X repræsenterer i forhold til en radikal åben
netværkspraksis. Den ophæver Mac OS Xs produktmæssige enhedskarakter og
afgrænsethed i X-Devians forbindelser til betydningsfærer hinsides systemet,
til fx fri software, til Technologies To The People og til kunstinstitutionen i
og med at det udstilles der.
Andújars
brug af appropriation er yderligere relevant, idet X-Devian netop tematiserer betydningen af ophavsret og
ejerskab, ikke kun i forhold til software, men til sprog og koder på et mere
overordnet samfundsmæssigt plan. I X-Devian er det således en væsentlig pointe, at det klassiske
hackermotto ”information ønsker at være fri” (i øvrigt et motto der harmonerer
med Technologies To The Peoples slogan) både angår programmeringskulturer og
informationssamfundet generelt. For ved at appropriere Apples kampagne, frem
for dets produkt, fokuserer værkets første del ikke på software som
information, men på information om software, dvs. dets visuelle og sproglige repræsentation og de
softwarekulturelle begreber, mytologier og politikker denne repræsentation er
funderet i og genererer. Som repræsentation skal kampagnen ikke udelukkende
stimulere et begær for at købe produktet, kampagnen har også den funktion at
introducere en specifik bruger, en specifik brug og en specifik kultur, som man
skal identificere sig med, i tilfælde af at man køber det. Når Apples kampagne
taler om at ”forbedre verdens mest avancerede styresystem”, der er ”bygget op
omkring dig for at gøre dit liv endnu lettere”, så definerer den nogle yderst
almene forestillinger om software i forhold til en specifik vare, et
kommercielt brand og en proprietær softwarekultur. Hverken Apple eller andre
proprietære softwarevirksomheder har dog ophavsret til at bruge sådanne
forestillinger og definere hvad de betyder.
[12]
Fri software kan lige så godt være referencen for disse forestillinger, og
betydningen ville så være en ganske anden både i forhold til ’varen’ og kulturen.
Når Andújar approprierer Apples
kampagne er det således for at vise vigtigheden af, at denne repræsentation af
software konceptualiseres i
forhold til samme frihedsprincipper som fri software selv. Ligesom software må
informationen om software distribueres og udvikles hinsides nogen form for
intellektuelt ejerskab gennem en åben og fælles proces af hacks. Ved at hacke
repræsentationen af software – i betydningen at sætte den fri – præsenterer X-Devian fri software som en
fundamental forskel, dels som en anderledes distribueret diskursform end den
centraliserede form som den proprietære softwareindustri opererer med, dels som
en anderledes social og autonom kulturel kontekst for forestillinger om
”verdens mest avancerede styresystem”.
Inden
for fri software-miljøet betragtes repræsentationen som tidligere antydet for
sekundær, hvis ikke ligefrem ligegyldig. En del af miljøets identitet har netop
været at distancere sig markant fra den spektakulære og spekulative
repræsentation af software, der kendetegner den proprietære softwareindustri.
Free Software Foundations og Linuxs hjemmesider er symptomatiske i den
henseende: De indeholder ingen billeder (på nær de minimale gengivelser af
deres respektive logoer) eller andre æstetiserende elementer, men består af ren
tekst. Om end distanceringen har profileret fri softwares andethed, så synes
den også at have sat grænser for fri softwares integration og muligheder i en
bredere softwarekulturel kontekst.
[13]
For i denne kontekst er fri software i stort omfang også et bevidsthedsfænomen,
ikke bare programmel. Derfor handler fri software ikke bare om at bruge et
andet software, men om at skabe andre fortællinger, billeder og begreber om
software, om andre interfaces kunne man sige. For det er ikke ved den konkrete
installering af styresystemet på den personlige computer, at forståelsen og
brugen af fri software starter, men i de abstrakte kulturelle betydninger som
de forskellige interfaces i ’butikken’, i medierne og på nettet genererer. Og
det er disse interfaces X-Devian hacker
for at skabe hvad man kan kalde et kunstnerisk interface til fri software. Om
end det er ironisk både i forhold til Apple og fri software, så er det et
seriøst bud på at repræsentere og konceptualisere fri software som andet end
data. Det anvender kunstens frihed til at skabe forestillinger om fri software,
der er funderet i og handler om menneskelig erfaring, fantasi og leg. Og ved at
medregne dette felt – kunstens felt – peger værket mod nye
symbolske, imaginære og begrebslige horisonter for udviklingen af fri software.
|
|
|
|
Information og kollektiver bag
I installationens anden del kommer
man bag X-Devians interface til selve softwaren og fri software som miljø,
netværk og aktivitet. Overgangen ’illustreres’ med en væsentlig anden
informationsæstetik og et væsentligt andet forhold mellem værk og publikum,
mellem software og bruger. Delen har karakter af en blanding af et
amatørlaboratorium, et midlertidigt klasselokale og et udefineret offentligt
rum. Spredt i rummet står borde med online-computere, der kører X-Devian, hvor man kan orientere sig i hjemmesidens indhold
og gøre sig erfaringer med hvordan softwaren rent faktisk fungerer. En af
computerne indeholder også en videodatabase om fri software, hvor man blandt
andet kan se taler af Richard Stallman. Fremme på bordene ligger dele fra
adskilte computere (igen et kig bag interfacet) sat sammen på ikke-funktionel
vis samt tekster om programmering, software og ’fri kultur’. Og endelig, på en
sortmalet væg modsat væggen med teksten ”Access to Technology is a Human Right”
hænger, der fotokopier af forskellige fri software-licenser og manualer, som
man kan tage ned og læse i. Rundt om fotokopierne har Andújar med kridt skrevet
forskelligt ’kodegraffiti’.
Hvor
X-Devians første del kommunikerer med
visuel og sproglig enkelhed (symboliseret i den sort-hvide grafik) og stiller
skarpt på ’produktet’, er værkets anden del anderledes kompleks og uden centrum
(blandt andet symboliseret i mørklægningen af vinduerne, de uudgrundelige
sammensætninger af computerdele, der ligger spredt ud på bordene og
kodegraffitien). Her kan man gå på opdagelse i tekster, programmer og
videofiler om fri software. Her udgør fri software et rum for aktivitet
integreret i en fysisk virkelighed af materiel, mennesker og energier (det er
også her Andújar afholder sine workshops). Her reklameres der ikke for et
fiktivt stykke software, her inviteres og udfordres man på et både personligt
og kollektivt plan til et engagere sig i en reelt eksisterende softwarekultur.
Med
sine konnotationer til en arbejdsplads iscenesætter X-Devians anden del en interaktiv omgang med fri software.
Ikke i den banale klik-og-se forstand som anden software og megen digital kunst
foreskriver, men i en udvidet forstand som udvælgelse, tilegnelse og
fortolkning af information. Publikum adresseres ikke som en uniform masse af
forbrugere, men som en mangfoldighed af selvstændige brugere, vidensproducenter
og kulturelle kritikere. Værket dikterer heller ikke en bestemt læsning af
informationen, men understreger netop dens tilgængelighed og
potentialekarakter.
Hvor
første del præsenterer software som et færdigt produkt præsenterer anden del
fri software som en database af information, der ikke ’tilhører’ værket, men
indgår i værket gennem dets forbindelser til eksterne informationsprocesser og
–netværker. X-Devians hjemmeside linker udelukkende til hjemmesider for
projekter ’udenfor’ værket, fx Free Software Foundation og The Debian Project,
og i samlingen af videoklips taler andre stemmer end Technologies To The People,
fx Stallman. Databasen refererer med andre ord ikke til en bestemt vare, men
til en kultur af muligheder, der i stedet for ensrettethed og standarder er
kendetegnet ved en grundlæggende åbenhed og diversitet.
Denne
pointe illustreres også i de forskellige variationer af fri software-licenser,
der er hængt op på den ene væg. Inden for fri software er licenser modsat den
generelle ”all rights reserved”, som proprietær software er udgivet under, ikke
en universel tekst, men et spørgsmål om forsat fortolkning og udvikling i
forhold til en konkret (kon)tekst, til variationer af praksis, af fri software.
I
det hele taget er denne fremtrædende placering af licenserne i værket en
accentuering af deres vigtighed som kulturelle redskaber og ikke blot som juridiske
dokumenter (ophængningen alluderer stærkt til ophængningen af værktøj). Det er
tekster, der muliggør og ansporer til videre aktivitet, kreativ og kollektiv
brug af software. De er printet på almindeligt papir og står således i kontrast
til de eksklusive farveprint i forrummet. Den æstetiske kontrast signalerer, at
fri software opererer med en mikro-informationsøkonomi både i konkret og
overført forstand, og at penge ikke er en afgørende præmis for at deltage i
kulturen. Det er en inklusiv og generøs økonomi, hvor det er engagement, der
tæller. I sit udtryk og sin tematisering af informationsøkonomi ligger X-Devian her i forlængelse af installationsværker fra 60ernes
konceptkunst af blandt andre Joseph Kosuth, Mel Bochner og Art & Language;
men selvom der er formelle æstetiske ligheder, så er der også betydelige
forskelle mellem X-Devian og
disse værker. Hvor de nævnte konceptkunstneres værker overvejende bestod af
selvrefererende tekster og tegn, refererer tekster, koder og filer hos Andújar
til en verden og aktivitet hinsides værket. I stedet for intern struktur er
informationsøkonomien i X-Devian
funderet i handlekraft, produktion og relationer i en ikke-institutionel
kontekst.
Et
andet aspekt af installationens informationsøkonomi er i denne sammenhæng
spørgsmål vedrørende oplysning om og uddannelse i fri software. Som uformel
’info-stand’ og ramme om workshops anticiperer værkdelen en tilegnelse af fri
software gennem hacks af information, lig de ’hardware-skulpturer’, der ligger
på bordene, snarere end gennem indlæring af definitiv viden. At hacke vil her
sige at fortolke og bruge den foreliggende information på nye selvstændige
måder, der ikke nødvendigvis er direkte funktionelle, men som ikke desto mindre
kan bidrage til udviklingen af en abstrakt viden om og forståelse af fri
software. Opfordring til hack er også en kritik af en rationalisering af
information og af en rationaliseret softwarekultur og samtidig en argumentation
for potentialet i det irrationelle, det spekulative og eksperimenterende.
[14]
Selvom der er viden man skal have kendskab til, hvis man vil bruge fri
software, så viser værket også, at fri software ikke udelukkende er noget man
kan læse om i en manual. Det er også noget man selv ’skriver’ i sin omgang med
det og udtryk for en aktiv stillingstagen til – frem for passiv accept af
– den softwarekultur man indgår i. Den viden om fri software som værket
præsenterer er ikke defineret af et system, men genereret af en kollektiv
intelligens, der ikke lader sig disciplinere, retningsbestemme og kontrollere.
Andújars installation Information Society (2000) rummer en tilsvarende pointe. I en blanding af en overvågningcentral og
et bibliotek har publikum her adgang til information hentet på nettet om
hvordan man hacker forskellige systemer, fx mobiltelefoner og
UNIX-styresystemer, som eksempler på alternativ og fri brug af information (en
mere brugervenlig version af X-Devian s kodegraffiti). Med ironi og dramatik iscenesætter installationen
information, software og nettet som stærkt politiserede størrelser (som
modbillede til industriens og statens billede af dem som politisk neutrale)
forbundet med spørgsmål om frihed og kontrol, muligheder og begrænsninger. I
den forstand udgør Information Society og X-Devian ’modeller’
for en ikke-autoritær kultur, hvor viden produceres i en udveksling mellem
autonome subjekter i et netværk. Og derfor er en workshop om fri software også
en naturlig integreret del af begge værker.
X-Devian
peger også på fri softwares kollektive
karakter. Hvor indholdet i installationens første del (officielt) er produceret
af Technologies To The People, er det i anden del produceret af et unavngivet
og ikke-registreret kollektiv af autonome subjekter. Dette kollektiv arbejder
hverken for en virksomhed eller for værket, men for et fælles projekt uden
ejerskab, og det er et forhold, der reflekteres af værkets appropriation af
indholdet. I stedet for at indskrive indholdet i en fremmed kontekst, at
forbinde det til et produkt eller et brand, gør værket den frit tilgængelig,
dvs. uden ophavsretsbeskyttelse, og inkluderer så at sige kollektivet på dets
egne præmisser.
Kollektivet
’bag’ X-Devian producerer (gennem)
kommunikative relationer og processer på tværs af grænser og er som sådan ikke
defineret af andet end deres multiple aktiviteter, af faglige og sociale
interesser frem for finansielle eller geografiske. Flere teoretikere har
argumenteret for, at dette kollektiv i en vis forstand konkretiserer Marxs
begreb om ”General Intellect”, den sociale hjerne, hvis produktion ikke er betinget
af maskineri og fabrikker, men af det levede liv. X-Devians ’produktionsfaciliteter’ reflekterer dette forhold.
Anden dels på en gang uformelle, intime og åbne karakter signalerer, at her
produceres informationen af frie subjekter i fællesskab.
[15]
Og at der er flere borde indikerer på simpel vis, at den information, som
kollektivet producerer, er til deling og således hverken kan approprieres af
Kapitalen, Staten eller for den sags skyld af Kunsten. Informationens betydning
og værdi vil altid overskride sådanne institutioner og deres bestræbelser på at
fiksere informationen i objekter. Kollektivet producerer information, der er
med til at udvikle og styrke en dynamisk fælleskultur. Hvor første dels
reklamevideo appellerer til den kreative do-it-yourself-mentalitet, er X-Devians anden del i ånd og praksis kendetegnet ved en
forestilling om do-it-together – om samarbejdet som en grundsten for en alternativ udvikling af
softwarekultur såvel som af softwareæstetik.
Teknologikunst hinsides
teknologien
X-Devian adskiller sig fra megen af den teknologikunst, der i
dag præsenteres på festivaler som Ars Electronica. For til trods for at Ars
Electronica i 1999 pointerede en forbindelse mellem fri software og
samtidskunsten, så er det ikke en forbindelse festivalen siden hen har
fokuseret på i nævneværdig grad. Tværtimod er den teknologikunst og
teknologiæstetik som festivalen promoverer ofte kendetegnet ved en fascination
af hardware og en positivistisk fejring af teknologiens formelle (læs:
videnskabelige) udvikling. Det kulturelle, konceptuelle, kritiske og kollektive
perspektiv på teknologi som fri software repræsenterer, i sig selv og for
kunsten, synes at være forsvundet fra horisonten. Og dermed også i stort omfang
den menneskelige og samfundsmæssige dimension. Teknologien begribes og
udstilles overvejende som værdifuld i sig selv og kunstens funktion er
reduceret til at æstetisere, i betydningen at forskønne den.
[16]
Men
måske er sådanne festivaler heller ikke den rette kontekst for X-Devian, ligesom det måske er en misforståelse at begribe
værket i forhold til ’teknologikunst’. For selvom værket involverer og handler
om teknologi, så er dets fokus de kulturelle diskurser, som teknologien indgår
i. Andújar arbejder i en konceptuel tradition fra 60erne og 70erne, hvor
formelle kategorier og problematikker er sekundære i forhold til de
samfundsmæssige tematikker og kontekster som et værk indeholder og indgår i.
Det er en tradition der ikke er specifik teknologisk, endsige mediespecifik,
men begriber kunsten som en generel konceptuel kapacitet til at ’formgive’
analytiske, kritiske og spekulative diskurser.
Snarere
giver det mening at forstå X-Devian i
forhold til den del af samtidskunsten, der ligeledes i forlængelse af den
konceptuelle tradition er engageret i det sociale felt, hvor menneskelige
erfaringer og kulturel politik mødes, og som ofte arbejder med installationer
og interventioner, både i og uden for institutionen. Et stort antal
udstillinger har præsenteret denne kunst under overskrifter som ”kontekstuel”,
”relationel” eller ”politisk” og argumenteret for kunstens transformation til
social(æstetisk) praksis og funktion. Det er en sådan æstetisk diskurs, der
gennemstrømmer X-Devian, men
værket udtrykker ikke et ønske om at identificere kunsten med det sociale felt,
sådan som neoavantgardistiske tendenser inden for samtidskunsten gør. Det
opretholder en forestilling om kunstnerisk autonomi, ikke i betydningen
formalistisk selvrefererende, men som et uafhængigt og privilligeret rum for
informationsprocessering og vidensproduktion i forhold til det sociale felt.
Værket reproducerer ikke direkte det sociale felt men producerer kunstneriske
interfaces til det, specifikt til fri software som socialt felt. Disse
interfaces er ikke orienteret mod funktionalitet og brugervenlighed, men mod
åben refleksion. Derfor er værkets positive holdning til fri software som en
force og værdi heller ikke afgørende. Selvom X-Devian er et idealistisk udsagn lig Stallmans, så er dets
pointe den æstetiske iscenesættelse af fri software som en kulturel diskurs,
hvor betydninger er i spil. For så vidt er iscenesættelsen et affirmativt hack
af den fri softwarekultur (modsat værkets subversive hack af den proprietære
softwarekultur), der på et abstrakt plan åbner nye kulturelle muligheder for
kritisk, fantasifuld og social udvikling.
[2]
Technologies
to the People er en konceptuel rammekonstruktion i form af en non-profit organisation med identitet som virksomhed, som
Andújar bruger til at ’sponsorere’ og ’markedsføre’ sine projekter.
Technologies To The People fungerer dog også som et selvstændigt værk i form af
et konceptuelt udsagn med eget merchandise og egen reklamevideo. Se http://www.irational.org/tttp/primera.html.
[3]
Ubuntu er
baseret på en anden distribution af GNU/Linux, Debian, som der refereres til i
værkets titel. Se www.ubuntu.com og www.debian.org.
[4]
Således kan X-Devian både have form af en installation og en skulpturel
opstilling.
[5]
Andújar benytter
så vidt muligt også den fri software-distribution som de lokale
GNU/Linux-brugergrupper foretrækker, ligesom han involverer grupperne i værkets
workshopdel.
[6]
iSAM™ var et fupprodukt, der kun eksisterede som
reklamekampagne. Ikke desto mindre resulterede værket i henvendelser fra Apple,
der ønskede at vide mere om produktet, mens det i forbindelse med en udstilling
i Tyskland fik en ’venstreorienteret’ kunstkritiker fra Texte zur Kunst til at
harcelere mod teknologikunstens kynisme. Se
http://www.irational.org/tttp/*siteTTP/dpro.html.
[7]
Technologies
To The People. Annual Report 2000, Technologies
To The People Publicity Department, Alicante 2000. (egen oversættelse)
[8]
Technologies
To The People. Annual Report 2000, Technologies
To The People Publicity Department, Alicante 2000. (egen
oversættelse)
[9]
Siden
Andújar udstillede X-Devian første gang
har Apple opdateret Mac OS X flere gange, og hjemmesiden som er blevet lavet
til installationen i Århus Kunstbygning er således fra den nyeste version Mac
OS X Leopard, mens reklamevideoen er for Mac OS X Panther.
[10]
De tre fænomener
er tæt beslægtede og refererer alle til kulturelle praksisser, hvor man (her er
der ekstra mellemrum i pdf’en)
trænger ind i eksisterende mediestrukturer og på subversiv vis omformer
deres udtryk. Se http://en.wikipedia.org/wiki/Adbusters, http://en.wikipedia.org/wiki/Culture_jamming
og http://en.wikipedia.org/wiki/Tactical_media.
[11]
Til en
plakat for iSAM™ approprierede Andújar
Apples flerfarvede iMACs.
[12]
At de
imidlertid forsøger med den intellektuelle ejendomsret som instrument viste
Andújar allerede i 1997 med værket Language (Property)/Remember, language is not free™, hvor han kortlagde disse virksomheders – og
TTTPs – ™-registrering af de sætninger, der udgjorde deres slogans, som
var det en linje programkode. Derigennem søgte virksomhederne at fiksere og
ensrette betydninger i diskussionen af Internettet og softwarekulturen, og det
nærmest inden den var begyndt.
[13]
I den
sammenhæng er det interessant, at Ubuntu, der netop arbejder med det kulturelle
interface, er den mest populære distribution.
[14]
Denne
holdning kendetegner også ånden i webkollektivet irational, som Andújar har
været medlem af siden det startede i midten af 90erne, og som hoster de fleste
af Technologies To The Peoples projekter. Se http://www.irational.org.
[15]
En
indirekte reference er 70ernes hackermiljø, der blandt andre talte Apples
grundlægger Steve Jobs. Dette eksperimenterende kollektiv, der havde afgørende
indflydelse på udviklingen af den personlige computer, opererede ’hjemmefra’, i
kældre og garager, under helt andre vilkår og efter helt andre principper end
den officielle computervidenskab.
[16]
Ved sin
installationskarakter og intermediale virke adskiller X-Devian sig også fra decideret ”softwarekunst”, hvor
programmeringen og koden er det afgørende kunstneriske udtryk og computeren det
primære medie. Kategorien ”softwarekunst” blev introduceret i forbindelse med
festivalen read_me i 2002. Se endvidere platformen Runme.org for værker og
tekster – http://www.runme.org. |