Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
18. september 2006
Ind i landskabet
[Udstilling] Ulrik Møller udfordrer med sine tyste by- og landskaber de vante forestillinger om et tidssvarende nutidsmaleri. Der er imidlertid ikke megen guldalderidyl over hans intense søgen indad mod synernes absolutte stilhed.

Af Merete Sanderhoff, mesa@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Hvis der er en kunstner, der ikke lider af horror vacui, er det Ulrik Møller. Ingen nulevende maler dykker som han ind i og lader sig opsluge fuldstændigt af tomheden og tystheden.

I mange af hans billeder er der næsten ingenting kun de slørede konturer af et yderst sparsomt motiv. Alligevel møder man i dem en sjælden fylde og nødvendighed, en absolut koncentration omkring ét væsentligt nu, der får lov at absorbere hele maleriets flade og hele ens bevidsthed.

Landskaber er titlen på Møllers aktuelle udstilling på det fine Skovgaard Museum i Viborg. En titel, der ikke er helt dækkende, da Møller udover landskabet interesserer sig for motiver som landsbyen, storbyen og forskellige befordringsmidler - fly, sporvogne, landbrugsmaskiner, færger.

Landskaberne og de øvrige motiver er imidlertid nært forbundne ved tematisk at kredse om overgangssituationer og grænsetilstande: Kyststrækningen mellem hav og land, vejkrydset der fører i forskellige retninger og fordrer et valg, færgen der som et specifikt dødssymbol sejler over til den anden side.

Alt sammen indhyllet i vandets element, der i spillet mellem overflade og dybde, spejling og sløring, vækker en presserende fornemmelse af altings uvished.

Det er ikke motivernes tingslighed som sådan, Møller undersøger. Snarere end at betone de konkrete elementer maler han tilstande af ensomhed, vemod, forladthed, afstand, den stilhed og mentale tømthed, man kan have med sig selv helt alene ved vandet eller i et mennesketomt vejkryds.

Det kan lyde som den rene tristesse, men er så overbevisende gjort, såvel i formel kontrol som i indholdsmæssig tyngde, at det virker opløftende på sin egen sære måde. Møllers malerier fungerer, når de er bedst, som åbninger ind til oversete steder, hvor man for en gangs skyld virkelig lytter, virkelig fæstner sig ved strukturen i udsigten og den følelse, synet vækker, virkelig ser.

Denne intense seen indad knytter Møller tæt til den symbolistiske tradition for at eliminere alt overflødigt og stille ind på essensen og dybden i motivet, som dermed lades med symbolsk fylde.

Hans kunstneriske ophav skal da også findes i figurer som Vilhelm Hammershøi, Albert Gottschalk og Edvard Munch.

Sidstnævnte er Møllers erklærede inspirationskilde, hvilket umiddelbart kan virke overraskende. Der er da heller ikke tale om en direkte formel afsmitning, men snarere om det åndelige fællesskab i koncentrationen om et helt igennem personligt projekt.

Rammesætninger
Møllers billeder er sublime i ordets romantiske betydning. Alt dæmrer, sitrer, dukker frem og viger tilbage uden nogensinde at stå frem som klar, velkendt og tryg form. Uendelighedsperspektivet understreges af, at Møller undlader at indramme sine malerier. Horisontliniernes vandrette akser breder sig for betragterens indre blik uhindret ud over lærredets kant.

Når Møller så bevidst fravælger at afgrænse sine visuelle visioner med billedrammer, er det tankevækkende at bemærke de rammer af mere institutionel art, der omgiver hans værk.

Skovgaard Museets statelige, gamle stuer klæder Møllers douce melankoli smukt, og når der ved åbningen af udstillingen diverteres med små senromantiske klaverstykker af Grieg, går alt tilsyneladende op i en højere, lettere hengemt men smagfuld enhed.

Navnlig hans landskaber ses ofte i forlængelse af guldalderens traditioner. Det er også dette genreslægtskab, der forklarer at man har valgt netop at udstille hans værker på Skovgaard Museet, der bl.a. huser en samling af P. C. Skovgaards guldalderlandskaber.

Møller har oven i købet taget museets udfordring op og malet en parafrase over et månebelyst landskab af P. C. specielt til udstillingen.

Det er imidlertid en seriøs vildfarelse blot at betragte Møller som en lettere anakronistisk arvtager af guldaldermaleriet, for han arbejder nærmest diametralt modsat guldalderens kunstneriske principper.

Hvor guldaldermaleren gengav sit motiv knivskarpt ned i mindste nationalsymbolske detalje, lægger Møller slør af tåge og dis ud, så alt udviskes, og intet er sikkert. Hvor guldalderlandskabet præsenterede køer, der græssede fredeligt under Guds sol, viser Møller en ko, der skider.

Hvor man i guldalderen søgte den ligevægtige og afrundede komposition, beskærer Møller sine motiver fotografisk, så de breder sig sublimt ud over rammen.

Og hvor guldaldermalerne skildrede et dansk landskab, som de forestillede sig det havde taget sig ud engang i en skønnere (old)tid, betoner Møller hvordan kulturen æder sig ind på natursceneriet med sine landbrugsmaskiner, vindmøller, siloer, elmaster og praktiske gårdarkitektur.

Kort sagt, han fjerner det idylliserende og ideologiske flom og skærer ind til benet, på sin egen stille, men ikke mindre konsekvente, facon.

Kunstscenisk powerplay
Det bekræftes af Cecilie Høgsbro Østergaards katalogtekst, der ikke lægger skjul på, at dens ærinde er at rehabilitere Møller fra hans position som overset anakronisme på scenen for samtidskunst.

Her profileres han som eksponent for en alternativ og original holdning til landskabsmaleriet, som de fleste for længst har arkiveret i kassen for udtjente kunsthistoriske kategorier.

Hvor genren særligt i det 19. århundrede blev forbundet med et nationalromantisk, identitetsskabende projekt, opdaterer Møller genren ved at rense det for sine traditionelle sentimentale og ideologisk betingede konnotationer og i stedet dykke ind og ned i udsigtens og synets universelt eksistentielle lag.

Katalogtekstens positionering af Møller som original fornyer af en genre, de fleste havde taget afsked med, og ikke mindst som modig enegænger på scenen for samtidskunst, er i sig selv et studie i kunstscenens powerplay.

Det er et yderst velovervejet træk at hive Møller ud den sædvanlige guldalderpatinerede kontekst. Og det er helt rigtigt set.

 

*Ulrik Møller: 'Landskaber'. Skovgaard Museet til 26. november. Åbent dagligt 13.30-17. Herefter Nivaagaards Malerisamling 28. januar - 29. april 2007.

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup