Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
23. oktober 2006
Religion svarer, kunst spørger
[KUNST & RELIGION] Med Muhammedsagen, der netop har holdt et års fødselsdag og synes at fejre det med nye påfund, det ene mere karikeret end det andet, er forholdet mellem kunst og religion aktuelt som aldrig før. En af de stemmer i debatten, der kan lægge seriøs forskning bag sine ord, er professor i Kunsthistorie Donald Preziosi. Han gæsteforelæste for nylig i Århus og København.

Af Merete Sanderhoff, mesa@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Donald Preziosi er en af den slags akademikere, hvis cv indgyder respekt. Professor i Kunsthistorie, ph.d. fra Harvard og senere del af fakulteterne på UCLA, SUNY, MIT og Yale. Bag sig har han udgivelser som Rethinking Art History. Meditations on a Coy Science (1989) og The Art of Art History (1998), der med skarp analytisk sans og sproglig opfindsomhed har været skelsættende for de senere års stigende erkendelse af, at kunsthistorien i sig selv er en kunstig konstruktion. P.t. residerer han på Oxford Universitet, hvor han arbejder på sin kommende bog, Plato's Dilemma: Artistry, Artifice and Religion. Det kommer derfor som lidt af en overraskelse, at manden bag det imponerende cv fremstår som en stilfærdig herre, der taler med en lav blød stemme og kun ind i mellem møder ens blik direkte.

Sprængfarligt materiale
Hans gæsteforelæsning indeholder til gengæld sprængfarligt materiale. Med udgangspunkt i den kølige observation, at hellige tekster eller billeder i virkeligheden ikke er andet end produkter af den menneskelige kreativitet, lægger Preziosi op til at relativere det religiøse og mere specifikt komme med en fundamental kritik af de monoteistiske religioners magtsystemer. Ikke overraskende er det de aktuelle religionskampe rundt om i verden, der har fået Preziosi til at hæve blikket fra kunsthistorieskrivningens sindrige traditioner og rette sin forskning mod de religiøst betonede konflikter i det globale samfund, og han lægger ikke skjul på, at det er de monoteistiske religioner, kristendom, jødedom og islam, der skaber de store problemer.

"Kunst er altid blevet betragtet som farlig for tro og bogstavelighed. Muhammed-tegningerne er blot et eksempel på, at de monoteistiske religioner misforstår kunstens væsen. Enhver hellig tekst er altid et artefakt, og hvordan fremmer man troen på et artefakt, undtagen med vold?" spørger Preziosi retorisk.

"Vi ved alle, at sproglig betydning er flydende og genstand for forskellige fortolkninger, selv indenfor den samme kultur. Så når nogen insisterer på, at dette er Guds ord, er det altid en løgn, der er forbundet med magt."

Men hvor kommer Platon ind i billedet? Det dilemma, Preziosi refererer til, er Platons ambivalens i forhold til kunsten, der på den ene side fabrikerer den verden vi lever i, og på den anden side gør det muligt at forestille sig andre verdener. Platon kunne allerede for 2.500 år siden, i sit værk Staten, indse, at kunst var farlig for samfundets ro og orden, fordi den i kraft af sin forførende illusionisme fremmanede billeder af andre mulige verdener. Dermed udfordrede kunsten den etablerede sandhed og verdensorden, som staten håndhævede over for sine indbyggere. Denne egenskab ved kunst er ifølge Preziosi direkte årsag til konflikter som Muhammed-krisen, for kunst og religion er nært forbundne fænomener.

"Kunst og religion er to sider af same sag. Kunst problematiserer religionens bogstavelighed. Religion er i en vis forstand kunst, der har fået hukommelsestab og glemt, at verden er opdigtet af mennesker. Et samfund, hvor ytringsfriheden er essentiel og gyldig for alle, og en trosretning, hvor verden kun kan tolkes på en måde, vil altid løbe ind i konflikter med hinanden."

Intet udsagn er neutralt
Men hvorfor kaster en professor i Kunsthistorie sit faglige engagement ind i en ophedet debat om demokratisk ytringsfrihed versus religiøs æreskrænkelse? Fordi han ser det som sin mission, gennem studiet af kunst at demonstrere, at intet udsagn er neutralt eller endegyldigt indiskutabelt.

"Kunsthistorie og -kritik er fundamentalt etiske praksisser, fordi de vedrører de måder, vi påvirker hinanden på inden for den visuelle sfære. Hvordan kan man forstyrre autotitære regimer og skabe opmærksomhed omkring den kendsgerning, at de er kunstige konstruktioner?"

Det bringer atter Muhammed-tegningerne i fokus, og her understreger Preziosi, at han har fuld forståelse for de muslimer, der har følt sig krænkede over karikaturerne.

"Det dybereliggende problem er spørgsmålet om andethed. Hvordan kan vi respektere andre mennesker på en ansvarsfuld måde, ikke ved at relativere alle værdier, men ved at tillade forskelle? Det er vigtigt at skabe dialog mellem kulturer, men det tager tid at opbygge den nødvendige tillid. I den danske Muhammed-sag har der været et element af uærlighed, fordi karikaturerne var en overlagt provokation, der lige fra starten polariserede folks standpunkter og umuliggjorde en reel dialog. Ytringsfrihed er ikke ensbetydende med at udøve vold mod andre. Det værste ved sagen er, at den forenkler folks standpunkter og reducerer de reelle nuancer og modsigelser inden for de implicerede kulturer. Kunsthistorikerens rolle er at hjælpe folk til at forstå, at den historie, de troede var deres, i virkeligheden er en anden, og på den måde fremme samtalen mellem forskellige kulturer."

Passiv kunstopfattelse
Med sådanne forhåbninger til, at indsigt i kunst kan fungere som kulturel brobygger, begræder Preziosi også, at kunst i dag som oftest produceres og konsumeres som ren vare inden for den globale markedsøkonomi. Platon havde ret i at frygte kunstens omkalfatrende potentiale, men i den autonome æstetiks æra ligger denne kraft i dvale, fordi receptionen af kunst er defineret som en individualistisk, smagsbetonet og passivt nydende (eller afvisende) foreteelse.

"Et grundlæggende problem ved kunstreception er, at vi forestiller os, at et kunstværk er resultatet af en bestemt tanke eller hensigt. Som betragtere ser vi vores opgave som at fortolke og forstå, hvad denne hensigt har været. Det reducerer kunst til en ting, hvorimod vi burde fokusere på kunst som performativitet, en fælles platform, hvor folk kan diskutere og forhandle og interagere. Ethvert kunstværk er en hypotese, der stiller spørgsmål, og måden vi besvarer disse spørgsmål på er grundlaget for fællesskab, for at samfund opstår."

Selvom kunst og religion altså er fælles om at være fabrikeret af mennesker, så er der indholdet til forskel.

"Religion og kunst er diametrale modsætninger, for religion betragter hypoteser om tilværelsen som svar, hvorimod kunsten betragter dem som udgangspunkter for diskussion." For at kunne overleve i et sekulariseret demokrati bør de monoteistiske religioner ifølge Preziosi uddrage netop denne lære af kunsten.

"Etablerede religioner har en tendens til at glemme, at de er under konstant forandring. De tror, at de er uforanderlige. Men troens former har altid forandret sig. Først i det øjeblik man indser, at religion er noget der udvikler sig, bliver det muligt at tale om emnet på en seriøs og intelligent måde, der formår at respektere forskellene. Men hvis du vil insistere på, at der kun er en sandhed, og at det har været sådan altid, så er det en form for sindssyge."

 

Fakta
DONALD PREZIOSI

* Født 1941 i New York.
* Professor i Kunsthistorie med tilknytning til bl.a. UCLA, MIT, Yale og Oxford.
* Forfatter til ’Rethinking Art History. Meditations on a Coy Science’ (1989), der analyserer og kritiserer de måder, kunsthistorien skrives på.
* Arbejder for tiden på sin kommende bog ’Plato’s Dilemma: Artistry, Artifice and Religion’, der omhandler forholdet mellem kunst og religion.
* Gæsteforelæste om ’Platons dilemma’ 27. og 29. september på Aarhus og Københavns Universiteter.

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup