Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
30. oktober 2006
Hollywood og hinsides
[Interview] Jesper Just har forført den internationale kritikerstand med et velkendt billedsprog, der er kunstverdenen fremmed. 'Det er ikke andet end et formelt greb', forklarer han her Information.

Af Toke Lykkeberg Nielsen, toly@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Det var ikke et tilfælde, at Jesper Just blev overeksponeret på dette års kunstmesse Frieze i London. Ikke blot er han et af dansk kunsts store nye navne på den internationale kunstscene, der producerer det ene lille mesterværk efter det andet. Han taler også på særegen vis i to verdener på en og samme tid, nemlig filmens og samtidskunstens.

Udover forevisning af den 32-årige kunstners seneste og mest ambitiøse projekt til dato, den 20 minutter lange trilogi It Will All End In Tears, på Galleri Christina Wilsons stand blev der også afholdt britisk premiere på filmen i biografen Prince Charles Cinema.

Som han bagefter lod forstå, var det dog ikke meningen. Hans film er tænkt til museet og ikke biografen. Man kan gå ind i filmen, når man vil, fortæller han Information - ligesom man kan gå ind og ud af et gallerirum, som man vil.

Filmen illuderer dog, at fungere efter filmkunstens regler med en begyndelse, midte og slutning. Men som Just forklarer, er der ikke så meget tale om 'en lineær narrativ', men snarere en række 'åbne øjeblikke'.

Da filmen i september havde verdenspremiere hos hans gallerist i New York, Perry Rubenstein, var det første, der overrumplede de amerikanske kunstkritikere dog noget andet, de burde kende bedre end nogen, nemlig såkaldt 'Hollywood finish'.

Inden for samtidskunsten er man i en sådan grad tilvænnet videokunst, der vil være lige så rå og virkelig, som Hollywood er højpoleret og uvirkelig, at det gode håndværk er et sjældent syn.

Er superproduktionen vigtig for Just, er den dog alt andet end et mål i sig selv.

"Det er sjovt. Det er jo ikke andet end et formelt greb," forklarer han fåmælt.

Forhindringer for sig selv
"Det er ligesom Lars von Trier, der hele tiden skal narre sig selv. Han er så fantastisk god til at fortælle historier, at han hele tiden skal forhindre sig selv i at fortælle dem. Det får selvfølgelig også indflydelse på indholdet, men det er en formel tilgang ligesom for eksempel: 'Nu må man kun male med rulle'," forklarer Just og stopper op, som standsede han ved et besynderligt indfald.

"Men man kan bruge det," tilføjer han og fortsætter: "Hvis folk føler sig trygge ved det, de ser, så har man lynhurtigt fanget dem. 'Forførende' - ja, det er der ingen tvivl om. Der er en masse smoke and mirrors. Men derved kan man få folk til at se noget, som de tror, de ved, hvad er - og så føre dem et andet sted hen og pege på menneskelige relationer, som de måske ikke har set i det sprog før. Det er netop pointen," konkluderer den danske videokunstner.

Animationsfilm det næste
Og det er netop, hvad han gør. Er Hollywoods føleri til tider gribende, er Justs mange tårevædede scener knugende. Men hvorfor er svært at sige.

Som et tilbagevende tema i hans korte film på seks-syv minutter udfoldes en uafklaret og dunkel relation mellem en yngre og en ældre mand så klokkeklart, at man får sekvenserne på hjernen ligesom de evergreens, personerne dybfølt afsynger for hinanden.

Den svære relation kan fra film til film aflæses på flere niveauer som et forhold mellem et jeg og et alter ego, mellem en far og en søn, mellem en yngre og en ældre elsker, mellem en yngre og en ældre generation - og til tider på en og samme gang, for den ene relation udelukker ikke den anden.

Men i Justs seneste film finder man en tredje del, et finsk råbekor, der i trilogiens anden del agerer jury i en retssag mod en ældre herre - inden råbekoret i tredje del hopper ud fra en skyskraber og hermed begår kollektivt selvmord.

Øjeblikket efter bryder festfyrværkeri ud over New Yorks skyline - til de apokalyptiske toner af tungt skyts, der falder. Er konflikten ikke løst, har man for en stund måske mistet den af syne. Det ligner en flot finale på en stor filmcyklus.

Jesper Just vil ikke udelukke, at han er på vej videre. Nu arbejder han på noget helt andet, nemlig en animationsfilm.

"Men så igen er jeg jo ikke bedre end, at det også bare er en formel tilgang, der skal ændre noget indhold," siger Jesper Just.

 

* Jesper Just nye film 'It Will All End In Tears' kan ses i Galleri Christina Wilson, Sturlasgade 12H, Kbh S, til og med 18. November.

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup