Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
20. november 2006
Digitale udfordringer
[Digitalkunst] Kaos, avantgardisme, radikalisme, kriminalitet, hacking, cracking. Det er nogle af de begreber, der hæftes på digitalkunsten, når Århus i disse dage huser Danmarks hidtil største internationale festival for digital kunst. Kunsten udspringer af de antiautoritære og systemkritiske miljøer, hvilket den centrale udstilling På grænsen/On the Edge understreger

Af Merete Sanderhoff, mesa@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

"Vi skal hverken gå til teknofile eller teknofobiske yderligheder. Begge positioner er farlige, fordi de undlader at undersøge de dybere, mere komplekse sociale implikationer i de nye teknologier - enten ved blindt at hylde dem eller frygtsomt at afvise deres indflydelse på vores liv".

Ordene er Eduardo Kacs, en af digitalkunstens helt store stjerner, der i år 2000 røg på de internationale forsider, efter det var lykkedes ham at genmanipulere en kanin, så dens pels blev selvlysende. Tankevækkende at disse manende ord kommer fra en mand, der selv er blevet beskyldt for at gå til teknofile yderligheder i sine kunstneriske eksperimenter. Men indenfor digitalkunsten er det grænseoverskridende både normen og redskabet, hvad enten det drejer sig om at udfordre etiske normer, kritisere økonomisk udbytning eller infiltrere politiske systemer.

En væsentlig festival
Eduardo Kac er blot et af de internationale navne, der for tiden kan opleves i Århus Kunstbygning. Det er forbilledligt, at Kulturforeningen Pappagallo går foran og arrangerer en storstilet festival for de nye digitale kunstformer, som på trods af deres indlysende potentialer i en altomfattende global digital kultur, stadig er ukendt land for de fleste. Festivalen er som www rhizomatisk omsiggribende, og breder sig i byrummet med udstillinger, seminarer, foredrag, koncerter og events. Og den bliver ikke mindre relevant af, at de teknologier kunstnerne sætter på dagsordenen, som bio-, gen-, cyborg- og overvågningsteknologi, i høj grad deler vandene i samfundsdebatten. Her påtager den digitale kunst sig rollen som kritisk borende stemme ved at irritere kredsløbene i de institutioner, der arbejder med sådanne teknologier, og ved i simulerede tableauer at drive de meget reelle teknologier til ekstremer.

På grænsen / On the Edge præsenterer syv installationer, der på forskellig vis udforsker den digitale kunsts muligheder som kritisk instrument i samfundsdebatten. Kunstformen befinder sig, som titlen angiver på grænsen - både af det traditionelle kunstbegreb, og af de vedtagne regler og normer, der omgiver de nye teknologier. Flere af de deltagende kunstnere er således berygtede, fordi de anvender teknologierne på måder, der ikke oprindeligt var intenderede. Som når Jonah Brucker-Cohen i installationen PoliceState udstiller en offentlig tilgængelig version af FBI's overvågningsprogram Carnivore.

Et af den digitale kunsts særkender er, at den som regel fordrer publikums aktive deltagelse. Det kan være konkret fysisk, som i James Pattens mimetiske miljø The Corporate Fallout Detector: Et supermarked er installeret i en udstillingssal, komplet med muzak og kværnende tv-shop. Her udstyres man med en geigertæller og inviteres til at gå på stregkodejagt på supermarkedets hylder, der er fyldt med velkendte dagligvarer. Patten har indlæst informationer om vareproducenternes etiske og miljømæssige profiler i stregkoderne, og geigertælleren giver skrattende udslag, hvis der er ugler i mosen.

Også installationen Mememe af Tine Bech, Sam Woolf og Dave Lawrence kræver, at man yder en fysisk indsats: På gulvet står der farvestrålende sko fuld af strittende ledninger, klar til at stikke fødderne i. Skoene er placeret indenfor et kvadratisk rum med lydcensorer og er udstyret med et Real Time Location System, et sporingssystem, der bl.a. anvendes inden for militæret. Når man går, hopper eller sniger sig rundt med skoene på, reagerer censorerne på ens bevægelsesmønstre ved at udsende bestemte lydsignaler.

Kritisk modstemme
Interaktionen med installationerne kan også være af mere intellektuel karakter, som i Critical Art Ensembles Marching Plague, der dokumenterer en performance, som handler om det uhyggelige emne biologisk krigsførelse. CAE's budskab er overraskende nok, at den biologiske våbenteknologis gennemslagskraft slet ikke kan stå mål med de skræmmekampagner, som f.eks. den amerikanske regering gang på gang har iværksat for at skabe politisk vilje til at skyde milliarder i teknologiens udvikling. Milliarder, der ifølge CAE var bedre brugt på bekæmpelse af smitsomme sygdomme. Forseglede petriskåle med CAE's egne dyrkninger af bakteriekolonier er placeret ovenpå sigtekorn på informationsstandere, der videregiver højst tankevækkende oplysninger om den biologiske våbenteknologis udvikling og historie. F.eks. får man at vide, at Tyskland var det eneste land under Anden Verdenskrig, der fulgte Genèvekonventionens forbud mod bakteriologisk krigsførelse. Og at USA overtræder traktater mod udvik ling af biologiske våben, som de selv har skrevet. Iscenesættelsen er lige på kornet, også i forhold til at udgøre en kritisk modstemme til den frygtens strategi, som magtfulde regeringer og multinationale medier aktuelt etablerer omkring denne type krigsførelse.

Ikke alle udstillingens installationer er så klare i mælet som CAE's. Flere steder forvirres man mere, end man oplyses. Hvilket er overraskende, for kunstnerne har tydeligvis meget på hjerte. James Pattens supermarkedsinstallation er f.eks. en uforløst oplevelse. Geigertælleren giver udslag ved en række produkter på supermarkedets hylder, men man får ikke noget mere konkret at vide om, hvilke overtrædelser, producenterne har gjort sig skyldige i. Patten vil kommentere, at det er svært for forbrugerne at gennemskue konsumsamfundets vilkår, men underbygger ikke sin kritik med reelle fakta, og bidrager derfor bare til uigennemsigtigheden. Det er nemt at være kritisk, men straks vanskeligere at formulere alternativer til det bestående.

Intellektuel støj
Støjniveauet på udstillingen er generelt enerverende, men sjovt nok supplerer det fint den antiæstetik og kaotiske retningsløshed, der hviler over mange af installationerne. Du er ikke trådt ind på denne udstilling for at få forkælet sanserne, men for at blive bevidstgjort om globale, politiske problemstillinger, hvis kompleksitet i sig selv kan virke overvældende. Det er nødvendigt at læse samtlige formidlingstekster og helst også kataloget, for at få fat i hvad installationerne egentlig vil publikum. De formidler ikke sig selv.

Udstillingen kræver således meget af sit publikum. Desværre giver ikke alle bidrag lige så meget igen, som man selv er nødt til investere. Det mærkes, at den digitale kunst befinder sig på et stadie, hvor feltets muligheder endnu udforskes, og de konkrete værker er ofte mindre slagkraftige end historierne og processerne bag. Man kan undre sig over, at de nye teknologiers visuelle potentialer ikke udnyttes bedre. Måske hænger det sammen med, at den digitale kunst grundlæggende må betegnes som institutionskritisk og derfor også skeptisk overfor det æstetisk forførende. Det er en kunstform, der vil virke på andre præmisser end den traditionelle kunst og engagere folk intellektuelt, uden at skulle angle til deres lystfølelse. Men store dele af det potentielle publikum, der reelt kunne have brug for en højere grad af bevidstgørelse fra alternative informationskanaler, hægtes sandsynligvis af.

 

På grænsen/On the Edge. Århus Kunstbygning til 26. november. Arrangeret af Kulturforeningen Pappagallo. Den digitale kunstfestival i Århus varer til 2. december

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup