Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
20. november 2006
Teknologien har ændret grænserne for, hvad kunst er
[Digitalkunst]

Af Merete Sanderhoff, mesa@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Men det stiller samtidig spørgsmål om, hvorvidt digitalkunst kan være rigtig kunst, når billederne, vi ser, er kode og ikke penselstrøg, siger Annette Damgaard, som er kunstnerisk leder og kurator af På grænsen/On the Edge - Digital Kunstfestival i Århus

- Hvad fascinerer dig ved digital kunst?

"At den flytter grænserne for, hvordan kunst kan opleves. Mange digitalkunstværker giver brugeren mulighed for at interagere med værket, og man er derfor ikke længere kun beskuer, men en nødvendig del af helheden. En anden væsentlig forandring er, at man ikke længere er bundet til et fysisk sted, men at kunst nu også kan opleves on-line på internettet."

- Hvad er det særlige potentiale ved kunstformen?

"Den vækker interesse hos den unge generation, der er vokset op med computeren og mobiltelefonen. Jeg tror, det falder dem helt naturligt at anvende digitalteknologien som redskab eller formidlingsform for kunstneriske tanker og idéer. Samtidig gør informationsteknologien det nemmere at nå ud til folk, der måske ikke har lyst til at besøge et museum."

- Hvad er intentionen med festivalen?

"Den er tænkt som en platform, hvorfra samfundets borgere kan modtage bred information om, hvad digitalkunst kan være. Samtidig er intentionen at skabe et forum for debat om digitalkunstens muligheder og anvendelsesområder. Et forum hvorfra kunstnere, forskere og erhvervsfolk kan inspirere hinanden til en videreudvikling af området. Intentionen er også at skabe en synliggørelse af netværket af århusianske kulturinstitutioner og uddannelsessteder, der ligger inde med ressourcer og erfaring om digitalkunst."

- Hvad gør den digitale kunst til kunst?

"Som med al anden kunst skal det komme til udtryk, at kunstneren har reflekteret over et eller andet. Her er der ingen forskel på, om det er digitalkunst eller anden form for kunst."

- Er digital kunst fremtiden for kunstbegrebet?

"Kunstens erobring af et nyt område, der knytter videnskab og programkode sammen, skaber et spændingsfelt med mulighed for at udvikle ny kunst. Men det stiller samtidig spørgsmål om, hvorvidt digitalkunst kan være rigtig kunst, når billederne vi ser i bund og grund er kode og ikke penselstrøg. Med teknologien har grænserne for, hvad kunst er, i høj grad ændret sig."

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup