Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
4. december 2006
Manualer til brug og misbrug
[ANALYSE] En sær tendens tegner sig. Brugsvejledniger til samtidskunst produceres i indland og udland. Det ligner et umuligt projekt - men det rammer lige ned i samtiden.

Af Toke Lykkeberg Nielsen, toly@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

At lave en såkaldt manual til samtidskunsten ligner en umulighed. Så meget desto mere tankevækkende er det derfor, at flere personer tilsyneladende uafhængigt af hinanden kan få en sådan idé og endvidere hævde at føre den ud i livet.

To år efter den franske kunstkritiker Élisabeth Couturiers L'art contemporain: Mode d'emploi (Éditions Filipacchi, 30?), der direkte oversat til dansk lyder titlen 'Samtidskunst: En brugsvejledning', udkommer så de danske kunstkritikere Lisbeth Bonde og Mette Sandbyes bog Manual til dansk samtidskunst. Udover at dele titel deler de to bøger også langt hen ad vejen en genren iboende skråsikkerhed. Forfatterne anfører, at samtidskunsten uretmæssigt misrøgtes, og det skal der gøres noget ved.

Bonde og Sandbye fremhæver, at den gerne opfattes som 'ubegribelig.' Couturier noterer, at samtidskunsten idag er gledet ind i hverdagssproget: "For at udtrykke sin uforståenhed over for opbuddet af bizarre objekter og sære billeder siger man: 'Det dér er samtidskunst. Du kan lige så godt glemme at forstå det.'"

Men såvel ifølge Bonde og Sandbye og Couturier kan samtidskunst faktisk fattes. Men en forudsætning er, at man kommer 'fordommene' til livs. Som den franske kunstkritiker udbryder gentagne gange i sin underholdende gennemgang af, hvorfor samtidskunst ikke er, hvad man skulle tro, den var: 'Forkert!'

Hvad som helst
At hævde at lægmands typiske reaktioner på kunsten rammer ved siden af er imidlertid tvivlsomt. Når Couturier siger, at samtidskunst ikke er 'hvad som helst', og når Bonde og Sandbye afskriver udbruddet 'skulle det nu være kunst? Det kan hvem som helst da lave', som sådan, kan man mene, at de alle gør kunstpædagogikken en bjørnetjeneste.

Dels kan man argumentere for, at samtidskunstens tre pionerer, Duchamp, Warhol og Beuys netop ventede sådanne reaktioner på deres aktiviteter.

Dels dækker udbruddene over spørgsmål, som kunstteoretikere og filosoffer til stadighed bryder hovedet med, fordi de tilsyneladende er uomgængelige for forståelsen af samtidskunst.

Efter Duchamp præsenterede alt fra pissoirkummer til flasketørrestativer som kunst, vil det da ikke være mærkeligt, hvis man ikke fik den tanke, at hvad som helst nu er kunst? Og efter Warhol åbner en fabrik til masseproduktion af kunst og Beuys erklærer, at ethvert menneske er en kunstner, ville det da ikke være mærkeligt, hvis man ikke drog den konklusion, at hvem som helst nu kan lave kunst?

Man kan derfor hævde, at en af de fordomme, der skal gøres op med for at formidle samtidskunst snarere er forestillingen om, at lægmands manglende forståelse blot er hans eller hendes eget problem.

Alt og så det modsatte
Som Couturier humoristisk formulerer det med en fransk vending, er samtidskunsten 'alt og så det modsatte.' Desværre er denne pegefingerregel lettere at fremsætte end at efterleve.

Et eksempel herpå i Couturiers egen bog er en anden pegefingerregel: "I kunsten er intet nogensinde overladt til tilfældet. Alt giver mening: et elements plads, dets dimension, dets placering i rummet, dets beskaffenhed, etc." I næste øjeblik er samtidskunsten ikke desto mindre pludseligt det modsatte. I hendes omtale af de såkaldte 'decollagister', der i 50'erne hev allerede iturevne plakatvægge direkte fra gaden ind i udstillingsrummet uden nogen videre bearbejdning, forlyder det, at 'tilfældet her tjener som kreativ energi.'

Et andet eksempel i Bonde og Sandbyes bog angår dispositionen. Som forfatterne selv forklarer er deres bogs 65 samtidskunstnere fordelt på 11 kapitler, der hver introducerer et bestemt medie - omend mange af disse kunstnere, tilføjes der, plejer en 'tværmedial praksis' og faktisk til tider undsiger sig enhver mediespecificitet.

Man har en fornemmelse af, at de begreber, hvormed man begreb den moderne kunst, skal overføres på samtidskunsten, der vanligvis dækker over kunst fra og med ca. 1970 - og da står enten med den forkerte manual eller den forkerte genstand i hånden.

At forfatte en såkaldt introduktion frem for en ma-nual ville måske være mere passende, men også mindre pirrende. Det forførende paradoks, som titlerne ikke uden ironi er spundet over, er forestillingen om, at man kan levere en manual eller brugsvejledning til gen-stande, der sædvanligvis netop er bestemt ved deres ubrugelighed. Man kan med andre ord sige, at var en sådan manual mulig, var kunsten det ikke - og er der kunst, gives der ingen manualer til den.

Forfatterne flirter altså ikke blot med deres eget projekts umulighed. De udstiller den også. Dette er på sin vis modigt. Men det kunne have været mere interessant, hvis de også havde forklaret deres bevæggrunde nærmere.

Nogle af dem, er imidlertid åbenlyse. En bevæggrund til at udgive en manual til funktionsløse genstande er, at en sådan vare formodes at sælge. Folk tror ikke der er en nøgle til samtidskunsten, og derfor er det en så meget desto mere glædelig nyhed, at den netop lige er kommet på markedet.

Bøgerne, der hver på deres måde er yderst informative, øjenåbnende og didaktiske på mange punkter, bør rimeligvis ligge fremme på bordene i enhver boghandel i samtidskunstinstitutionerne på et tidspunkt, hvor deres antal og besøgstal boomer.

Kunst til brug
En anden grund til at benævne introduktionerne 'manualer' eller 'brugsvejledninger' er imidlertid mere interessant.

Megen af den kunst, som bøgerne behandler, tænkes ofte som opgør med ovennævnte bestemmelse af kunst som funktionsløs. Megen samtidskunst er gennemsyret af tvivl om, hvad funktionsløs og ubrugelig kunst dog skal gøre godt for - på samme måde som lægmanden tvivler om, hvad samtidskunsten dog skal gøre godt for.

De danske kunstkritikeres begrundelse for valg af titel kunne derfor være et svar på i hvert fald to forhold: "Når vi har kaldt bogen Manual, er det, fordi den er tænkt på samme måde som en håndbog eller en vejledning til f.eks. et stykke ny teknologi, som man først kan tage i brug, når man følger manualens anvisninger."

Parallellen forbryder sig måske ikke mod f.eks. N55, som Bonde og Sandbye nævner, der producerer brugsgenstande med dertilhørende manualer. Men som Couturier skriver: "Værkerne af idag er kun sjældent udstyret med brugsvejledninger!" Om det er en observation eller en udfordring er så et andet spørgsmål.

 

* På mandag anmeldes et andet forsøg på en samtidskunstvejledning. Nemlig 'Overblik' - 63 danske samtidskunstnere af Michael Jeppesen

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup