Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
30. januar 2007
Grøntsagsblikke ud i intetheden
[NY UDSTILLING] Duane Hansons hyperrealistiske skulpturer var direkte politiske kommentarer til det amerikanske samfund. De fremstår stadig som dybt vedkommende og uovertrufne spejlinger af middelklassen i USA.

Af Ferdinand Ahm Krag
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Duane Hanson blev født i Minnesota i 1925 som søn af svenske immigranter. Fra midten af 60'erne og frem leverede han afgørende bidrag til popkunsten og hyper-realismens udvikling. Han var vigtig og kontroversiel for sin egen samtid. Men hans værker trækker også klare og betydningsfulde spor ind i nutidens kunst. Elmgreen & Dragsets hospitalsinstallation please be quiet på Statens Museum for Kunst, Jes Brinchs hængte dukker og karikerede realisme, samt hele den britiske YBA-generations 'neurotiske realisme' står eksempelvis i klar gæld til Duane Hanson.

Kunstneren, der døde i 1996, opnåede gennem en ekstrem teknisk ekvilibrisme fotorealistiske virkninger på en tredimensionel form. Hans blanding af social indignation og popkunstnerisk formsprog bevirkede, at hans skulpturer tidligt brød offentlighedens lydmur med uventet effektivitet. Under titlen Skulpturer af den amerikanske drøm kan en stor håndfuld værker ses på Arken.

Og værkerne kan virkelig noget. Skulpturerne besidder en ekstraordinær visuel styrke og kunstnerisk meddel-somhed, der stadigvæk - vil jeg tro - rammer alle, der betragter dem. Det er afstøbninger af hele mennesker. Udført i polyesterharpiks og glasfiber, som efterfølgende er bemalet med olie og airbrush, for endelig at blive klædt på med en pedantisk omhyggelig præcision.

Forlis
Man læser titlen Skulpturer af den amerikanske drøm og tænker "You gotta be kidding!" Hansons figurer er jo mestendels laskede, usmageligt påklædte og sammensunkne kroppe af åndløs fedme. Middelklassens stereotype massemenneske fanget i isolerede glimt. Titlen på Arkens udstilling skal da også forstås med en vis portion af Duane Hansons egen socialt anfægtede sarkasme. Og måske et element af kynisme. For uden den ingen hyper-realisme. Men der er også hos Hanson denne særlige og næsten ubærlige følsomhed over for de portrætterede mennesker. Et unikt indtrængende blik for en almen menneskelighed, som han også - eller lige netop - ser i disse næsten klichéagtigt præcise stereotyper, der alle synes ramt af en tragedie. Ramt af en umenneskelig samfundsmæssighed, der har gjort dem tomme og afmægtige over for alt andet end det forbrug, der i sidste ende slider dem ned. Og bliver deres død.

Hansons figurer lader rummet med et sprængende nærvær. Samtidig emmer de af død. Især de fede og laskede af dem. Kolesteroldøden. Fedmedøden. Forbrugsdøden. Man kan ikke få øjenkontakt med dem. De kigger alle frem for sig i en let nedadrettet vinkel, der hverken leder ind i sjælen eller ud mod fjerne horisonter. Blikket er en utilnærmelig boble af tomhed. Og i skærende kontrast til det skingre tøj, der får de fedeste figurer til at ligne syntetiske humlebier med vibrerende signalfarver, der siger: Her! Se her! Se min krop - dette umælende fede forlis af The American Way. Et forlis, der end ikke rammer bunden med et værdigt slag, men som holdes oppe af massehavets altomsluttende overflade. Holdes oppe i tavs accept af det samfund, der har tømt kroppen for længsler. Rippet den. Og kvitteret ved at fylde den op med dårlig kost, dåsebajer i hånden og en diskusprolaps i ryggen.

For Duane Hanson var vejen frem til det hyperrealistiske formsprog umådelig lang og bumpet. Han var kunstnerisk aktiv allerede som barn. Han viste evner og vidste ganske tidligt, at det var den vej han ville gå. Hvorfor tog det ham så lang tid at slå igennem? Hanson brugte 50'erne på det ene mislykkede forsøg efter det andet ud i den abstrakte ekspressionisme. "Jeg prøvede at arbejde med det abstrakte, men på en eller anden måde fik jeg altid listet en arm eller en næse ind". Han var dybt og inderligt anfægtet af social uretfærdighed og den rascisme, der stadig lå forankret i samfundet. Men han anede ikke, hvordan han skulle lade denne anfægtelse udtrykke sig kunstnerisk. Løsningen lå lige om hjørnet i form af den spirende popkunst. Værker af Edward Kienholz, Jaspar Johns, Robert Rauschenberg, Paul Thek og i særdeleshed George Segal lærte Hanson, at han kunne arbejde direkte med den amerikanske hverdag. Sådan 1:1, konfrontatorisk og rasende. Helt uden finkulturelle falbelader .

Morbid realisme
Gennembruddet kom i 1965 med værket Abortion. En temmelig morbid skulptur af en kvinde dækket af et ligklæde. Død under en mislykket og illegal abort. Den efterfølgende produktion fortsætter i dette spor af morbid realisme og horror scenes, hvilket skabte vild kontrovers i offentligheden. Mørke og ekspressive menneskelige forliser. Udkantsmennesker. Et sandt rædselskabinet af voldtægter, selvmord, færdselsuheld og politivold.

Denne meget kontanterealisme forlader Hanson i 70'erne til fordel for et køligere, men samtidig mere præcist udtryk. Hyperrealisme. Rendyrket popkunst. Den rasende sociale anfægtelse bliver erstattet af ironiske tvetydigheder og en poetisk ladet nøgternhed. Helt udramatiske amerikanske hverdags-scener dominerer produktionen. Kvinde med indkøbsvogn. Arbejdere der holder pause. Rengøringskone. Folk der shopper. Mand på havetraktor. Det handler om, at få hele det moderne Amerika skildret i den hyperrealistiske håndtering af detaljens banalitet.

I en katalogtekst står der, at Duane Hansons figurer er som "dødninge, der ikke engang længere forsøger at stimulere sig selv med et sug pot eller sprut, fordi de ikke længere har en levende hjernehalvdel, som stimulanserne kan påvirke". Det er næppe pænt, men dog ret præcist sagt. De er ædt op af en modernitet, de hverken har valgt til eller fra, men som bare er sket for dem.

Det kan varmt anbefales at tage en tur på Arken. Se godt efter, om ikke det er dig selv, der sidder der på bænken i polyesterharpiks og kaster døde grøntsagsblikke ud i intetheden. Og var det det, der var meningen?

 

* Duane Hanson: 'Skulpturer af den amerikanske drøm'. ARKEN Museum for Moderne Kunst. Til 3. juni 2007

 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup