Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
16. februar 2007
Fascinationens anatomi
[Kunstudstilling] Cindy Sherman præsenteres som - og er ubetinget - en af kunstverdenens absolutte superstjerner, men samtidig viser den retrospektive udstilling, at hendes stjerne er ved at falme.

Af Merete Sanderhoff, mesa@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Det virker på flere måder oplagt, at Louisiana lancerer en Sherman-udstilling netop nu, i kølvandet på Stjerneskud, udstillingen der for nylig præsenterede film-stills fra 100 års filmhistorie. For Shermans mest kendte, mest gennemanalyserede og værdsatte serie fotografier er fortsat Untitled Film Stills (1977-80), der modsat almindelige film-stills ikke er trukket ud af en narrativ sammenhæng, men er øje- og hjerneforførende simulationer af denne billedtypes koder.

Desuden er Sherman repræsenteret i museets samling, og som den verdensstjerne hun er, kan man ikke fortænke Louisiana i længe at have drømt om at vise en fuldfed retrospektiv med hele historien om denne centrale og fænomenale figur fra kunsten efter modernismen.

Set i lyset af den tidlige Shermans bedrifter virker hendes senere produktion imidlertid bleg. Hun bestræber sig fortsat på at forny det kunstneriske greb, som gennem årtier har fascineret publikum: Iscenesættelsen af sig selv i en endeløs maskerade af bestandigt skiftende kulturelle typologier. Det er dette greb, der lige fra begyndelsen har skabt en aura af uindfangelighed omkring Shermans identitet. Det er per definition vanskeligt at blive ved med at gentage et konceptuelt greb, uden at det mister noget af sin oprindelige fascinationskraft, og det bliver ekstra tydeligt i en retrospektiv sammenhæng, hvor tidlige og sene værker belyser hinanden. Og hvor man ikke mindst ankommer med en forventning om at opleve en kunstnerisk udvikling, der bekræfter og berettiger Shermans stjernestatus.

Konsekvent ateoretisk
Udstillingen præsenterer intet mindre end 250 værker inddelt i 20 serier, der i omfang spænder vidt, fra de 70 'Film Stills' til serien Pink Robes på kun tre billeder. Ophængningen går kronologisk frem, med enkelte undtagelser, hvor billeder er trukket ud af deres serielle sammenhæng for at skabe dialoger eller overgange mellem de tematiske serier. Hensigten med disse dialoger på tværs af serierne er ikke alle steder lige gennemsigtig. Til gengæld er ophængningen af serien History Portraits som en væg i et wunderkammer oplagt og æstetisk velfungerende.

Og så giver udstillingen et interessant indblik i Shermans evner som filmskaber, med den tidlige stumfilm Doll's Clothes, hvor hun agerer påklædningsdukke i et sirligt udklippet collageunivers, samt kuriositeten Office Killer, en thriller med kunstneren som instruktør.

Sherman har i de godt 30 år, hun har performet foran kameraet, fastholdt selviscenesættelsen som motor for sin produktion. Hun har konsekvent brugt sig selv og ingen andre levende mennesker som motiv for sit imponerende register af fysiske forvandlinger. Eneste alternativ har været brugen af dukker og proteser, der har fungeret som stedfortrædere eller har udvidet hendes allegoriske udsigelsesmuligheder. Samtidig har hun udviklet sit visuelle udtryk og tematiske materiale markant. Det spores bl.a. i skiftet fra det forførende og forelskede blik på kvindens ydre fremtoning i Film Stills og Rear Screen Projections, til et i stigende grad affortryllet, gennemborende og angstfremkaldende kig ind bag kvindens kosmetiske maskeringer, til kroppens og sindets udfoldede realitet, f.eks. i Disaster-serien. En udvikling, der ifølge Laura Mulveys informative katalogtekst kan ses som en gennemspilning af den kvindelige identitet indenfor rammerne af et psykoanalytisk teorikompleks.

Om denne tematiske udvikling er bevidst fra Shermans side eller måske snarere er udtryk for, at Mulvey læser hendes værker som illustrationer af en feministisk teori, skal ikke afgøres her. Sherman er notorisk ateoretisk i sin tilgang til sit arbejde, men man må samtidig konstatere, at hun i den grad har ramt ned i en tidsånd betinget af mediebårne billeder af fysisk og mental identitet.

Som Poul Erik Tøjner rammende formulerede det på pressemødet, lever vi i en kulturel situation, hvor det visuelle i udpræget grad definerer det eksistentielle. Måske kan man gå så langt som til at sige, at Shermans væsentligste værker har været med til at præge de kulturelle typologier, vi navigerer ud fra.

En falmet stjerne
Derfor er det også så påfaldende, at Shermans væsentligste produktion ligger i fortiden.

Hendes nyeste serier, med klovnefigurer og afdankede kvindetyper, der drømmer om femten minutters berømmelse, virker som formålsløse gentagelser og blege opkog af hendes egne, oprindeligt saftspændte tematikker. Derudover udstiller de en graverende mangel på den forførende, urovækkende poesi og æstetiske sikkerhed, der giver serier som Film Stills og Centerfolds deres uopslidelige fascinationskraft. Der ligger muligvis i hendes konsekvente selviscenesættelse en teoretisk indfrielse af et kunstnerisk koncept, men visuelt og æstetisk må man konstatere, at det er Sherman Classic, der holder.

Når Sherman nu engang indtager en så prominent placering på den kunstneriske stjernehimmel, så er det ærgerligt, at man har suspenderet den kvalitative dømmekraft i kurateringen af udstillingen. Det ville simpelthen have været en bedre og mere berettiget udstilling, hvis man havde set mere nøgternt på hendes produktion og koncentreret sig om de dele af hendes værk, der rent faktisk berettiger hendes stjernestatus.

Det er naturligvis i modstrid med selve tanken bag en retrospektiv udstilling, men som hendes udvikling de senere år har været, så devaluerer tilbageblikket hendes nuværende position. Som Sherman præsenteres nu, bliver det uværgeligt en fortælling om en kunstner, der for nogle år tilbage skabte billeder af stor og varig fascinationskraft, men som har udtømt sit originale greb og forsømt at erstatte det med noget andet.

 

Fakta
Kvinden med de mange ansigter. Cindy Sherman - 30 års iscenesat fotografi. Engelsksproget katalog med fremragende tekster af Jean-Pierre Criqui, Régis Durand og Laura Mulvey, 349 kr. Louisiana Museum for Moderne Kunst til 20. maj.

 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup