Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
19. februar 2007
Umæhlende billeder
[Udstilling] Michael Kvium vender det tavse øje til på sin nye udstilling, hvor blikket er vendt bort fra menneskefiguren og ud mod de umælende omgivelser. De nye malerier er installeret i Zaha Hadids labyrintiske tilbygning til Ordrupgaard, og Kvium understreger rummets vildveje med visuelle afspærringer og veje, der ender blindt. Det er som om, han prøver at sige, at han ikke vil sige noget.

Af Merete Sanderhoff, mesa@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Det første, der møder én, når man træder ind på udstillingen, er et afspærringsbånd. Et aflangt bånd af skiftevis lyse malerier af skyer og stærkt orange monokromer, som på afstand minder om de rød-hvide plasticbånd, politiet afspærrer gerningssteder med. Det virker som et yderst bevidst greb fra Kviums side at starte udstillingen Silent Eye sådan, med en visuel barriere, for det er som om, hans nye værker ikke vil kommunikere, eller snarere gør en dyd ud af at vende sig bort fra beskueren og forholde sig tavse.

Det er en ny modus, som man virkelig skal vende sig til, når det drejer sig om Kvium. Nu har man i årevis været vant til at blive konfronteret med meget direkte, ubehageligt pågående og seriøst udfordrende henvendelser fra hans hånd. Derfor virker det desto mere iøjnefaldende, at hans nye malerier er så tavse og nærmest undviger at sige noget.

The sky is the limit
Kvium arbejder for så vidt videre i forlængelse af de tematikker, han intenst har udforsket de seneste mange år:

Eksistensen tegnet ind til benet af sine vilkår, skrællet for bedøvende omsvøb, eksponeret i sin fysiske realitet. De seneste par år har Kvium imidlertid forskudt blikket fra det menneskelige motiv, der ellers hidtil har stået i centrum, ud mod omgivelserne: Landskabet, marker med græssende får, nøgne birkestammer mod vinterhimlen, skyer. Den nye motivkreds udgør det umiddelbare argument for at udstille ham på Ordrupgaard, i dialog med stedets eminente samling af fransk landskabsmaleri fra slutningen af 1800-tallet.

Men selvfølgelig er der ikke tale om tilforladelige, naturalistiske landskaber, når Kvium står bag. Når Kvium maler græs, får det en umiskendeligt syg grøn kulør. Når han maler skyformationer, ligner de nærbilleder af kroppens indre bløddele. Når han maler slanke birkestammer isolerede på abstrakte billedflader, vækker de mindelser om livløse kropsdele, der hænger og dingler i det tomme rum. De traditionelle landskabelige genrestykker af græssende får, drivende skyer og birkelunde loades med en patologisk mislyd, der gør dem til alt andet end en skovtur.

Samtidig fortsætter Kvium med det installatoriske greb, han har brugt siden slutningen af 90'erne, at sammenstille separate lærreder til flerleddede værker, så motiverne yder hinanden formelt og symbolsk modspil. Som i værket Where the Hell is God, der er udstillingens absolut største og udgør et tematisk fikspunkt. Nøgne birkestammer flankeres af et lærred myldrende af sædceller, et smalt rødt monokromt felt, et lærred med skyer og et lærred med fire menneskekranier. Blikkene ud i landskabet og op i himlen kommer i konteksten til at virke som desillusionerede visuelle raids ud i en meningsforladt natur. Den lever og dør uden at indfri menneskets håbefulde gisninger om en større sammenhæng. Menneskelivet og naturens liv er ikke forbundet af andet end formløshedens vilkår.

Where the Hell is Kvium?
Netop tomheden er det mest påtrængende indtryk, man får på udstillingen, både i konkret og overført betydning. Påfaldende mange af udstillingens værker skildrer en slags anti-motiver, der er kendetegnede ved at være formløse, decentraliserede eller helt fraværende: Drivende skyer, nærbilleder af celler og maddiker og helt monokrome flader. Når han faktisk maler mere traditionelle motiver såsom får, birketræer og de få menneskeskikkelser, der er med, så trækker han opmærksomheden bort fra tingene selv, hen mod noget ubestemmeligt - forgrundens udflydende græsmørke, det tomme omgivende rum.

Desuden gentager Kvium sine motiver så mange gange, at de bliver tømt for specifik mening. Den samme undseelige birkelund, de samme nøgne birkestammer, det samme umælende får, de samme skyer møder ens blik igen og igen, som man bevæger sig rundt i Zaha Hadids labyrint af en tilbygning.

Kvium har tydeligvis villet have beskueren til at fare vild i motivernes forskelsløshed, og har installeret dem som afbrudte rumlige forløb, der stedvis ender blindt, hvilket blot understreger udstillingens generelle uvilje mod at kommunikere.

Det tavse øje, som udstillingens titel henviser til, bliver således ens følgesvend rundt blandt de umælende billeder. Billederne siger egentlig ikke noget, eller det de siger, er tømt for betydning. Kviums skrigende øje, som vi har været vant til at få vendt mod vores eksistentielle virkelighed, er afløst af en stum stirren, der virker langt mere dødsmærket end i Kviums mere pågående værker, netop fordi det tavse øje ikke reagerer. Det er en indadvendt, statisk, formålsløs stirren, som afføder defokuserede billeder af ingenting.

Det gør på en mærkelig måde billederne helt ufarlige. Det virker som om, Kvium ikke for alvor vil ud ad det spor, han er slået ind på. Han tøver, holder noget tilbage.

Han har heller ikke selv lagt skjul på, at hans maleri kom i krise efter de ekstremt produktive 90'ere, hvor han med usvigelig konsekvens gennemførte sin undersøgelse af det moderne menneskes vilkår. Hvordan fortsætter man som kunstner efter sådan en energiudladning? Indtil videre synes Kvium at tøve foran den indlysende vældige udfordring, han står overfor, og træde vande ved at producere værker, der undviger udsigelsen. Eller også er det bare virkelig svært at forstå, hvad han vil sige, fordi han plejer at tale et andet, mere direkte sprog. Enten repræsenterer Silent Eye en svag udgave af den Kvium, vi kender, eller også en spag udgave af en Kvium, vi ikke kender endnu.

 

- Silent Eye. Nye værker af Michael Kvium. Ordrupgaard til 15. juli.

 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup