Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
26. marts 2007
Forestillingen om Kina
[Kinas kunstscene] Kinesiske kunstnere sælger til skyhøje priser på det aktuelle kunstmarked, og enhver metropol med respekt for sig selv viser blockbusters med kinesisk samtidskunst - som den aktuelle udstilling 'Made in China' på Louisiana. Men bag succesen gemmer sig en umoden kunstscene, der mangler et fundament under den rivende udvikling, siger kuratoren Els Silvrants.

Af Merete Sanderhoff, mesa@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Hvis nogen fortjener titlen kosmopolit, må det være Els Silvrants. Født og opvokset i Belgien, uddannet i kinesiske studier, behersker kinesisk, fransk og engelsk til perfektion, har banket sin egen virksomhed op i en af Kinas absolutte sværvægtsmetropoler, og så er hun bare 27. Som kurator og kunstnerisk konsulent i Beijing har hun erhvervet en dyb indsigt i den kinesiske kunstverden. Og scenen er sat helt anderledes end på de prestigeudstillinger, der florerer i de vestlige storbyer.

"Den kinesiske scene for samtidskunst er som et spædbarn, der forsøger at løbe, selvom det ikke engang kan kravle endnu," mener Silvrants.

"Der er masser af ideer og indhold, men ingen kontekst eller infrastruktur. Der er mange, der åbner gallerier og museer, men de aner intet om, hvordan man kører dem eller udvikler et publikum."

Umoden scene
Et af problemerne er, at samtidskunst som fænomen kun har godt 20 år på bagen i Kina. Først efter Maos død i sluthalvfjerdserne begyndte en anden kunst end den socialistiske realisme at stikke ansigtet frem.

Men inden for de seneste 10 år, næret af den vestlige kunstverdens hunger efter nye eksotiske retter, er interessen for kinesisk kunst eksploderet. Det vanskeliggør udviklingen af en genuin, kinesisk kunstscene.

"De internationale aktører vil gerne importere noget, der er kinesisk. Kineserne ved udmærket, at den internationale opmærksomhed er fæstnet på dem, og de udnytter det meget intelligent. Måske skifter fokus til Indien eller et andet land i løbet af et par år. Så de producerer ting, der tilpasser sig internationale forventninger, simpelthen fordi de skal overleve."

Et basalt vilkår for kunstproduktionen i Kina er, at markedet er fuldstændigt privatiseret. Det udmønter sig i en gennemkommerciel branche, hvor det kan være svært for mere eksperimenterende og langsigtede projekter at finde fodfæste.

Silvrants' organisation, Theatre in Motion, yder et pionerarbejde ved at bygge et fundament under skrøbelige kunstarter som performativt teater. Kinesiske kunstnere producerer stribevis af kunstværker og performances, men har stort set ingen viden om, hvordan man sætter dem sammen til udstillinger og forestillinger. Derfor betragter Silvrants den enorme interesse for kinesisk kunst som et forgiftet æble. Kunstnerne mangler modstand for at kunne yde noget holdbart.

"Nogle af kunstnerne vil bare tjene penge. Men kunstnere har godt af at være tvunget til at investere i langsigtede visioner. I Kina gør kunstnerne det modsatte lige nu. Jeg er lidt bekymret for, at om fem-seks år, når denne 'Kina-hype' er overstået, vil mange af dem falde til jorden. Som det er lige nu, kan enhver blive kunstner, og kinesiske kunstværker sælges til alt for høje priser," fortæller hun.

Kinesisk kreativitet
Det kan lyde som om kinesiske kunstnere danser efter den vestlige kunstverdens pibe i et forsøg på at score kassen. Helt så enkelt er det ikke, understreger Silvrants. De store udstillinger, der tækkes et vestligt kunstpublikums forventninger til kinesisk samtidskunst, tegner langt fra et helt billede af den komplekse scene, som hun færdes på til daglig.

"Jeg har ikke noget imod disse 'Made in China'-udstillinger. De tiltrækker et større publikum og tilbyder et første indblik i Kina. Virkeligheden er bare, at selv når der arrangeres kæmpe udstillinger i kæmpe museer, og kunstnerne kan sælge til kæmpe priser, så betyder det ikke at Kina har en moden kunstscene. Den kinesiske regering er vældig ivrig efter at promovere sig selv på den måde, men faktum er stadig, at disse udstillinger er mulige overalt i verden bortset lige fra i Kina."

Hun opponerer dog imod, at kinesisk samtidskunst skal betragtes som en hund i det vestlige kunstmarkeds keglespil. Ifølge Silvrants er de kinesiske kunstnere ekstremt bevidste om og dygtige til at få udbytte af den aktuelle situation.

"Hvad er kreativitet? For en vesterlænding betyder det at producere noget nyskabende. I Kina handler kreativitet derimod om at genopfinde eller forny eksisterende koncepter - også det vestlige kunstbegreb."

At de kinesiske kunstnere er så dygtige til at indoptage det vestlige kunstbegrebs præmisser er imidlertid også en hæmsko for en bæredygtig udvikling af den kinesiske kunstscene.

"Ligesom nationen Kina har været nødt til at opfinde sig selv i løbet af 20 år, er de kinesiske samtidskunstnere også kun i gang med at finde sig selv. De kæmper med den vestlige forventning om noget nyt og innovativt, hvorimod kinesisk kunst traditionelt slet ikke handler om at skabe noget nyt, men om at kopiere på originale måder. For at kunne finde frem til en kinesisk løsning har de brug for tid. Kina skal selvfølgelig ikke beskyttes imod indflydelse udefra. Vi lever i en globaliseret verden. Men en af grundene til, at kinesiske kunstnere er så kommercielle, er, at vi presser dem til det."

Private sposorer
En nødvendig overlevelsesmetode er at samarbejde med erhvervslivet. Som vesterlænding er Silvrants selv opflasket med en statssubsidieret kunstverden, men efter at have arbejdet i Kina i tre år har hun erkendt, at der findes andre måder at få de kulturelle hjul til at dreje rundt. Hendes synspunkter er interessante i lyset af den aktuelle debat herhjemme om, hvorvidt kunststøtten i stigende grad skal komme fra private fonde og sponsorer.

"Det er vigtigt at stimulere kunstnerisk kreativitet og innovation, og her kan statsstøtte fungere ansporende. I Kina er vi imidlertid tvunget til at indgå partnerskaber med erhvervslivet, uden at gå på kompromis med vores projekter. De teknologier, erhvervslivet udvikler, har en enorm indvirkning på, hvordan samfundet former sig. Derfor skal vi også udveksle med dem. I Europa tror vi, at folk uden for vores snævre kunstscene ikke forstår, hvad vi taler om, men vi gør os ikke umage nok. På det punkt ligger Kina foran den vestlige kunstscene. Samtidig har Kinas kunstscene brug for, atder værnes om den lige nu. Det drejer sig om at skabe betingelserne for god kunst, ikke bare kunst, der sælger godt. Der er kunstnere, der forsøger at gøre tingene på anderledes måder, og det er dem, der har brug for vores opmærksomhed og indsats. Ikke kun de 25 kunstnere, der altid bliver promoveret," konkluderer hun.

 

Blå bog
ELS SILVRANTS

- Født 1980 i Kortrijk, Belgien.
- Bor og arbejder i Beijing, Kina.
- Har en masteruddannelse i kinesiske studier fra Det katolske Universitet Leuven, Belgien.
- Fungerer som uafhængig kurator, kunstnerisk konsulent og leder af non-profit organisationen Theatre in Motion, der opretter netværk og infrastruktur mellem performative kunstnere i Kina.
- Besøger Århus med projektet 'young INTER nationals', der formidler kulturudvekslinger mellem unge kinesiske og danske koreografer. Se mere på www.theatreinmotion.org

 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup