Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
16. april 2007
Kønslig overreaktion med kritisk mål
[Udstilling] Peter Brandt går nøgternt og nøgen til makronerne i Kunsthallen Nikolaj. Med kunsthistorisk afsæt og jern i hånd griber han midt i kolbøtten på gulvet om de maskuline stereo-typer, og det er ikke for at pleje dem. Det lykkes. Måske for godt.

Af Ane Bülow
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Kunsthallen Nikolaj er begyndt at benytte Tårnrummet til mindre udstillinger - gerne med forholdsvis ukendte kunstnere, der her får mulighed for at iscenesætte et rum alene med egne værker. Pt. indtages det af Peter Brandt og udstillingen Peter Super T-Art. Titlen refererer til den navnkundige amerikanske kunstner Hannah Wilke og hendes værk Hannah Wilke Super-T-Art, hvori hun undersøger og undergraver historiske og kunsthistoriske kvindestereotyper. Det er imidlertid ikke kun i udstillingstitlen, Brandt refererer til forgængeren. Samtlige værker på udstillingen refererer til Wilkes nu historiske projekter, som bestod i at undersøge forhold om feminitet og omstyrte stereotype opfattelser af samme.

Hos Brandt er fortegnet imidlertid vendt. Forstået på den måde, at Peter Super T-Art er en undersøgelse af maskuliniteten. I et greb, hvor han nøgternt og ærligt tilstår sin gæld til Wilke, ønsker han at undersøge og undergrave historiske og kunsthistoriske mandestereotyper for at gennemarbejde det faktum, at ligesom forestillingen om det feminine er indespærret i en celle af snævre sociokulturelle konventioner, ligeså er forestillingen om det maskuline.

Så hjælp mig dog!
Udstillingens tematik er i påfaldende overensstemmelse med det ofte oversete Tårnrum og de associationer til ufrivillig isolation og tilfangetagelse, det vækker. Det giver mening, og med en tæt installation af mange, meget forskellige værker, der spænder fra fotografi, objekt, video og en nyfortolkning af den påståede transvestit Amanda Lears discohit "Follow Me", lykkes det for Brandt at anskueliggøre, at en tilnærmelse af det maskuline er en kompleks og mangefacetteret proces.

Det er almenmenneskeligt og dybt personligt på samme tid. Brandt iscenesætter sin egen krop og private erfaringer i værker, hvor han agerer/overagerer sin egen rolle som mand. Det er en stor mundfuld og langtfra altid lige vedkommende, men visse værker skiller sig ud, som den fremragende fotoserie So Help Me Peter-, hvor en nøgen, men pistolbevæbnet Brandt har fanget sig i positurer, der konstant flyder mellem grovhed og elegance, angreb og selvforsvar, magt og afmagt.

Minoritetskritik
Om end nogle af udstillingens værker er mere end tilstrækkeligt tydelige og i højere grad virker som illustrationer, der pædagogisk er designet til udstillingens underlæggende idé end som selvstændige værker, er det forfriskende at opleve kønsproblematikken blive italesat og behandlet kunstnerisk af en mand. Peter Brandt placerer sig dermed, i lighed med videokunstneren Jesper Just, som en af de få undtagelser, der bekræfter den sørgelige regel om, at kritisk arbejde med den kønnede identitet er et anliggende forbeholdt kvindelige kunstnere. Desværre - tvinges man næsten til at sige - er Brandt homoseksuel, og han udtaler sig derfor - som kvinderne - fra en minoritetsposition i et samfund, der forsat styres af krav om at udvise sammenhæng mellem forholdsvis konservative opfattelser af biologisk køn, socialt køn, seksuelt begær og seksuel praksis. Det gør selvsagt ikke Brandts udsagn mindre almenmenneskeligt eller betydningsfuldt, men synes i et vist omfang bedrøveligt at stad fæste den hvide heteroseksuelle mand/kunstners påfaldende tavshed og inerti i dekonstruktionen af de kønsmæssige stereotyper, han selv er dybt indlejret i.

Afnormalisering
Peter Brandt kan ikke kun opleves i Kunsthallen Nikolaj, men er desuden udstillingsaktuel på LARMgalleri i Valby med videoinstallationen Bigger. Harder. Faster. Deeper. Værket er en dekonstruktion af Godards legendariske science-fiction-noir-film Alphaville fra 1965, og en undersøgelse af filmens forhold til maskulinitet, vold og seksualitet. Ved bl.a. at tilføje lyd-spor fra pornofilm og Elvis Presley-koncerter formår Brandt at blotlægge filmens iboende kønnede magtstrukturer, og den stereotype detektiv Lemmy Caution fremstår i en ny fremmedgjort position. Det er modigt af Brandt, men det lykkes faktisk for ham, og dermed bringer han ny mening til Lemmy Cautions kompromisløse bemærkning til den rigide og diktatoriske computer Alpha60, der styrer Alphaville: "I refuse to become what you call normal."

 

- Peter Brandt: Peter Super T-Art. Tårnrummet, Kunsthallen Nikolaj. 30. marts - 28. maj 2007.

Peter Brandt: Bigger. Harder. Faster. Deeper. LARMgalleri. 13. april - 19. maj 2007

 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup