Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
16. april 2007
En hval i stempelpuden
[Kunstreportage] Konsul Hartmut Stockter sidder bag sit skrivebord og stempler pas. Folk står i kø, og kæmpepalmer svajer i kontorvinden. Ø-staten Ponga har åbnet et konsulat på Istedgade i København som en del af et kunstprojekt.

Af Lars Borking, labo@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Konsulen knalder et stempel af en hval i passet. Velkommen. Han rækker passet til endnu en indbygger, men opdager en fejl. "Du har snydt mig," siger han mildt fortørnet med en fin tysk accent. Det er kun meningen, at man kan blive ponganer for en enkelt dag, og en ny indbygger har selv udfyldt udløbsdatoen til flere år frem. "Han bliver illegal indvandrer," lyder det fnisende fra køen, og konsulen siger, det ikke er noget han tager så tungt.

Bag Pongas lokale repræsentant hænger et opslagsværk om ø-statens historie og særpræg. Ponga er en gammel hvalfanger-nation, og de har en dronning, som er vild med vedvarende energi. Man kan læse at: 'Pongas friske tilgang til filmmediet har vakt opsigt'. Som eksempel nævnes: "Lea Vantrihas prisbelønnede spillefilm Loka ara buata'e - et hul fyldt med smør".

En brise af varm plastic fra lamineringsmaskinen flyder sammen med konsulens stempel, der banker nye indbyggere velkommen.

Tysk systematik
Der er eksotiske drinks til at fejre åbningen, og en ny indbygger spørger: "Er det piña colada eller pongacolada?"

Pongas flag har en hel del tilfælles med det schweiziske, men det har den naturlige forklaring, at den schweiziske marina i 1882 indtog Ponga, hvilket dog hurtigt udviklede sig til et ligeværdigt partnerskab. Kontoret er smukt med de mange skitser fra stillehavsøen, og fra en transportabel pladespiller i hjørnet spiller "Liebesnacht auf Hawaii" - en slæbende tysk walz, fyldt med udlængsel efter det eksotiske og skønne Hawaii, født af længsel efter at flygte.

Konsul Hartmut Stockters østat er første del af fem kunstprojekter i København, der går under navnet How do you belong?

Hartmut Stockter er oprindelig fra Tyskland og fortæller om Ponga:

"Ideen kom hurtigt, for jeg ville lave noget om fordomme. Som fremmed i et land, man gerne vil høre til i, har man tit en oplevelse af, at fordommene står i vejen." Som eksempel nævner han danskere, der hilser med Heil Hitler.

"Eller forestillingen om, at alle tyskere er meget systematiske," siger Hartmut Stockter, mens han stempler pas.

Det er kunstgruppen Publik, der står bag de fem kunstprojekter, som bl.a. er støttet af Kunstrådet.

En dag som gæstfri
På et stort lærred er tegnet en slags kødhakker, og der står: "Med et pongansk statsborgerskab vil du være fri for alle uønskede fordomme, som følger med din nationale identitet. Skift dem ud med det pletfri ry, som ponganere nyder overalt i verden."

Ned i toppen af kødhakkeren forsvinder egenskaber som: 'Selvglad, løgnagtig, genert, fantasiløs, aggressiv, snobbet og fordrukken' og ud i den anden ende kommer: 'Varm, gæstfri, dannet, åben, sjov, idérig, storsindet, fintfølende, yndig og mange flere'.

En ponganer vil vide, om alle de dårlige egenskaber kommer tilbage, når ens dagspas udløber, og konsulen svarer bekræftigende.

"Dårlige egenskaber er ikke nemme at slippe af med," forklarer han.

Statsborgerskabet og de nyerhvervede dejlige egenskaber skal tages som en smagsprøve.

- How Do You Belong? 5 kunstprojekter i København. Pongas Konsulat, Istedgade 67b, København V. Åben dagligt 11.30-19.00 indtil den 6. maj. Info: www.publik.dk

 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup