Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
30. april 2007
Den værste form for børnearbejde
[Ny udstilling] Børn og krig. I en bedre verden burde de to ord aldrig figurere i samme sætning. Den aktuelle og dybt vedkommende udstilling 'Knappernes krig - Børn og krigens verden' demonstrerer imidlertid, at de to begreber er nært forbundne, såvel i legens som i virkelighedens verden.

Af Merete Sanderhoff, mesa@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Knappernes krig er titlen på en roman af Louis Pergaud fra 1912. Den handler om børnene fra to nabolandsbyer, der har en lang tradition for at bekrige hinanden. Som en fast del af deres opvækst er stridigheder og slagsmål med til at forme deres identitet og tilgang til verden.

Filmatiseringen af Knappernes krig, der indleder udstillingen om børn og krig i Århus Kunstbygning, fungerer som en tilsyneladende uskyldig indgang til tematikken. Alle børn leger krig, røvere og soldater, prøver det med at mobbe og blive mobbet, og lærer derigennem nyttige livslektier.

Som udgangsbøn vises Ali Samadi Ahadi og Oliver Stoltz' dokumentarfilm om børnesoldater Lost Children der er optaget i Sierra Leone i 2005. Her er den uskyldige leg afløst af grusom, ubegribelig alvor for børn, der aldrig får lov at være netop dét. Børn helt ned til otteårs-alderen lokkes eller tvinges ind i militære enheder, hvor de udnyttes som let manipulerbare instrumenter for krigens syge logik: Dræb eller bliv selv dræbt. Udstillingen udfolder sit materiale her, i spændingsfeltet mellem uskyldige børn og beskidte våben, påvirkelige barnesind og betændte krige. Såvel i legens som i krigens alt for virkelige verden er børn overalt på kloden spændt ud mellem rollen som offer og bøddel.

Du bliver, hvad du spiser
Udstillingens værker favner bredt, både hvad angår medier og angrebsvinkler, men er bundet sammen af enkelte velvalgte ledetråde. Centralt står den kendsgerning, at børn med uhyggelig præcision afspejler den verden, de fødes ind i.

Flere af værkerne kredser om børn, der indtager symbolsk føde, som dermed optages i dem og bliver en del af deres identitet. Shahram Entekhabis video Happy Meal viser en lille pige i chador (traditionelt iransk tørlæde), der vedholdende og helt uanfægtet tygger sig igennem en burger fra McDonalds. På subtil vis bliver barnets krop sted for en fredelig sammensmeltning mellem arabisk og amerikansk kultur, uvidende som pigen indtil videre er om de to kulturers massive konflikter.

Anthony Goicolea fører tråden videre i sit panorama-fotografi Cannibals med en sekvens af skoledrenge, der mere eller mindre aktivt er involverede i et kannibalsk orgie. Drengene er kloner af hinanden, og det, de æder, er derfor deres eget kød og indmad. Gruppen som organisme fortærer sig selv. Vold avler vold.

Samme tematik går igen i dokumentarfilmen Lost Children og Ursula Meissners fotografier af børnesoldater i Congo og Rwanda. Værkerne formidler ikke blot gruopvækkende historier om tilværelsen som børnesoldat, men berører samtidig børnenes håbløse situation i livet efter krigen. De har i årevis ikke oplevet andet end vold, trusler, drab og massakrer. Deres familier er spredt for alle vinde, udslettede, myrdet for øjnene af dem. De er på en gang bødler og ofre i den samme krig. Produkter af en verdensorden og voldsmentalitet, der har lært dem at forbinde våben med magt frem for afmagt.

Som Ursula Sedlaczeks informative katalogtekst fastslår, så er optagelsen af personer under 18 år i en hær "den værste form for børnearbejde". Hvordan skal disse unge mennesker nogensinde blive resocialiserede?

Nøglen til paradis
Det er på ingen måde et moderne fænomen at bruge børn som soldater. Markus Schinwalds videoværk Children's Crusade bygger på en historie fra det 13. århundredes Europa, hvor omkring 30.000 børn blev sendt på korstog mod Jerusalem. I Alperne bukkede de i hobetal under for sult og kulde, og de nåede aldrig længere end til den norditalienske grænse. Med rottefængeren fra Hammeln som afsæt har Schinwald spundet en symbolsk fabel over det historiske korstog.

Børn, der forføres af voksenverdenens tillokkende, men reelt meningsløse toner, som med usvigelig sikkerhed fører dem mod tilintetgørelsen.

Shahram Entekhabi bringer historien op til den nære fortid med installationen Kilid. Den består af en kæmpemæssig lysende nøgle i det iranske flags farver. Foran på gulvet ligger en dynge almindelige nøgler. Værket henviser til en praksis fra krigen mellem Iran og Irak, hvor små børn blev hvervet som mineryddere. Som garanti for frelse fik børnene små plastiknøgler, som de skulle bruge ved indgangen til paradis. Publikum opfordres til selv at føje en nøgle til bunken, eller at tage en nøgle med som en beskeden påmindelse om en stor forbrydelse.

Synet af nøglerne på gulvet bringer mindet om dyngerne af børnesko i Auschwitz i erindring. Sådan synes enhver kultur at have sine bunker af efterladenskaber fra uskyldige krigsofre.

Ikke kun børn i konkrete krigszoner er underlagt krigens univers. Udstillingen vender også sit kritiske skyts mod den vestlige verdens eksponering af krig og våben, der virker som underholdning og opdragelsesfaktor helt ned på børneværelsesniveau. I modsætning til 1970'ernes nul tolerance-pædagogik i forhold til børn og krigslegetøj, er der i dag en massiv tilstedeværelse af fiktiv og virtuel vold i børns univers af playstationspil, ironiske animationssplattere og ketchupdryppende rollespil.

Flere værker diskuterer fra et vestligt perspektiv, hvordan børn opdrages til en - i markedets logik - fordelagtig idé om, at vold og våben er forbundet med potens og heroisme. Det gælder bl.a. den russiske kunstnergruppe AES+F's iscenesatte fotografier med trimmede præpubertære unge, der poserer som undertøjsmodeller med falliske automatvåben hentet fra computerspillet Half Life. Det ligner en glittet Benetton-reklame, og forlener barnlig renskurethed med en hardcore seksualisering, der er uløseligt knyttet til bevidstheden om magt gennem våben.

Virtuel og reel vold
Udstillingen ønsker at favne bredt og diskutere et spektrum af fiktive og reelle måder, krig influerer på børns verden. Det er både dens styrke og svaghed.

Styrken ligger i at pointere, at børns leg med krig og våben, magt og undertrykkelse, afspejler verdens virkelige ansigt, og der er tankevækkende korrespondancer på kryds og tværs af udstillingen.

Svagheden ligger i at postulere, at de to verdener er sammenlignelige. Det tangerer det blasfemiske overhovedet at blande en vestligt baseret diskussion af virtuel vold i børns leg sammen med Den Tredje Verdens anderledes håndfaste involvering af børn i krigens verden. Der kan utvivlsomt påvises nogle overordnede geopolitiske sammenhænge mellem Vestens og Den Tredje Verdens situationer, men de forløses ikke i selve udstillingen.

Med til udstillingen hører imidlertid et ambitiøst debat- og filmprogram, der muligvis kan være med til at grave nogle spadestik dybere i forhold til de yderst relevante spørgsmål om verdens magtforhold, som udstillingen rejser. Ikke desto mindre er udstillingen vigtig, og dens store fortjeneste er at oplyse og anfægte beskueren.

 

Knappernes krig - Børn og krigens verden. Århus Kunstbygning til 12. august. Oversigt over debat- og filmprogram på www.aarhuskunstbygning.dk

 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup