Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
4. juni 2007
Udvidet basisgruppe
[Ny udstilling] Den seneste udstilling på Randers Kunstmuseum er på mange måder en både smuk og vedkommende oplevelse. Desværre kolliderer en fantastisk billedverden fra tid til anden med en bombastisk fortællestil.

Af Kamma Overgaard Hansen
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Udstillingen Fora - andre fortællinger fra det uvisse forener otte yngre kvinder fra den danske kunstscene. Det handler imidlertid om andet og mere end kvinder og kvindelighed, når Randers Kunstmuseum blænder op for værker af Lise Blomberg Andersen, Rikke Benborg, Linda Bjørnskov, Vibe Bredahl, Lærke Lauta, Mie Mørkeberg, Marika Seidler og Ka-thrine Ærtebjerg.

Udgangspunktet for udstillingen er en række møder kunstnerne imellem (deraf udstillingens titel), hvor kunstnerne blandt andet har diskuteret deres forhold til det feminine og feministiske. Dét ses i deres værker: Her er fortællinger fra både den voksne kvindes hverdag og lillepigens eventyrlige drømmeverden. For så vidt kunne konceptet minde om rødstrømpebevægelsens basisgruppekultur, hvor en ny kvindebevidsthed blev talt frem gennem gensidig erfaringsudveksling.

Imidlertid bærer Fora på ingen måde præg af 70'er-nostalgi. Her er i stedet en udstilling, der i høj grad taler til og om sin samtid - og også taler en del, om alt det, der (måske) ikke er. Som museumsgæst får man netop de andre fortællinger, fortalt i et figurativt formsprog, hvor det surreelle er et gennemgående træk. Emner som graviditet, fødsel og kvindelige offerpositioner fylder forbavsende - og forfriskende - lidt.

Krisecenter og romantik
Når klassiske feministiske programpunkter undtagelsesvis tages op, sker det på både galgenhumoristisk og finurlig vis. Linda Bjørnskov inviterer til kaffebord i et neonfarvet 'Krisecenter for voldsramte kvinder', mens blodet drypper fra en storsmilende lillemors overskårne pulsåre, og alle indbudte er smykket med naivistiske sørøverar. Og Kathrine Ærtebjerg planter en gravid mave på en lille troldepige med høj hat og lader samme figur flyde sammen med blækklatter i en livmoderlignende forgrening af bølgende vener. Skønt hendes bidrag til udstillingen er relativt beskedent, beviser Ærtebjerg hermed endnu engang gennemslagskraften i sin særegne og konsekvente eventyrstil.

Netop det eventyrlige udgør udstillingens væsentligste spor, som samtidig er det mest vellykkede. Marika Seidler har her tilsidesat de konkrete manifestationer fra sin tid i den feministiske kunstnergruppe Kvinder på Værtshus. I steder udfolder hun i Fora en poetisk æstetik, hvor hun slår følge med blandt andre Vibe Bredahl. I øvrigt samme Bredahl, der i sit forlag 'Hurricane' står bag udgivelser af Julie Nord - hvis forunderlige tegnestil synes implicit til stede i både Bredahls og Seidlers bidrag til udstillingen.

Eventyret, magien og fantasien træder smukt og sværmerisk frem som uløseligt forbundet med naturen: I skoven lokker det uvisse med ukendte stier, træer med sirlige forgreninger og alskens forunderlige væsener. Her åbner sig en drømmeverden, hvor vilde dyr kan tæmmes, og fortryllede prinser er noget, man bare kan fiske efter. Her venter muligvis kvinden en forening med naturen. Men her lurer også hendes ultimative nederlag overfor naturens kræfter, som når Mie Mørkeberg præsenterer os for en 'Sandman', der ikke - som i eventyrene - er en søvndyssende alf, men snarere et varsel om vuggedød.

Civilisationskliché
Mere problematisk er udstillingens andet spor, der tager form som en slags civilisationskritik, hvor hverdagslivet, de sociale relationer og forholdet til naturen sættes til vægs. Mie Mørkeberg skildrer nutidsmenneskets fremmedgjorthed i en række malerier af ansigtsløse skikkelser, der eksempelvis taler i mobiltelefon indendørs, mens hjemmets fire vægge hvert øjeblik kan falde sammen og give plads til en uforudsigelig påtrængende na-tur. Her bliver den surrea-listiske inspiration for klodset og symbolikken for kompakt.

Heller ikke Lise Blomberg Andersen har rigtig held med at spidde mennesket og de menneskelige relationer. Navnlig i maleriet 'Watching Happy', hvor en mut pige med rigelig tydelighed er sat udenfor det muntre selskab, får klicheerne lov at tage over. Det er ærgeligt, for Blomberg har med sine douche eventyrmalerier tidligere bevist, at talentet rækker til en langt mere dybsindig produktion.

Til trods for at der indimellem bliver smurt tykt på hos de kvindelige kunstnere, er Fora dog i høj grad anbefalelsesværdig. Udstillingen er en action-fyldt rejse ind i et univers, hvor store spørgsmål rejses, og alt tilsyneladende kan ske. Det er magisk, morsomt og værd at se - også for mænd.

 

Fora - andre fortællinger fra det uvisse, Randers Kunstmuseum til 29. juli. www.randerskunstmuseum.dk

 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup