Louisiana har gjort det. Det Nationale Fotomuseum gør det ofte. Danske museer griber i stadigt stigende omfang til den økonomisk fornuftige løsning at kuratere udstillinger med værker fra egen samling. Denne umiddelbart lidet fornyende praksis har en egen logik. Foruden at spare på budgettet til de virkelige satsninger har museerne mulighed for at vise nogle af de tematikker og røde tråde, der går igennem deres seneste erhvervelser. En ny og mere kreativ måde at arbejde med voksende samlinger på, om man vil, der for størstepartens vedkommende ellers er gemt af vejen i magasiner og kældre.

Når Arkens sommerudstilling "Menneskebilleder i dag" alligevel lader noget tilbage at ønske, skyldes det ikke værkerne, der sandt for dyden har været vist før. Den tissende Claus Carstensen eller Lene Stæhrs barokke kroppe er såmænd altid et gensyn værd. Men det er som om, museet har glemt, at værkerne også taler for sig selv. Og helheden lider under en påtrængende formidling, der fremfor at åbne for kunstens kompleksitet snarere låser betydningen fast omkring det gennemprøvede spørgsmål om vores omskiftelige identitet.

Idealisme og halvguder
Arken har siden åbningen i 1996 gjort mange fine indkøb, og museets samling af international samtidskunst hører - med museets egne ord - til en af landets vigtigste. I disse år, hvor unge kunstnere gør kometkarriere på ingen tid, og hvor de lynhurtigt er uden for de fleste danske museers rækkevidde, er det derfor et privilegium at kunne opleve en række af de største i Ishøj. Også selvom det måske ikke altid er med, hvad man i London eller New York ville betragte som hovedværker.

"Menneskebilleder i dag" åbner med et pædagogisk kontraposti mellem Superflex' Biogas in Africa (1997) og Micha Kleins unge halvguder i fotografiet Crystal Powder from God (2000). Mens Superflex' videofilmede interviews med fattige, afrikanske bønder altid forekom i bedste fald utopiske i deres højpandede idealisme, bringer sidestillingen med Klein øjeblikkeligt betragteren til pinlig klarhed over udstillingens ærinde. Mens de stakkels afrikanere må sidde i urskoven og mangle både vand og el til pæren i loftet på deres jordhytte, sviner vi forkælede vesterlændinge os til i overforbrug, stoffer og eskapistiske orgier. Ikke den heldigste indledning på en udstilling, der opfordrer til selvreflektion.

Under overskriften "Individ og fællesskab" fortsætter udstillingen med Jouko Lehtolas smukke, fotografiske serie Young Heroes (1995-96). Lehtola har portrætteret et hold alt andet end ideale teenagere i den finske ødemark og hører, ligesom Richard Billingham og til en vis grad Wolfgang Tillmans, der også begge er repræsenteret på udstillingen, til 1990'ernes socialt orienterede gruppe af kunstnere. Mens Billingham overskred grænsen og skabte social pornografi med sine usmageligt æstetiserede billeder af usoignerede familiemedlemmer, er der stor ømhed og kærlighed overfor subjekt på færde hos Lehtola og Tillmans.

Selvbillede
Et kuratorisk højdepunkt når udstillingen ved Keith Cottinghams velkendte Fictitous Portraits (1993). Ved siden af Cottinghams manipulerede billeder af de tre uhyggeligt udseende drenge er der monteret et stort spejl. Den besøgende har her lejlighed til at kaste et søgende blik på sig selv midt imellem de mange kunstneriske udtryk for identitetens sidespor. Selv om vi sikkert er en del, der er kommet over den første spejlfase, så virker installationen forbløffende godt i sammenhæng med udstillingens værker. Ikke mindst med Elina Brotherus' fine video Miroir (2001), der står få meter væk.

Anderledes firkantet bliver formidlingen dog straks med overskrifterne Det perfekte menneske og På tværs af kønnet. Lene Stæhrs flæskede, på-hovedet-hængende kroppe kan enhver se ikke er perfekte. Og det kræver heller ikke megen fantasi at få øje på den homoerotiske sensibilitet i Elmgreen og Dragsets i øvrigt helt fantastiske sækkevogn eller Jesper Justs ligeledes fremragende film Bliss and Heaven (2004), der handler om noget i samme retning. Tværtimod indeholder begge værker en række andre lag, som den entydige overskrift ikke formår at rumme.

Den topstyrende formidling til trods er "Menneskebilleder i dag" dog alt i alt en seværdig udstilling, der giver den besøgende mulighed enten for glædeligt gensyn eller for nyt bekendtskab med værker fra en spændende samling. Det er godt, at den snart får en permanent præsentation i Arkens kommende tilbygning.

"Menneskebilleder i dag". Arken 23. juni - 2. september 2007. www.arken.dk