Kontakt aarhus.nu:

 
 
5. november 2005
Send din kommentar til
Anmeldelse: Ebbe Stub Wittrup
Galleri Image præsenterer Ebbe Stub Wittrup med udstillingen "Things Happen". Udstillingen er delt op i to dele: natserien og dagsserien. Natseriens fotografier er alle mørke, dunkle og abstrakte, mens dagsseriens er lyse, figurative og handlingsbetonede. Aukje Lepoutre Ravn anmelder.

Tekst: Aukje Lepoutre Ravn

Udstillingen "Things Happen" vises i Galleri Image i perioden 28. oktober til 20. november 2005
www.galleriimage.dk
 
 
Ebbe Stub Wittrup ”Things Happen”

Galleri Image har åbnet dørene for en ny omgang kunst. Denne gang med Ebbe Stub Wittrups fotografiudstilling ”Things Happen”. Wittrup præsenterer 16 nyrealistiske fotografier i forskellige formater og motivverdener, hvis vinkler er skæve og atypiske.
Grundlæggende består udstillingen af to afdelinger – ’natserien’ og ’dagsserien’. Natseriens fotografier er alle mørke, dunkle og abstrakte, mens dagsseriens er lyse, figurative og handlingsbetonede. Dagsfotografierne har desuden en hverdagsæstetik, der på en forstadskedelig og banal måde, antyder en snert af noget 90er-agtigt. Boligblokkealtaner, indkørsler dækket af sjappet sne og det nybyggede, rødstenshus med omgivende grønne arealer.
Men, men, men… den tilsyneladende beskedne motivverden, rummer alligevel en essens af mystik, forurolighed og et gran af spænding eller decideret uhygge. Det er som om billederne er afventende - noget er på vej til at ske – eller noget er måske allerede sket?. Man oplever en smule frustration, fordi man ikke helt får tilfredsstillet sin søgen efter sammenhængende mening eller fortælling. Tværtimod er det, som om handlingerne stikker ud i mange forskellige retninger, stemninger og steder og der opstår simpelthen en mærkværdig trang til detektiviske undersøgelse. For hvad er det egentlig for en virkelighed Wittrup vil fortælle os om?

I værket Iceland Boat ser man blot bagenden af en motordreven gummibåd, der flyder lydløst ovenpå et turkisblåt vand. Billedet synes at befinde sig udenfor både tid, sted og handling. Netop her ved vi ikke om gummibåden lige er blevet slukket, snart skal tændes eller har løsrevet sig fra menneskelig kontrol og er flydt væk. Den ser skinnende ny og funktionsdygtig ud og dens latente fartpotentiale ligger uforløst og dirrer. Klogere bliver vi ikke, men fantasien står frit for.

 
Ebbe Stub Wittrup: Iceland Man   Ebbe Stub Wittrup: Girl on the Roof

Fotografiet Autobahn, er modsat Iceland Boat og giver os en masse handling, der med snapshottets effekt alligevel virker fastfrosset og igen afventende. Situationen er velkendt. Trafikken ned ad den tyske autobahn, som helt skal gå tjept og smertefrit, er til alles irritation stoppet af ukendte årsager. Højst sandsynligt en ulykke fremme i feltet. Selvom Wittrup har fanget situationen bagfra, gennemsyres stemningen af en afsindig utålmodighed, der understreges ved det faktum at menneskerne simpelthen er steget ud af deres biler, i et håbløst forsøg på at opstøve mere information eller overblik. Vi ved godt de ikke får det – og det gør de sikkert også selv. Derfor er ironien blot komisk.

Gennemgående kan man sige at de enkelte mennesker, der optræder i Wittrups billeder, langt fra fungerer som centrale motiver, men nærmere som tilfældige fikspunkter, der er grebet i et tidløst mellemrum – lige inden eller efter  en begivenhed eller handling. I bedste Caspar David Friedrich-stil er fotografiernes ’tilfældige’ personer alle sammen rygvendte som også understreges i værkerne Girl on the Roof og Iceland Man. Demonstrativt afviser de enhver kontakt og fællesskab med beskueren, men samtidig giver de beskueren en hel anden mulighed for at træde ind i billedets historie og stille sig side om side med den fotograferede. Vi bliver usynlige som beskuere og kan derfor snige os ind på motiverne. Derfor bliver beskuerens tilstedeværelse en anderledes og væsentlig del af billedet – fordi man simpelthen er der!.

Night Sky-seriens seks fotografier har derimod en hel anden virkning. Alle har de et nogenlunde identisk, mystisk udtryk. Man ser en åben, mørkeblå nattehimmel og nederst i rammen et par diskrete silhuetter af nogle trækroner. Midt på nattehimlen forekommer nogle mystiske lysstriber, der ligger både horisontalt og vertikalt i linealpræcise serier. De er akkompagneret af nogle bittesmå, sporadisk placerede røde prikker. Lysstriberne ligner mærkværdige sci-fi-fænomener og ser stærkt manipulerede ud. Men ved ’detektivisk efterforskning’ viser lysstriberne sig at stamme fra flyvemaskiner og er derfor ikke en konstrueret, men blot tilpasset virkelighed. Dog vil jeg sige, at selv om man stirrer længe på lysstrimlerne, er det stadig svært, at se nogen som helst antydning af en flyvemaskine, for der er hverken silhuetter, konturer, eller skygger. Den naturlige forklaring er derfor stadig mystisk.

   

Følger man Ebbe Stub Wittrups opfordring, vil verden synes præcis så magisk, mystisk, nærværende og samtidig kunstig, som fotografierne præsenterer virkeligheden som. Betydningerne ligger altså ikke direkte i billedets overflade, men bagved motivernes tyste abstraktion. Alt foregår i mellemrummet mellem handlinger – handlinger mellem natur og menneske.

Bogforlaget Space Poetry har i forbindelse med Galleri Image´s åbning publiceret bogen Meanwhile Now – Ebbe Stub Wittrup, med flere af fotografierne fra ”Things Happen”.

Ebbe Stub Wittrup er født i 1973 og er uddannet ved Academy of Fine Arts, Prag  fra 1995-1999. Han er tilknyttet Galleri Asbæk i København.
Things Happen har tidligere været udstillet på Galleri Asbæk, maj 2004.
Udstillingen er støttet  af Kunststyrelsens Billedkunst Udvalg.

Relaterede links:
Galleri Image: www.galleriimage.dk
Forlaget Space Poetry: www.spacepoetry.dk
  Relaterede artikler:
Pressemeddelse