Billedkunstneren Søren Behncke har på det seneste været meget aktiv både i udstillingssammenhæng og som aktør i det offentlige rum. Redaktionen på aarhus.nu besluttede at finde ud af hvad der ligger bag kunstneren. Vores møde med Søren Behncke blev til et essay og et interview i 3 dele.

Af anne dyhr. cand.it i multimedier. ba (hons) in fine art photography
Foto: Jan Falk Borup

Læs flere artikler om Søren Behncke her:
Essay: Søren Behncke byder op til dans.
Interview: Søren Behncke del 2, det offentlige rum.
Interview: Søren Behncke del 3, Kunstens markedsværdi.

Anne: Jeg har tjekket de links du sendte til mig, men udover det, har jeg også søgt på dit navn på Google, og så kommer der jo en mængde links op lige fra avisstriber, tegneserier, grafisk design,  street art og mere traditionel maleri på pap. Det er jo en HEL masse sammenhænge, en masse forskellige medier. Hvordan passer alle de her kasketter på dit hoved?

Søren: Dybest set er det jo mit hoved alt sammen, som primært kræser om det visuelle udtryk.

Anne: Hvorfor skal det være visuelt?

Søren: Jeg ved det sgu egentlig ikke. I virkeligheden er det sgu det eneste jeg kan. Det undrer mig også, at jeg kunne være grafisk designer så længe. Jeg kan jo ikke finde ud af det der med computere. Det er kun, når jeg arbejder med dem, at jeg kan finde ud af det, men lynhurtigt glemmer jeg det hele igen. Så det er det visuelle jeg kan finde ud af, og så kan jeg noget med musik. Jeg begyndte at lave street art og maleri, som en reaktion mod bare at sidde foran computeren som grafisk designer i mange år. Jeg skulle væk fra tastaturet og bruge hænderne. Jeg havde ikke tænkt, at maleri nu skulle være min nye løbebane. Jeg gjorde bare noget desperat. Nu måtte der ske noget andet.

Og så lever vi jo i et samfund, hvor man virkelig skal tage sig sammen for at dø af sult. Hvis man ellers fungerer rimeligt socialt og psykisk, så kan man jo tillade sig at melde sig ud af samfundet.

Anne: Var det kun tastaturet du var træt af, eller var der nogle andre begrænsninger?

Søren: Det var selvfølgelig både kunstneriske og personlige begrænsninger. Der var ikke nok Jacques Cousteau at hente i den grafiske verden. Jeg syntes, at jeg havde prøvet dét der var. At lave revolutionerende eksperimenter inden for grafisk design er utrolig svært, og når de er der, er der absolut ingen penge i det. Man skal jo have en eller anden realitetssans omkring, at man også skal købe en cykel til sin datter og sådan nogle ting. Men i første omgang var det bare hals over hoved: Nu er det nok med det her, så må jeg se hvad der sker. Tingende er i virkeligheden meget tilfældige.

Anne: Var du da godt klar over, at det skulle være en kunstnerisk løbebane, du skulle ind på. Kunne det lige så godt have været noget andet, som eksempelvis gartner, det er jo også visuelt?

Søren: Det ville nok være løgn at sige det.

Anne: Det var så med henblik på at bevæge sig i en mere kunstnerisk retning, at du forlod den grafiske branche?

Søren: Det var i hvert fald noget med, at være tro mod min kreative lyst. Så hellere lave det uden nogen penge, og så være gartner for at tjene pengene. Og så skete der jo bare det, at på et tidspunkt blev nogle af værkerne stående derhjemme. Der var noget jeg kunne bygge videre på.

Anne: Hvad var det?

Søren: Det ved jeg faktisk ikke.

Anne: Grafisk design er en vare man sælger, hvor man kan sige, at kunsten mere er diskussion. I så fald, hvad er det så du gerne vil diskutere?

Søren: Det vidste jeg egentlig ikke. Det var rent intuitivt. Det er den her Jacques Cousteau ting: Hvad sker der, hvis man gør sådan. Det var simpelthen en fuldstændig klassisk undersøgelse af tingene. Jeg har det vel egentlig stadigvæk sådan, med de ting jeg laver, at når jeg har lavet dem, så er jeg virkelig ligeglad med dem. Jeg får virkelig et koldt og merkantilt forhold til mine ting. Det bliver bare en vare, der skal sælges.

Anne: Så dit arbejde er egentlig en meget privat dialog, hvor du går i dybten med en undersøgelse, mere end det er en dialog med mig, beskueren?

Søren: Ja, det er det, og så er det, det faktisk ikke. Jeg ved jo godt, at når man laver et billede, så er det til nogen. Det gør man, lige som man laver mad til nogen. Der er en balance mellem tingene. Jeg arbejder jo også med kunst i det offentlige rum, som jeg så kan bruge til at have et mere ædelt forhold til kunsten.