Billedkunstneren Søren Behncke har på det seneste været meget aktiv både i udstillingssammenhæng og som aktør i det offentlige rum. Redaktionen på aarhus.nu besluttede at finde ud af hvad der ligger bag kunstneren. Vores møde med Søren Behncke blev til et essay og et interview i 3 dele.

Af anne dyhr. cand.it i multimedier. ba (hons) in fine art photography
Foto: Jan Falk Borup

Læs flere artikler om Søren Behncke her:
Essay: Søren Behncke byder op til dans.
Interview: Søren Behncke del 1, baggrund.
Interview: Søren Behncke del 3, Kunstens markedsværdi.

Anne: Jeg egentlig godt tænke mig at spørge - måske også sådan lidt små provokerende - hvad  de ansigter, som du eksempelvis hængte op i træerne på Vesterbro Torv i Århus, skulle mig? Bliver vi ikke forstyrret nok i det offentlige rum? Hvad er det vigtige?

Søren: Altså det er de samme spørgsmål jeg stiller til mig selv. Det er jo noget egoistisk noget at komme og stille sig op i det offentlige rum og sige: Se, her er jeg! Så banalt er det vel egentlig.

Anne:Så det er et form for tag?

Søren - Jeg forsøger at bryde ind med et andet udsagn, som ikke ligner alle de andre udsagn.

Anne: Men er det graffiti/tagging-traditionen du arbejder inden for?

Søren: Ja, det er det, som jeg så bare forsøger at putte noget nyt ind i - en mere skulpturel tilgang. Jeg har igen været en form for Jacques Cousteau, hvor jeg vender og drejer tingene og ordene, sætter dem sammen og ser hvad der sker ”glad hus ,dum hus”. Jeg gjorde det på et værk til KP, hvor jeg havde de her dumme hoveder og skrev nogle forskellige ting underneden. Beskueren forsøgte at finde en logisk forklaring mellem det visuelle udtryk og ordene.

Anne: Det er vel også den måde, som vi er vandt til at læse visuel grafik på?

Søren: Ja, automatisk prøver man at skabe en eller anden logik.

Anne: Dine projekter er jo meget legende. Er det mest det legende element du har i fokus, eller er der også en mørkere, mere destruktiv side?

Søren: Det har jeg svært ved at sige. Det synes jeg jo der er, men den ligger måske mere gemt i mine ting. Dybest set er humor jo ikke noget uden tragedien. Der er jo ikke nogen helt uden en fantastisk skurk. I mit hoved hænger de ting jo sammen. Hvis man skal kritisere, så bliver man nødt til at gøre det konstruktivt, ellers gider folk ikke at høre på det. Men dybest set er det vel bare en temperaments ting, det her med legebarnet.

Anne: Hvad så med Boy? Hvad så med den slangebøsse? Hvad forsøgte du humoristisk at fortælle –  for det er jo sjovt.

Søren: Af en eller anden grund er mine ting blevet sjove et langt stykke hen af vejen og det kan jeg prøve at efterrationaliser på. Jeg tror, at det med Boy havde noget at gøre med den her ting mellem gallerier og museer. Gallerierne er meget levende og nutidige, og museerne bliver tit tunge - så det var et forsøg på at få de her ting til at mødes  - at få noget gennemtræk i museet.

Anne: Skyde nogle huller i glaspartierne?

Søren: Ja, men det, der var det sjove ved det her projekt, var faktisk den her Olsen-bande ting omkring planlægningen. Kunne det lade sig gøre? Hvad ville der ske? Ville de ligge en i benspænd eller ikke? Hvad kan man gøre - hvad kan man tillade sig – kan man lave et fingeret bankrøveri for eksempel? Hvad vil der ske?

Jan: Én ting er, at du placerer noget på Vesterbro Torv, som på en eller anden måde er et andet udsagn end de andre udsagn. Man kan så gå ind og læse disse aktioner, som eksempelvis en kritik af reklamen lige som graffiti, men her går du ind på en institution som ARoS, der i forvejen er hårdt angrebet af - hvilket måske er hårdt sagt - men der er faktisk mange kunstnere, der på en eller anden måde har været inde og skulle markere sig overfor ARoS. Der er en lokal kunstner, der har proppet noget af hans blod ned i fundamentet og kvindelige kunstnere der har nedlagt værker, og der var en, der var henne og pisse i Olafur Eliassons vandfald. Du er ikke den eneste, der har været ubuden gæst. Derfor skriver du dig ind i en historie. Det er ikke kun sjovt det her - det er en historie af en eller anden form for kritik.

Søren: Da jeg gjorde det, var jeg slet ikke klar over, at der var sket alle de her ting, og mit bidrag ser jeg i virkeligheden som et bidrag. Altså som en positiv ting. Jeg ser det ikke som en kritik, for jeg synes det hus er super fedt, og jeg synes Boy er super fin. Man kan så diskutere, hvad principperne er - hvem styrer hvem - man kan sagtens finde en masse negative ting. Dybest set tror jeg, at det er en ’byden op til dans’, når man laver et sådan moderfucker af et kunstmuseum. Det synes jeg bare er cool, og så har jeg bare lyst til at lege med. Det er ikke fordi, jeg er bange for at sætte mig op, og sige at I er nogle svin eller what ever. Jeg ønsker at kile de her pauser ind i den vaneting, som det er at være menneske. Alle de ritualer. Alle de her ting vi gør, som vi gør, fordi det plejer vi at gøre. Jeg kommer sådan til at tænke på Højholt. Han har lavet det her essay ”Mit sukkerskåls jeg”. Den er i samlingen ”Stenvaskeriet”, hvor han skriver om at han genfinder sin sukkerskål. Den har jo altid været der, men det er det fokus man pludselig kan ha på en ting, der er hevet helt frem i forreste linie. Et sådan fokus vil man ikke kunne have overfor alle ting, man ville blive totalt fucked up, men det er sjovt at hive sådan en ting ud og sige at nu forkæler vi den. Det er dét, som jeg synes er skægt ved at arbejde i det offentlige rum og ARoS.

Anne: Helt uden kritik?

Søren: Nej, ikke helt uden kritik. Et af kritikpunkterne ville være, at der skal være mere gennemtræk. De skal gøre plads. De er forpligtet til at hive nogle unge folk frem.

Anne: Arbejder du på nye aktioner?

Søren: Ja, det gør jeg, men det siger jeg aldrig noget om, for så er det jo ikke sjovt.