Billedkunstneren Søren Behncke har på det seneste været meget aktiv både i udstillingssammenhæng og som aktør i det offentlige rum. Redaktionen på aarhus.nu besluttede at finde ud af hvad der ligger bag kunstneren. Vores møde med Søren Behncke blev til et essay og et interview i 3 dele.

Af anne dyhr. cand.it i multimedier. ba (hons) in fine art photography
Foto: Jan Falk Borup, Søren Behncke

Læs flere artikler om Søren Behncke her:
Essay: Søren Behncke byder op til dans.
Interview: Søren Behncke del 1, baggrund.
Interview: Søren Behncke del 2, det offentlige rum.

Jan: Nu kunne jeg være rigtig grov. Jeg kunne sidde her og tænke, at den her mand, han kommer fra reklameindustrien. Han har nogle værker, som hovedsageligt er malerier og han er ikke særlig kendt. Hvordan brander man sig så som kunstner i dag? Er det ren branding i det offentlige rum?

Søren: Jeg vil lige sige, at jeg ikke har arbejdet direkte med reklame, men grafisk design. Men når det er sagt, vil jeg da sige ja til, at det er den måde man brander sig selv på.

Anne: Det er markedsføring?

Søren: Det er det man gør som kunstner. Hvorfor skulle man ellers lave kunst, hvis det ikke var for at vise det til nogle?

Jan: Man kunne sige, at de her offentlige begivenheder ikke så meget handler om offentlige begivenheder, men om at du skal få noget fokus på dit salg.

Søren: Det gør det da også. Det er der ikke noget odiøst i.

Anne: Er det et reklamenummer?

Søren: Ja, lad os kalde det for det. Det har jeg slet ikke noget imod – og hvad så?! 

Jan: Nej, det er der ikke noget odiøst i, hvis man siger det er det - men det er ikke det jeg har hørt dig sige, når jeg har læst interviews med dig.

Søren: Nej, okay, men de skriver aldrig det man siger. Og det har jeg valgt ikke at gå op i, for det her med at lave kunst er jo også noget illusionsskaberi. En del af det er den her historiefortælling om kunsten, som er meget federe end selve værkerne, eller løgnen. Jeg er sgu lige glad. Det er en god historie og den fortæller noget om en eller anden form for sandhed. Det synes jeg er skide interessant. Det var ikke en bevist handling fra starten, men er blevet en erfaring, som jeg helt bevidst tager og bruger, for jeg ved godt at disse her pap ting i det offentlige rum sælger mine billeder. Det er gyngerne og kausellerne. Sådan ser virkeligheden ud.

Anne: Kunne du så godt lade være med at lave de mere street orienterede ting, hvis dit salg af malerier gik fint?

Søren: Nej det kunne jeg ikke, for det er jo også denne her arbejdsmæssige ting og det undersøgende. Men tingene er så firkantede. Der skal tjenes nogle penge. Det er vilkårene, om du er skomager eller what the fuck. Der er bare en anden fokus på moralen omkring kunst.

Anne: Er det så den du skyder på eller problematiserer? Hvad er kunst, hvad er design, må en kunstner være business man, må han brande sig selv?

Søren: Nej. Ja, sandheden er jo at de grænser er flydende. Derfor er det mere en diskussion end en konklusion og det er fedt. Det er flydende og udvikler sig hele tiden.

Anne: Du arbejder jo også indenfor en bred vifte af fagligheder. Er det så lysten til at undersøge, der er drivkraften?

Søren: Ja, der ligger en forskellig frihed i medierne. De kan noget forskelligt og det er udelt nemmere at lave offentlige aktioner i et firma, der hedder kunst, end i et firma der hedder tegneserier.

Anne: Det er en meget markedsorienteret måde at se på sine projekter.

Søren: Jeg synes jo bare, at det er realistisk.

Anne: Ja, det er der nok mange der ville give dig ret i, men det vil garanteret også provokere nogle inden for en kunstnerisk diskurs. At kunsten lige pludselig skal være et firma i lighed med alt muligt andet.

Søren: Jeg synes jo også det er latterligt at TAL R må hviske, at han tjener 50.000 pr billede, fordi det er ilde hørt. Det synes jeg er overflødigt, fordi der er sgu ikke nogen grund til at være flov over at have lavet noget kunst. Og de folk, der betaler 50.000, de har altså råd til at betale 50.000. Det er en tradition, der strækker sig langt tilbage i tiden f.eks. H C Andersen, der levede af alle de her fyrster osv., osv.

Anne: Jeg sidder stadigvæk her og kan ikke rigtig finde ud af hvad du vil, måske du bare vil vise mig dine undersøgelser og så tjene nogle penge?

Søren: Jeg vil jo bare tjene nogle penge, så jeg kan vise dig nogle flere undersøgelser.

Anne: Det er jo sådan i dag, at kunstnere vil skabe en debat og stille nogle spørgsmål af en samfundsorienteret karakter eller af en personlig karakter. Det har jeg stadigvæk svært ved at få dig til at tale om.

Søren: Jo jo, det vil jeg da også.

Anne: Jeg hører dig sige, at det er undersøgelsen der interesserer dig?

Søren: Ja, undersøgelsen er en vigtig del, men samtidig er der også en refleksion af begivenheder, situationer og virkeligheder, men hovedmotorerne er helt klart undersøgelsen og legen.

Anne: En intuitiv arbejdsmåde. Legen er jo ikke konceptorienteret. Legen er jo erotisk.

Søren: Ja absolut, men jeg vil gerne noget mere. Jeg vil gerne kommunikere.

Pap-tingene kan noget andet end malerierne, for det er i grunden noget mærkeligt noget at lave billeder. Det er noget fandens unødvendig noget. Der er næsten ikke noget land at vinde der. Man skal ikke have alt for akademiske vinkler. Man skal bare lave sine billeder, for dybest set er der jo ingen grund til at lave dem. Ikke hvis man har det syn, at man virkelig vil prøve at vise noget nyt.

Anne: Er maleriet dødt?

Søren: Det har jeg jo heller ikke lyst til at sige, fordi det er også noget pivskid aktigt noget at sige - for gu er det da ej. Det skal de sgu ikke bestemme. Det pappet kan som kunst, er, at den gør kommunikationen helt unik. Den er så kontant og ufiltreret.

Jan: Nu har jeg kun set dig på KP og Spring, og der maler du på pap. Maler du på lærred overhovedet?

Søren: Nej

Jan: Det er så der jeg tænker, at du har en insisteren på at bruge et materiale som er forgængeligt, som gør at selvom det ligner et maleri, så holder det ikke så længe. Det har ikke den samme materialeværdi som et rigtigt maleri på lærred, der kan holde i umindeligheder. Så hvis jeg køber et maleri af dig, så ved jeg godt at det om 10 år ikke er særligt pænt mere.

Søren: Det havde jeg en helt klar holdning til lige fra starten. Nemlig, at det ville jeg skide på.

Jan: Er der en pointe i at det er forgængeligt?

Søren: Ja, det er der. Der er i hvert fald en fascination af det. Jeg kan virkelig godt li det forgængelige, fordi det er fortællingen, der er det vigtigste.