I en kælder på internettet
Der er fakler ved døren og en dørmand tjekker navnene på de få mennesker, der har fået plads til aftenens performance. Vi bydes velkommen af en hvidklædt kvinde og får besked på at tage skoene af og sætte os med fødderne på en lille gummimåtte. Det er vores placering i rummet. I vinduet står flere fjernsyn stablet ovenpå hinanden, og på et af dem er der forbindelse til en lignende performance i Göteborg. Der holdes et ur op mod henholdsvis det danske og det svenske kamera og det aftales, at forestillingen skal til at starte. Publikum får besked på at holde fast i en plastiktube, som samles til én lang forbindelse. Den hvidklædt kvinde vikler resten af plastiktuben rundt om sin krop, og musikken bliver højere. Lydene, som breder sig er ringeklokker, modemopkald og elektrisk støj. Kvinden kramper sig sammen på gulvet og frigør sig langsomt fra det indviklede net, der omslutter hende. Forestillingen er gået i gang.
Vi skal holde godt fast i plastiktuben, som bliver metaforen for at være del af netværket; mennesker forbundet af en luftig streng. Det faste greb bliver kampen om at holde fast i sin egen position, men det er mere end det. Holder man som opfordret godt fast i tuben, så opfanger det hule plastik rummets vibrationer; dels de mange sitrende, mekaniske lyde men også mit eget pulsslag forplanter sig i røret. Vi sidder tæt i rummet og er kropsligt tilstede.
Undervejs i forestillingen ryger forbindelsen og fjernsynsskærmene flimrer. Publikum tiltales her direkte, vi bliver bedt om at skifte rum, skifte sted i håb om en bedre forbindelse. Vi sætter os på nye stole, bydes på rød absinth og chokolade. Med skarp smag i vores krop deltager vi i værket, inden vi igen nærmest reduceres til beskuere til projektet, hvor der reciteres, spilles, projiceres og tastes tekst ind og ud på Internettet. Der danses i Århus, og det gør der også i Göteborg.
 |
|
 |
Fra begyndelsen af performancen. Annika B. Lewis i hvidt
på gulvet. Gritt Uldall-Jessen, sidder ved computeren og indtaster
tekst, som projiceres op på væggen. |
 |
|
 |
Anders Krøyer og Jens Mønsted i baggrunden spiller musik og
Annika B. Lewis danser i forgrunden. |
|
Diverse synligt udstyr og teknik. |
Kroppen og mennesket har fået uanede muligheder med internettet, fordi alle kan frigøre og publicere sig selv som relevant link. Samtidig bliver den kropslige tilstedeværelse problematiseret, for hvordan gestalter man sig selv og sit sted, når alting er udskifteligt og man egentlig ikke er fysisk til stede? Forestillingen viser denne montage af kompleks eksistens, hvor mennesket og dets krop er forskudt i flere lag på samme tid. Den hvidklædte kvinde er til stede i det virkelige kælderrum men er samtidig mangfoldiggjort i projiceringer på væggen og yderligere streamet ud på internettet.
”Jeg har noget for! Min ene fod er fri. Men hvad nytter det, når den anden er fangen?” reciteres det fra Markørens Monolog. Markøren er en streg, der blinker på en skærm; så til stede, så ikke til stede.
XpositionREVERSE er svær at overskue. Og dog. Ligesom internettets utallige links åbner værket for utallige tema- og tankerækker, der kan sprede sig som netværk. Men et eller andet sted imellem det lille kælderrum og det uendelige internet sker det fantastiske: Noget ægte bliver skabt. Noget rammende. Noget, der skildrer præcis og diffust, hvad det vil sige på den ene side at være i et væld af muligheder og på den anden side at være så inderligt fanget i netop uendeligheden, uoverskueligheden. At være krop uden kroppen.
Værket hverken kan eller skal indfanges. Det strækker sig over tid, sted, rum og strækker både værk og krop ud over nettet. Internettet forskyder fokus men forbinder samtidig de to forestillinger med hinanden, blander billederne til et nyt billede, og beskueren er med i værket – enten fysisk eller virtuelt. Værket står klarest frem i sin kompleksitet, hvis man oplever både den fysiske og internetbaserede udgave, men konceptet er absolut gennemført. Udover det giver Annika B. Lewis en meget overbevisende optræden. Det ene øjeblik er hun materielt manifesteret med øjenkontakt og håndtryk og det andet øjeblik bevæger hun sig næsten vægtløst i lys og lyd. Det er ikke bare paradoksalt eller komplekst. Det er et gennemført projekt, et sted til sansning og eftertanke. Her er vi i det mindste til stede. Publikum klapper og vinker farvel til alle dem derude. Og til os selv på skærmen.
Relaterede artikler:
Pressemeddelelse - XpositionREVERSE
Anmeldelse: Livestreaming på International Digital Festival
Reportage: TEKNE – et nyt netværk for digital kunst og oplevelser
Anmeldelse: Koncert med Scanner (a.k.a. Robin Rimbaud)
Anmeldelse: <title>Ff6b</title> i Galleri Image
Essay: Digital Kunstfestival
Reportage: De gule pile i Århus
Reportage: Hack det eller crack det
Relaterede links:
www.digitalfestival.dk
www.xpositionreverse.org
www.kassandra-production.dk |
