Den moderne scenekunst danner i sig selv en ny genre med et dertil hørende krav om at blive mødt ud fra en kvalitativ anderledes og udvidet scenekunstteori.

Af dramatiker Gritt Uldall-Jessen

Blik for scenekunsten

Emnet for denne artikel er anmeldelse af moderne scenekunst. Problemstillingen er: Anmeldere møder ofte ny scenekunst med nogle bestemte forventninger baseret på det, de har lært om f.eks. det klassiske europæiske teater. Dette besværliggør, at de kan få øje på de elementer, som er karakteristiske for den nye scenekunst.

Jeg vil her prøve at identificere nogle elementer, som måske især er dem, der giver anledning til sammenstød mellem teateropfattelserne.
Den nye scenekunst benytter sig ofte af hvad der, i forhold til en traditionel teater­opfattelse, må kaldes en "dobbeltdramaturgi" eller en "flertydig dramaturgi". Her foregår "hovedaktionen" ofte imellem de fortællemæssige lag, og der kan derfor være mere end en "hovedperson". Her sker et sammenstød med det man i almindelighed kalder "aktantmodellen" og den lineære aristoteliske dramaturgi.  Men selv om den ”episke” dramaturgiske model måske umiddelbart ser ud til at passe bedre, mangler den nye scenekunst ofte ganske "epikken" - altså det "at fortælle en historie".
Der kan typisk være tale om en dramaturgi, der - for at bruge dramaturg Janek Szatkowskis formulering – ikke er helhedsvillende, men helhedsproblematiserende. Hver lille scene eller tableau i et værk kan godt være underlagt den aristoteliske dramatiske form, men det er montagen af de enkelte dele, der er det centrale. I sprækken imellem de enkelte scener, udspiller den egentlige forestilling sig, også forstået som de "forestillinger", tilskuerne måtte gøre sig i deres egne hoveder.

Det er også typisk at inddrage ting og genstande - objekter, der performer og inddrages performativt. Mens "hovedaktion", "hovedperson" og den traditionelle dramaturgi med udgangspunkt i Aristoteles tydeligvis er begreber, som sjældent er frugtbare i forbindelse med den nye scenekunst, er det de to følgende begreber, som er interessante for forståelsen: "Forhandlingen" - med Janek Szatkowskis begreb "fiktionskontrakten" - og "objektet" - dette "andet", som subjektet forholder sig til.

En ny/moderne scenekunstnerisk forestilling udspiller sig imellem den proces at tale om at lave teater, og lave en konkret forestilling. Man kan kalde det for en slags metateater, altså et "teater om at lave teater".
Scenekunstens aktuelle udvikling fordrer, at anmelderen definerer nye konventioner og evner at skabe en ny forventningshorisont. Den nye scenekunst indeholder elementer fra så forskelligartede kilder som fx det klassiske europæiske teaters former, de klassiske etniske teaterformer, dans, musik, lyskunst, installations-, video- og billedkunst, clubbing kultur og meget andet, men danner i sig selv en ny genre med et dertil hørende krav om at blive mødt ud fra en kvalitativ anderledes og udvidet scenekunstteori. En teateranmelder af i dag må være åben over for denne tværfaglighed inden for kunstarterne, og må derfor læse lige så meget kunstteori og kunsthistorie, som teaterteori og teaterhistorie, samt følge med i ny forskning ikke kun inden for teater, men også kunst, nye medier, psykologi eller antropologi. Anmelderen må være med til at skabe en faglig kontekst for og identificere denne scenekunst, parallelt med at kunstnerne selv medvirker til at gøre deres hensigter synlige og forståelige. Men først og fremmest må man stille krav om, at anmelderen interesserer sig for at følge, forfølge og efterprøve de regler, som et givent stykke scenekunst har sat op for sig selv.

Relaterede artikler:
Reportage: LIVEART2U i Ridehuset
Anmeldelse: XpositionREVERSE af Kassandra Productions
Essay: Tænkte scenografier
Essay: SCENER AF LYD
Essay: Performance indefra
Essay: Selvets lille Selvmord

Relaterede links:
www.scenekunstnere.dk
www.opensourcetheater.tk